Cxense Display

Kejserens nye Bad Boy-motorcykel
Audi overtog tidligere på året Ducati - foranlediget af VW-koncernens magtfulde og MC-glade bestyrelsesformand, "kejser" Ferdinand Piech. Men hvad skal Audi med det italienske motorcykelmærke? Handler det bare om at matche ærkerivalen BMW på to hjul?
Foto: Scanpix og PR-foto
Bilen Af
Audi overtog tidligere på året Ducati. Men hvad skal Audi med det italienske motorcykelmærke? Handler det bare om at matche ærkerivalen BMW på to hjul?

Pleasure søger svaret på et kompliceret spørgsmål, som – måske – har en meget enkel forklaring.
"Hvem har nogen sinde brugt sund fornuft og god forretning som hovedargument for at købe en italiensk sportsmaskine?"

Da nyheden om Audis overtagelse af de italienske motorcykler fra Ducati slap ud, blev den modtaget på hånlig humoristisk vis i München og andre højborge for BMW: Ja, ja, så fik Audi da endelig en baghjulstrækker i programmet ...

Men hvad vil det tyske premiummærke med fire ringe og fire hjul egentlig med italienske motorcykler?

Med al respekt for Audis sportslige ambitioner, så fik ægteskabet med Ducati jo ikke just folk i nogen af lejrene til spontant at udbryde: "Aber natürlich!"


En lille og eksklusiv motorcykelfabrik, berømt og berygtet for fokus på følelser frem for kynisk forretnings- og kvalitetsstyring i hænderne på en kæmpestor tysk maskine? Hvorfor? Hvad er idéen?

Efter længere tids rygter blev Audis overtagelse af Ducati officiel i april, og ifølge Reuters kilder til en købspris på omkring 860 mio. euro eller knap 6,5 mia. kr. Småpenge for VW-koncernen og knap nok en note værd i regnskabet.

 Under VW Gruppens roadshow for investorer i Frankfurt og London i september blev det bogstaveligt talt også kun til en note om konsolideringsdatoen for Ducati.

I den større sammenhæng bliver Ducati VW-koncernens tolvte mærke. Det lille nichebrand skal fremover finde sin plads i et langt geled, der rækker lige fra Skoda over Volkswagen og Audi til det engelske nobelmærke Bentley og svenske lastbiler fra Scania. Og så er der jo lige landsmanden Lamborghini.

Endnu en lille nicheforretning med italiensk supersport på programmet og flere følelser i hver enkelt bil, end man finder i en hel Audi-klub. Lamborghini blev overtaget af Audi i 1998, og historien her bør være en trøst for alle "ducatisti", der hænger med visiret efter den tyske invasion.


Ganske vist kan man i nogle af Lamborghinis komponenter genkende noget, der lige så vel kunne sidde i en Audi A1 med 86 heste og komakarma. Men Lamborghinis grundlæggende følelse af upoleret vildskab og ustyrlig rodeotyr er stort set intakt.

Audi har forstået at bevare en stor del af kulturen i både organisationen og produktet, og samme lektie kan nu overføres til Ducati.

"Vores managementstrategi er klar: Så meget kontrol som nødvendigt og så meget frihed som muligt," siger Jürgen De Graeve fra Audis koncernkommunikation, da Børsen Pleasure spørger ind til planerne for fremtiden.


Og selv om Ducati formelt er opkøbt via Lamborghini, skal man angiveligt ikke lægge for meget i dét.

"Der er ikke planlagt noget direkte samarbejde mellem vores italienske mærker, som jo er aktive i meget forskellige markeder. Både Lamborghini og Ducati er små i forhold til Audi og VW Gruppen, og overordnet set er hvert mærke ansvarlig for sin egen produktudvikling og resultater."

Spørgsmålet er, hvordan vi så konkret kommer til opleve det nye familieskab mellem Audi og Ducati?

 "Begge mærker vil kunne opleves oftere i sammenhæng i offentligheden og på udstillinger. Audi har f.eks. sponseret årets World Ducati Week, hvor 65.000 "ducatisti" mødte frem med deres maskiner. Her var Audi til stede med tilbud om prøvekørsler og shuttle service under træffet," forklarer Jürgen De Graeve.

Når det gælder fremtidens distribution for Ducati, kunne det virke oplagt at etablere Ducati shop-in-shops i Audi-forretninger for at få en bredere distribution. Der er dog ikke taget nogen beslutninger om det.

"Men vi kan forestille os, at eksisterende Audi forhandlere i Asien eller USA kunne være interesserede i også at have en separat Ducati-forretning," lyder svaret.

195 hestekræfter i en Polo ville pynte

I de officielle meldinger har tyskerne fremhævet Ducatis store knowhow inden for højtydende motorer og letvægtskonstruktioner.

Det gør overtagelsen til et "excellent fit", der byder på "great potential" for Audi og VW Gruppen, lyder det. Men når det gælder spørgsmål om eventuel overførsel af teknologi – og om den i givet fald skal gå begge veje – har Audis talsmand endnu ingen kommentarer.


Det er umiddelbart en fristende ønsketænkning at tro på en fremtid, hvor motorcykelteknologi sætter mere fart i de firehjulede slæder. Ducatis nye topmodel, 1199 Panigale hiver immervæk 195 hestekræfter ud af en motor på bare 1,2 liter slagvolumen, mens BMW's superbike skriger over 200 heste ud af en enkelt liter slagvolumen. Det ville pynte i en Polo ...

Men virkeligheden er en anden. Motorcykelfabrikkernes relativt små udviklingsafdelinger har ikke opfundet en trylledrik.

Reelt set kan de ikke hamle op med hærskarerne af ingeniører hos de store bilfabrikker. Desuden er en motorcykelmotor relativt meget dyrere at producere end en bilmotor, og miljøkravene er endnu ikke lige så stramme i den to-hjulede verden.


 Der er dog fortilfælde. Nogle læsere vil huske, at Volvo i sin tid fik Yamahas motorcykeldivision til at udvikle en helt ny V8-motor, der fik debut i den store firehjulstrækker XC90 i 2005. Men det var en speciel situation, hvor Volvo ikke selv kunne løfte udviklingen og gerne ville slippe for en tung og doven V8-er fra hylderne hos den daværende ejer Ford Motor Co.

Og hvis teknologien skal flyde den anden vej, kan man ikke bare overføre de samme komponenter, for på en motorcykel vejer hvert et ekstra gram meget tungere i oplevelsen. Det er en helt anden verden.

Bestyrelsesformanden er motorcykelfan

Men økonomien da? Den må have noget at sige, så VW Gruppen kan bruge Ducati til at få endnu mere gang i butikken, der i forvejen har vist imponerende stærk vækst de senere år.

Måske. VW Gruppen havde i 2011 en omsætning på mere end 159 mia. euro, endda uden fuld konsolidering af Porsche og lastbilproducenten Man.
"Nu har den 75-årige "Kejser Piech" altså bygget endnu en sten på imperiet"
Til sammenligning havde Ducati sidste år en omsætning på knap en halv mia. euro, svarende til 0,3 pct. af en koncernomsætning, der siden er vokset markant. Om så den nye ejer fordobler Ducatis indtjening vil det knap nok være en dråbe i den store VW-tank.


"Der er ingen nævneværdig industriel logik i købet af Ducati, og strategisk er det ligegyldigt," lød den nøgterne kommentar fra analytikeren Christoph Stuermer hos IHS Automotive i Frankfurt. En dom, han deler med mange kolleger.

Handler opkøbet så bare om image?

Tjoeh – Mercedes-Benz havde længe flirtet med Ducati i flere co-branding sammenhænge, så det var en ombejlet partner. Og ærkerivalen BMW har kæmpe succes med sin motorcykeldivision, som har haft stort set ubrudt vækst gennem 15 år og har smidt sit tidligere "gammelmandsimage" i motorcykelverdenen.

 Nu styrker BMW Motorrad den overordnede fortælling om BMW og har bl.a. sparket støvlerne væk under de stærke japanske konkurrenter med den uhørt stærke S 1000 RR-model. Siden har bayrerne også lanceret en sekscylindret sportstourer, hvor ikke bare cylindertal, men også køreegenskaber og design lægger sig tæt op ad filosofien for de firehjulede.

For de fleste motorcykelmærker følger der en afsmitning af coolness, sport og "bad boy-image" med i købet, og så kan man diskutere, om det er en fordel eller ulempe for Audi. Men for nogle kan forklaringen på Ducati-købet beskrives enkelt og banalt med to ord: Ferdinand Piech.

VW Gruppens stærke bestyrelsesformand har personligt en passion for motorcykler og har selv kørt Ducatis store sportsmaskiner. Han har aldrig skjult sin ærgrelse over, at han missede chancen, da Ducati tilbage i 1985 var til salg for en slik.


Så nu har den 75-årige "Kejser Piech" altså bygget endnu en sten på imperiet. Og hvem har i øvrigt nogen sinde brugt sund fornuft og god forretning som hovedargument for at købe en italiensk sportsmaskine?

"Der er også en trofæfølelse over det her," lød den spidse kommentar til Reuters fra en analytiker, der foretrak at være anonym.

"Det er et af den slags opkøb, man kan hænge op på væggen ved siden af hjorten, man skød i fjor."

  
Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display