Første test: Audi SQ5 cruiser ubesværet med 200 km/t
SQ5 råber ikke op om sin tilstedeværelse som konkurrenterne i klassen. Faktisk er det kun de små røde S-logoer og de store hjul, der afslører, at det er en lynhurtig bil.
Foto: Alexander Herald
Bilen Af
Audi SQ5 er markedets mest underspillede performance-SUV. I stedet for bulder og brag fører den sig frem på den afdæmpede Audi-facon.

S-varianten stod for næsten 10 pct. af salget af den første Audi Q5, så både kommercielt og imagemæssigt er det en vigtig variant for Audi. Nu er der kommet en ny generation, som vi har haft lejlighed til at låne i München og omegn – og ikke mindst: På et stykke Autobahn uden hastighedsbegrænsning.

Den hedder SQ5 3,0 TFSI quattro S-tronic og er en fempersoners SUV i den øvre mellemklasse med permanent firehjulstræk og syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse. Her er som udgangspunkt stålfjedre, men testbilen er udstyret med luftaffjedring (21.062 kr.), der i særdeleshed kan anbefales.

Motoren er en treliters V6 benziner med twin scroll-turbolader placeret i V'et mellem de to cylinderrækker. Maskinen er fremstillet i aluminium undtagen krumtap­akslen, der er i stål. For at hæve effektiviteten og sænke forbruget er her direkte indsprøjtning, variabel ventilstyring på indsugningen, automatisk start/stop, totrins katalysator og drive by wire-speeder uden mekaniske forbindelser til pedalen.

Pointen er lavt forbrug og CO2-udslip, og et angivet forbrug på 12,0 km/l er faktisk ikke så ringe i betragtning af præstationerne.
 
Tykt rat med flad bund er standard, mens de digitale instrumenter bag rattet er ekstraudstyr til 10.832 kr.
-Alexander Herald

Højfartspotentiale
En tur på motorvejen syd for München afslører en SUV med højfartspotentiale. SQ5 bevæger sig med en forbløffende lethed ved 200 km/t, hvor den laver kickdown og farer videre op mod den begrænsede topfart på 250 km/t.

Mellemaccelerationer overstås kvikt og udramatisk, og især motorens moment gør indtryk. Her er et diesel-agtigt og vedvarende skub fra lave omdrejninger, der vil gøre livet svært for dieseludgaven SQ5 3,0 TDI, der ankommer sidst på året.
 
SQ5 er den foreløbigt kraftigste Q5-variant. Metallakken "­Azorergrøn" koster 10.852 kr.
-Alexander Herald

V6-benzinmotoren har en afdæmpet, dyb og sportslig brummen, og heller ikke ved bykørsel og parkering gør den noget særligt ud af sig selv. Bevares, man kan få bilen til at sende et par prutter af sted ved aggressive nedgearinger, men det er ikke det, det handler om.

SQ5 er en kølig og let reserveret businessbil i jakkesæt - der er hurtigere end en førstegenerations Porsche Boxster S, hvis det skal være.
Cxense Display

Læs seneste udgaver