Test: Citroën SM er en eksotisk elskerinde
Det kræver lidt tid at vænne sig til designet på Citroën SM. Men når først du har forstået det, er det svært at slippe øjnene igen.
Foto: A. Hansen
Bilen Af
I 1970 blev en af alle tiders mest specielle biler sendt på gaden. Citroën SM er et resultat af fransk idérigdom og italiensk hjerteblod.

Citroën SM blev præsenteret på biludstillingen i Genève i 1970. Selv om mange af de tekniske detaljer såsom undervognen allerede eksisterede på DS-modellen, tiltrak den sig en plads i rampelyset. På trods af en forholdsvis høj nypris begyndte bestillingerne at dumpe ind hos Citroën. Det første år blev der solgt 5000 biler og året efter 4000, hvilket var respektable salgstal. Men der begyndte hurtigt at gå rygter om ringe kvalitet af mekanikken, og det var ikke uden grund.

Motoren var skrøbelig
I modsætning til, hvad mange tror, er den hydropneumatiske affjedring faktisk rimelig holdbar, hvis bare den får korrekt service og olie. I SM-modellen var det motoren, der var akilleshælen. Udviklingen var på klassisk italiensk vis gået lige hurtigt nok.
 
Gearskiftet foregår overraskende præcist og lækkert, og selve kulissen er unik. Sæderne er polstrede, så du kan holde til et langt stint på de franske landeveje.
-A. Hansen

Maserati var på det tidspunkt ejet af Citroën, hvis chefingeniør groft sagt havde taget Maseratis V8-motor og skåret to cylindre af. For en ikke-teknikkyndig kan det lyde simpelt, men så let er det ikke. Vinklen mellem cylinderrækkerne er nemlig vigtig, i forhold til hvordan motoren vil opføre sig. I en V8-motor vil man gerne have en vinkel på 90 grader, men i en V6'er, bør du gå efter 60 grader, hvis maskinen skal være i balance.

Grov motorgang
I Citroën SM blev der altså monteret en V6-motor på 90 grader, hvilket langtfra er optimalt. Det gav en grov motorgang, som måske havde passet i en racerbil, men ikke i en fransk Grand Tourer skabt til komfort og elegance. Men det skulle blive værre endnu.
 
I 1975 solgte Citroën kun 112 eksemplarer af SM, og så var det slut. Maserati blev solgt, og det var slutningen på det fransk/italienske samarbejde.
-A. Hansen

Knastkæderne, som driver de fire overliggende knastaksler, var nemlig et af de svage punkter, hvilket mange ejere fandt ud af på den dyre måde. Oliepumpen og tændingssystemet opførte sig også problematisk.

Citroën kunne have løst problemerne, men gik til sagen med en tidstypisk arrogance, som kun skabte flere problemer og vrede kunder. Og derfra begyndte salgstallene at dykke kraftigt. Dét og så en oliekrise gjorde, at salget af SM i USA faldt fra 2619 eksemplarer i 1973 til kun 294 solgte biler i 1974.

Mens jeg glider rundt på de fynske landeveje, begynder kærligheden langsomt at blomstre til den helt igennem mærkelige og outrerede franskmand. Jo længere tid, du opholder dig i denne bil, des mere falder du for de mærkelige detaljer. Skiftekulissen, der er udført som et kunstværk. Sæderne, som ligner noget, der kunne blive afmonteret og sat direkte ind på et kunstmuseum, uden nogen ville ane uråd.
 
Arbejdet med at udvikle en sportslig udgave af Citroën DS begyndte i 1961, men SM blev først lanceret i 1970. Designer var Citroëns chefdesigner Robert Opron.
-A. Hansen

Der er også detaljen med det selvoprettende styretøj, som altid vender tilbage til midterpunktet. Hvis du holder stille og slipper rattet, vil det altid vende tilbage til midterstillingen, hvis ikke du holder imod. Og tror du ikke på mig, så prøv at lave en billedsøgning på Google, hvor du søger på "Citroën SM".
Det er ikke muligt at finde et billede af én, der holder med drejede hjul.

Fransk teknik fra 70'erne
I mange år var folk skræmt fra vid og sans, når de hørte om en SM. Fransk teknik blandet med italiensk mekanik lyder da også som opskriften på en katastrofe, men tiden læger alle sår, og langsomt er Citroën SM blevet mere og mere eftertragtet blandt samlere.

Du kan nemlig holde den kørende på et rimeligt budget, hvis du bare holder øje med kæde­strammerne i motoren og tjekker, at oliepumpen er blevet opgraderet til den kraftigere type.

Hvor du tidligere kunne finde et godt eksemplar for 150.000 kr., må du i dag smide omkring det dobbelte eller mere. Og det er efter min mening velfortjent.

Cxense Display

Læs seneste udgaver