SUV-topmøde: Smuk italiener vs. effektiv Porsche
Alfa Romeo Stelvio (tv.) er mærkets første SUV. Den møder her klassens sportslige indslag, Porsche Macan.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
Selv om SUV-bilerne i mellemklassen ligner firehjulstrækkere med ­masser af frihøjde, er de reelt skabt til at køre gennem landskabet i fugleflugtslinje. Derfor tester vi dynamik og luksuskvaliteter i dagens duellanter på en køretur i og omkring Tisvilde i Nordsjælland.

Jeg starter bag rattet af den nye Alfa Romeo Stelvio, der kom til landet i foråret og i mine øjne snupper designprisen for den smukkeste karrosse i klassen. I dag møder den rålækre Porsche Macan; begge stiller med firehjulstræk, automatgear og dieselmotor.
 
Stelvio kører som en hævet udgave af den sportslige sedan, Giulia. Bilen føles let og livlig, og det mærkes, at den er klassens letvægter. Bilen er mere end 200 kg lettere end Porsche Macan.
-Søren Juul
 
Designsproget er minimalistisk og gennemført, men finishen er ikke i top. Kabinen ville passe bedre i en sedan eller sportsvogn.
-Søren Juul

Alfa Romeos første SUV tager udgangspunkt i sedanen Giulia. Det mærkes med det samme. Med en relativt lav køreklar vægt på 1734 kg (221 kg mindre end Porsche Macan) har Stelvio sublime køreegenskaber.

Som udgangspunkt er den baghjulstrukket, men den kan i Q4-varianten sende op til 50 pct. af kræfterne til forhjulene. Den føles dog som en baghjulstrækker. Styretøjet er præcist, og undervognen følger pænt med, når det hurtige styretøj motioneres.

Stelvio kører ikke som en SUV i klassisk forstand – den kører mere sportsligt, også selv om ESC-stabilitetssystemet ikke kan slås 100 pct. fra.

Kører som en ægte Alfa
Det betyder dog, at der er flere forhold, som den ikke tilgodeser. I jagten på uspoleret dynamik er italienerne ikke kommet helt i mål med raffinementet. Den firecylindrede motor på 2,1 liter og med 210 hk er kraftfuld, men støjer under pres, og automatgearkassen med otte trin har et mekanisk bid, der er fedt på en snoet landevej. Men den er også ujævn under for eksempel nedbremsninger på motorvej.
 
Der er ikke særligt lyst eller luftigt i kabinen. Der er god plads på bagsædet, men sædehynden er vinklet ret kraftigt.
-Søren Juul

Kabinen fortæller lidt den samme historie. Stelvio føles ikke som en lækker SUV, men mere som en intim og sportslig sedan – eller ligefrem en sportsvogn. Design­sproget i interiøret er gennemført, men omkring gearvælgeren og mellem forsæderne er der sløset med samlekvaliteten.
 
Gearvælgeren mellem sæderne bliver overskygget af aluminiumspalerne bag på rattet i lækkerhed. De koster 6000 kr. og kan absolut anbefales.
-Søren Juul

Der er en mørk og tæt følelse omkring førerpladsen. Det fungerer fantastisk i en sportslig sedan, men er måske lige på grænsen i en SUV. Det tykke og velformede rat har store flapper til gearskift.
 
Den høje Alfa Romeo har gode startpriser, og priserne på reservedele er også fine. Men på ekstraudstyrslisten forsvinder pengene hurtigt.
-Søren Juul

Gammel kending fra Porsche

En gammel kending står og venter på mig ved det næste pitstop. Porsche Macan har i dagens anledning taget lakskoene på i form af et sæt 21" alufælge til den nette sum af 90.000 kr.

I det hele taget er der ikke sparet på noget. Motoren har seks cylindre og 258 hk, hvilket selvsagt giver præstationer, men også saver brændstofforbruget i stykker med et angivet snit på 16,4 km/l. Det er 4,4 km/l ringere end Alfaen, hvilket gør Macan 2400 kr. dyrere i årlig ejerafgift.
 
V6-motoren på tre liter har masser af kræfter med 258 hk og 580 Nm. Lyden er også fantastisk – særligt for en dieselmotor.
-Søren Juul

Glemmer du de økonomiske forhold for en stund, er det nemt at falde for Macan. Motoren er vellydende, og kræfterne fra den treliters V6 sender Macan mod horisonten. Skulle der være sving mellem mig og horisonten, er Porschen mere end villig til at lege med.
 
Centerskærmen kender vi fra den nye Cayman, hvor den også fungerer rigtig godt. Sædevarme koster 8227 kr. ekstra.
-Søren Juul
 
Designlayoutet i Macan er gammeldags med utallige knapper og en lidt klodset jalousilåge foran cd/dvd-afspilleren.
-Søren Juul

Kun med firehjulstræk
Selv om Macan er testens sværvægter på 1955 kg, føles det ikke sådan, da jeg krænger den rundt på de små veje uden for Tisvilde. Macan har firehjulstræk, men føles det meste af tiden som en baghjulstrækker.

De store 21"-fælge kræver også store dæk, og på bagakslen er monteret 295/35R21 Continental-gummi, som er 30 mm bredere end på forakslen. Det giver masser af greb, og feedbacken gennem rattet er til stede, som sad jeg i en sportsvogn. Komforten lider dog en smule.

Kabinen er skræddersyet til den sportsligt orienterede fører med omdrejningstæller i midten bag et lækkert og tykt rat. Den trykfølsomme skærm i midten fungerer godt, men ellers er udlægningen af knapper og funktioner gammeldags.

Kardantunnelen er fyldt med knapper til alt mellem himmel og jord og virker faktisk rodet. Det er dog malurt i et bæger, der ellers smager sødt, hvis det ikke var for de førnævnte økonomiske forhold. Men lækkerier koster (det ved enhver, der kommer til Tisvilde!).
 
Det er ubegribeligt, at Macan næsten vejer to ton, for den kører som et dynamisk vidunderbarn. Komforten er også fin.
-Søren Juul

Leasing er oplagt
For begge bilers vedkommende vil leasing være mest interessant som finansieringsform. Alfa Romeo tilbyder privatleasing af testbilen over tre år/75.000 km for en månedlig ydelse på 7595 kr. ved en udbetaling på 39.995 kr. Det er inklusive metallak, service og vejhjælp, men ikke dæk.

Porsche Danmark har udvidet deres leasingaktiviteter, da leasing reelt er at foretrække frem for køb uanset hvilken Porsche-model, vi taler om. Macan S Diesel fås som privatleasing over tre år/45.000 km til en månedlig ydelse på 11.995 kr. Udbetalingen er 75.000 kr., og aftalen er inklusive service.

Uspoleret køreglæde
Som dagen lakker mod enden, og solen begiver sig mod horisontlinjen, samler jeg de to duellanter på en parkeringsplads ved vandet, hvor jeg skal kåre en vinder.

Var penge ikke en udfordring eller begrænsning, ville jeg køre videre i Porsche Macan. Motoren er klart dagens lækreste, og de sportslige køreegenskaber er fantastiske. Men til den pris må det blive ved drømmen.

Den nye Alfa Stelvio er for SUV-klassen, hvad Giulia er for sedanklassen. Den tilbyder uspoleret køreglæde, men mangler lidt flair, raffinement og luksus for at komme helt til tops i SUV-klassen. Er sport og italiensk design din mærkesag, skal du dog ikke snyde dig for en Stelvio. Prisforskellen i forhold til Porsche Macan er så betydelig, at Alfa Romeos første SUV bliver dagens vinder.
Cxense Display

Læs seneste udgaver