Cxense Display

Åben McLaren lyder himmelsk i en tunnel
Sæt bilen i Sport, og giv fuld gas i tunnellen. V8'erens brøl bliver til et skrig på den anden side af 7000 o/min.
Foto: Patrick Gosling
Bilen Af
Tag med til de snoede bjergveje i Catalonien, hvor britiske McLaren præsenterer deres forrygende roadster med navnet 570S Spider.

McLaren... Sig navnet højt nogle gange. Det ligger godt i munden og giver associationer til Formel 1 og de ultrarige med hang til racerbiler og -baner. Det betyder samtidig, at McLaren for de fleste af os også kun bliver en realitet med den store lottogevinst. Men denne ikke helt almindelige torsdag morgen foran Hotel W i Barcelona står 15 af slagsen linet op – og jeg har netop fået nøglen til en gul.

Det sitrer helt nede fra storetåen for at få lov til at hæve saksedøren, glide ned i skålsædet og trykke på knappen, der starter de otte højtydende cylindre. I dag kan du komme med bag rattet i én af de bedste køreoplevelser i år.
 
Den gule McLaren er fantastisk på en øde efterårsvej i Navara nord for Barcelona. Vejgrebet i den lette superbil er eminent.
-Patrick Gosling

Bilen foran os er den nye McLaren 570S Spider, som er den åbne udgave af McLaren 570S. Den hører til i McLarens Sports-series og repræsenterer faktisk den langsomste og billigste cabriolet af mærket.

Det er i sig selv ret vildt at tænke på, når den kører fra 0-100 km/t på 3,2 sekunder – og at den koster 1,6 millioner danske kroner uden afgifter. Ikke desto mindre skal Sports-serien fordoble omsætningen hos McLaren ved at gøre mærket mere tilgængeligt for flere potentielle købere.

Vi starter med at køre taget ned, der næsten er et kunststykke i sig selv. På bare 15 sekunder er metaltaget elektrisk foldet sammen og lagt om bagi, så der nu er fuldstændigt uforstyrret adgang til alle sanseindtryk. Både fra Barcelonas puls og ikke mindst den dybe rumlen fra udstødningerne.
 
Det designmæssige udtryk er mere dramatisk end den mere elegante Ferrari 488 Spider, som er den direkte konkurrent.
-Patrick Gosling

Kurs ud af Barcelona
Hurtigt er vi ude af Barcelona og på motorvejen på vej mod de mange snoede bjergveje nord for den catalanske hovedstad.

En gul McLaren 570S Spider tiltrækker anerkendende blikke og tommelfingre strittende i vejret. Den ser fantastisk ud både med og uden tag og har præcis det dramatiske design, som en superbil skal have.

På motorvejen får vi også en forsmag på, hvad det er for en motor, der ligger lige bag nakken på os. Den 3,8-liters V8 med to turboer yder 570 hk og kan sende 570S Spider til en topfart på 328 km/t – er taget nede må vi desværre nøjes med 315 km/t.
 
McLaren har sit eget layout af kabine, instrumenter, knappe og greb. Alt er fokuseret på dynamisk brug af bilen, og fungerer godt til sporty kørsel.
-Patrick Gosling

Ved Manresa nordvest for Barcelona drejer vi fra motorvejen til, hvad der skal vise sig at være det perfekte terræn for 570S Spider. I et utal af hurtige svingkombinationer og skarpe hårnålesving bider forhjulene som knivskarpe kattepoter i et gulvtæppe. Det kan vi blandt andet takke den lave vægt og opbygningen af karosseriet for.

McLaren går, modsat mange af sine konkurrenter, nemlig mere op i at spare vægt end det uendelige kapløb om at få flest mulige hestekræfter ud af motorerne – og det virker.

McLaren 570S Spider er bygget op om den såkaldte Carbon Monocell II, der er hentet direkte fra Formel 1. En skal af det super stive materiale kulfiber er hjertet af 570S, hvor resten af bilen er bygget op om. Skallen vejer kun 75 kg og sikrer en lav vægt, men også at bilen ikke vrider sig under pres. Sammen med et konventionelt hydraulisk styretøj, uden elektronik eller andre kunstigheder giver det følelsen af konstant at være på forkant og præcist vide, hvad der vil ske, hvis vi enten giver mere gas eller drejer mere på rattet.
 
Kabinen kan konfigureres og udstyres efter aftale med køber. Her er det ventilerede stole med læder/Alcantara og konstrastsyninger.
-Patrick Gosling

Kan køres hårdt
En følelse af selvsikkerhed breder sig i kroppen og får mig til at tænke på, hvor venlig 570S Spider egentlig opfører sig. Selvom jeg hverken er Fernando Alonso eller superhelt kan den køres hårdt, uden at vi ender i et vejtræ – og samtidig være fantastisk hurtig.

Foran os er vi nået op til tre kolleger, der i dag også har fået nøglen til hver deres McLaren; en blå, en gul og en turkis.

100 meter længere fremme toner en tunnel frem og med ét, som ved et nytårsknald, er vi alle klar over, hvad der nu skal ske. Vi hiver tre gange i carbon-palen bag rattet, der på splitsekunder får motoren i andet gear, og venter på, at blive lukket ind i koncertsalen.
 
Turbomotoren trækker vejret gennem indsugningskanalerne på siden af bilen.
-Patrick Gosling

Eksplosion af lyd
Så snart den første McLaren rammer tunnelen lyder den skønneste symfoni fra udstødningerne og de otte cylindre. Med taget nede rammer lydbilledet øregangene fuldstændigt uforstyrret og det er her, at bekræftelsen af åben vogn for alvor bliver slået fast.

Omdrejningerne fortsætter hele vejen op til 8500 i minuttet, hvor næste gear bliver sat ind med et smæld, lige inden tunnelen ender og landskabet åbner sig op på den anden side. Store smil breder sig på vores glade ansigter og vi nikker anerkendende, da vi kører ind på turens kaffestop.

Det bliver dog et hurtigt et af slagsen, for vi ved godt, at nøglerne snart bliver taget fra os igen. Inden da har vi et sidste stint på motorvejen mod lufthavnen i Barcelona.

Efter en hel dag med bulder og brag er det rart at kunne køre taget på og nyde kabinen i ro. Kvaliteten er slående og føles umiddelbart en klasse bedre, end for eksempel dén i en Ferrari. Hvad der ligner kulfiber, er kulfiber, og hvad der ligner læder, er læder. Knapperne føles bundsolide med den helt rigtige tyngde og lyd, der får hele kabinen til at ose af kvalitet.
 
Saksedørene er lette at betjene, og gør det nemmere at stige ned i bilen. De er som resten af kabinen betrukket med Alcantara.
-Patrick Gosling

Så bliver den lydløs
Lige foran gearvælgeren er der en lille drejeknap hvor vi enten kan sætte bilen op til Normal, Sport eller Track. Vi drejer den over på normal, hvorefter der næsten bliver helt stille i kabinen. I normal modus opfører 570S Spider sig komfortabelt og strangulerer afsted som en anden hverdagsbil.

Det er imponerende, hvordan så simpelt og brugervenligt et system kan gøre så stor forskel på oplevelsen af bilen.
 

-Patrick Gosling

De sidste kilometer kan vi ikke dy os for at slå systemet over i Sport og køre den lille bagrude ned. Uden vindstøj, men alligevel med fri adgang til lyden fra udstødningerne, triller vi ind på parkeringspladsen ved lufthavnen.

Vi ser os ikke tilbage for vi ved godt, at der med stor sandsynlighed går længe, inden vi igen får lov at bruge en dag i selskab med en 570S Spider.
 
Bag de to stole er her en lille bagrude, der kan hæves og sænkes elektrisk.
-Patrick Gosling

Er du en af de få heldige, der har råd, skal du til Sverige for at købe et eksemplar. Der er ingen dansk forhandler og ifølge den europæiske PR Manager hos McLaren er der heller ingen planer om en dansk forhandler i nærmeste fremtid.

Prisen i Danmark er ca. 3,9 mio. kr. 570S fås også som coupe for omkring 200.000 kr. mindre.
 
McLaren har sit eget design-sprog. Uanset om du bliver overhalet om dagen eller i mørke er det nemt at genkende de karakteristiske buede LED-baglygter.
-Patrick Gosling

Børsen var inviteret til Spanien af McLaren Automotive.

Cxense Display

Det skal dit tv kunne i 2018

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display