Cxense Display

Range Rover Velar er perfekt til den danske vinter
Velar er Range Rovers fjerde model. Den er placeret mellem den lille Evoque og den større Range Rover Sport og fås med fire- eller sekscylindrede diesel- og benzinmotorer. Her bryder vi is i Maglemosen i Vestsjælland.
Foto: S. Bachmann
Bilen Af
Vi var lidt uforstående, da vi første gang så den smækre Velar på udstillingen i Genève i for knap et år siden.

Var det en ny Range Rover Sport, eller hvad var meningen? Efter en uges test af den nye og fjerde model i Range Rover-familien giver Velar imidlertid mening.

Der er tale om en to meter bred SUV på 4,8 meters længde, der stiller med en kampvægt på godt 1,8 tons. Motoren er Jaguar/Land Rovers egen firecylindrede diesel på to liter, der her stiller i kraftigste udgave med to turboladere og 240 hk. Momentet på 500 Nm fra 1500 o/min betyder, at her er godt med kræfter ved hastigheder op til 150 km/t, hvor den store bil stadig udviser den ro og det overskud, man forventer.

Det er lykkedes at dæmpe vibrationer og støj fra motoren bedre end i den billigere Jaguar F-Pace fra samme familie, og selv ved koldstart en iskold morgen kan man nærmest ikke høre, at det er en diesel. Det er en bedrift.
 
De to 10"-skærme i midten er en nyhed i Range Rover. De fungerer godt og har hurtigt reagerende, danske menuer. Her er fem køreprogrammer og automatgear som standard.

-S. Bachmann

Småtørstig motor
Den 240-hestes diesel er angivet til et snitforbrug på 17,2 km/l, men kørte kun godt 12 km/l i snit i min test, der bestod af 700 km blandet kørsel primært på motorvej med god fart. Er brændstoføkonomi væsentlig, ved vi fra erfaring, at den billigere variant af samme motor med 180 hk er nem at få til at køre langt på literen.

"Velar har en afslappet attitude og en kabine, der fremstår mere enkel og elegant end hidtil set i en Range Rover"

Luftaffjedring koster 29.700 kr. til firecylindrede varianter af Velar og kan anbefales. Den giver en harmonisk komfort på grusveje og ujævne asfaltveje, og må være første kryds på ekstraudstyrslisten. Herudover behøver du faktisk kun krydse af for en pakke med aktiv fartpilot og køassistent til 17.500 kr., før bilen er komplet.
 
Mellemste udstyrstrin R-Dynamic har tofarvet læderkabine i sort/hvidt tema.
-S. Bachmann

Nem at betjene
Er du i markedet for en bil af denne type, er det værd at se nærmere på Velar. Den har en afslappet attitude og en kabine, der fremstår mere enkel og elegant end hidtil set i en Range Rover.

Konceptet med to aflange 10"-skærme i midten med simpel betjening fungerer, og det er nemt at indstille bilen til kørsel i hjulspor, hvor den hæves ekstra fem centimeter, eller at sænke den helt ned på maven for lettere indstigning.

En passager spurgte, om ikke det er i overkanten at give næsten 1,4 mio. kr. for en bil, der kun har fire cylindre? Hvad skal man svare?

Den firecylindrede dieselmotor i Velar har rigeligt med kræfter til danske forhold og passer godt til bilen. Men imod taler det, at der kun er et beskedent prishop til den sekscylindrede variant med en helt anden sjælfuld lyd.

V6-turbodieselen i Velar er på 3,0 liter og yder 300 hk og et moment på 700 Nm. Den kan køre op til 15,6 km/l og koster 1.518.000 kr. med samme udstyr som testbilen – det vil sige en merpris på knap 130.000 kr.

Skal du købe frem for at lease, vil det være nemmere at komme af med en Velar med seks end med fire cylindre. Derfor ville vi gå efter V6'eren.
 
Velar med luftaffjedring (29.500 kr.) har en vadedybde på op til 65 cm. Overskrides denne, får føreren en advarsel fra bilens 360-graders kamerasystem, der måler dybden kontinuerligt.
-S. Bachmann


Cxense Display

Der bliver ild i køb, salg og fusion i 2018

Sponsoreret af
Børsen Konference

Læs seneste udgaver

Cxense Display