Landechef: Så meget billigere bliver Jaguar og Land Rover
Jaguar XE er sat 70.000 kr. ned i pris og fås nu fra 449.000 kr. med 163 hk dieselmotor og op til 26,3 km/l.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
HVEM
Michael Lund, landechef Jaguar/Land Rover

HVAD

Nye regler skal stoppe spekulation i leasing af biler og registreringsafgift

HVORFOR

Jaguar/Land Rover ser de nye regler som en fordel for dem

Hvad mener Jaguar/Land Rover om de nye leasingregler?
"Hvis vi ser bort fra den langsommelige proces, som holdt bilbranchen hen i mere end en måned, så er vi generelt glade for dem. Vi mener, de nye regler ligestiller bilimportører som os, der ikke har haft mulighed for at handle med biler i lukkede systemer. Vi ser frem til at handle og konkurrere på meget mere lige vilkår."

Er der uafklarede spørgsmål?
"Der er især to. Det ene gælder beskatningsværdien af firmabiler. Vi forventer, at den som i dag følger indregistreringsværdien, men det er endnu ikke bekræftet, at denne friholdes for den nye vurderingspraktik, hvor registreringsafgiften skal genberegnes efter fire måneder. Det andet gælder den nye værdifastsættelse på biler, hvor der ikke findes en handelsværdi. Det vil være tilfældet for mange nye biler. Her lægges der op til, at værdien kan fastsættes som nyvognsprisen minus 7 pct. svarende til den afgift, der er betalt på bilen, på det tidspunkt. Men det savner vi en bekræftelse på."

Hvilke konsekvenser får de nye afgiftsregler for Jaguar/Land Rover?
"Priserne falder ca. 30.000-58.000 kr., hvilket på leasingmarkedet formentligt opvejes af den nye afgiftsvurdering. Til gengæld forventer vi at få en større markedsandel på såvel leasing som salg til private. Vi forventer, at vores aktuelle salg på omkring 85 pct. til firmaleasing vil være faldet til 75 pct. om et år, fordi de nye bilafgifter vil gøre det mere attraktivt at købe."

Risikerer I at miste salg og omsætning til storkunder?
"Storkunder slipper for den nye handelsvurdering efter fire måneder, men vi tror, leasingkoncepterne er så veletablerede og stærke, at det fortsat vil være en god måde at finansiere og håndtere firmabil på."

Er leasinghullerne lukket?

"Ja, som vi ser det, er en stor del af de smuthuller, der gjorde det muligt at minimere afgiften, lukkede. Men der kan opstå nye. Eksempelvis står det uklart, hvordan systemet vil reagere på tremåneders kontrakter, som ophører. Umiddelbart ligner det en bureaukratisk umulighed... men det kan være, at kreative kræfter ser anderledes på det."
Cxense Display

Læs seneste udgaver