Cxense Display

Kia Stinger er veloplagt, men kan den slå Audi A5?
To vidt forskellige biler til samme pris: Kia Stinger er debutanten, der er proppet med udstyr og kører lige så godt som en BMW, mens Audi A5 Sportback er det sikre valg i klassen. Billedet er taget foran amfiteatret hos Hedeland Naturpark vest for Københ
Foto: Søren Juul
Bilen Af
Kia går til kamp i prestigeklassen med en baghjulstrukken bil, der er et uventet, frisk pust fra øst. Vi lader den lange og brede debutant møde Audi A5 Sportback i en duel på begejstring, følelser og praktik.
 

Kia Stinger gør sit indtog i en klasse, der, i hvert fald her i Nordeuropa, er nyt territorium for det koreanske bilmærke. For bare få år siden ville det have været urimeligt at sammenligne en Kia med for eksempel en Audi. Men sådan er det ikke længere.

Dieselvarianten af Stinger har baghjulstræk, men fås med firehjulstræk til en merpris på 36.500 kr. Når dét valg er foretaget, er der ikke meget mere at bruge sine penge på hos Kia-forhandleren.

Stinger har et arsenal af standardudstyr, der får de tyske konkurrenter til at føles skrabede. Her er automatgear, ventilerede lædersæder med køl/varme, headup-display i farver, DAB-radio, LED-lygter, navigation, adaptiv fartpilot og meget mere som standard. Det meste udstyr er placeret i kabinen, der er lækker, men ikke blandt de mest elegante.
 
På motorvejen ligger Stinger tungt og stabilt – også ved høje hastigheder. Når vejen begynder at sno sig, minder den allermest om den forrige BMW 5-serie med sports­undervogn. Det er i dén grad en kompliment.
-Søren Juul

Stinger ser fantastisk ud og ligner et opråb om klassiske og maskuline kvaliteter med sine brede skærme og tykke C-stolper. Faktisk er det eneste ærgerlige, at dørene ikke er rammeløse – det ville have været kirsebærret på toppen af isdesserten.
 
Stinger-kabinen er ikke så elegant som i en Audi, men fungerer overraskende godt både på motorvejen og på snoede veje. Du sidder lavt som i en BMW i elstolene med køl/varme/hukommelse.
-Søren Juul
 
Adaptiv fartpilot, intelligente LED-lygter og tykt læderrat – alt er standard. Kia-emblemet midt på rattet er den eneste billige detalje i bilen.
-Søren Juul

Føles veloplagt
Som jeg roder mig igennem bilens fem køreprogrammer, fornægter baghjulstrækket sig ikke. Stinger kan godt finde på at slå et lille slag med halen – og jeg ved fra tidligere ture i V6-varianten og den toliters benziner, at koreaneren også kan lægges sidelæns, hvis man er strid nok ved speeder og styretøj.

Når det er sagt, er baghjulstrækket ikke videre synligt. Det bidrager ikke til en højere hverdagsdynamik, hvor bilen konstant føles oplagt og ude på sjov. Her spiller Stingers vægt en rolle.

Tungere end Audi
Sammenlignet med dagens duellant, Audi A5 Sportback, vejer Kiaen 183 kg mere. Det ekstra fedt på sidebenene viser sit ansigt, hvis man kigger på det oplyste brændstofforbrug: Stinger 2,2 diesel præsterer kun 17,9 km/l. Kraftoverskuddet er dog med dejlig pondus, og automatgearkassen med otte trin er komfortabel i sin skifterytme.
 
Dieselmotoren på 2,2 liter er stærk, men ikke helt så harmonisk i motorgangen som Audi's 2,0 TDI-motor.
-Søren Juul

Styretøjet er ikke for tungt, men mangler lidt præcision, som det sagtens kunne levere uden at blive nervøst eller gå på kompromis med den GT-stil, der præger bilen.

Stinger er en komfortabel cruiser, der er bedre til de bløde og lange ujævnheder, end den er til de korte og skarpe. Akselafstanden på 291 cm er duellens længste, og afstanden mellem de to aksler mærkes tydeligt i kabinen, der på trods af de mørke materialer har en god rumfornemmelse.

Audi-kabine i topklasse
Forbløffet over oplevelsen i debutanten i klassen skifter jeg til Audi A5 Sportback. Testbilen er udstyret med en toliters dieselmotor, 190 hk og syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse.

Selv om priserne på duellens biler matcher hinanden ret godt, er der en verden til forskel, da jeg sætter mig ind bag rattet af Audi A5. Det mere elegante design, jeg savner i Stinger, er fuldt til stede i A5 Sportback.
 
A5 Sportback fås fra 505.810 kr. for en 1,4 TSI S-tronic med 150 benzin-hk. Testbilen er en toliters diesel med 190 hk og S-tronic.
-Søren Juul

Interiøret er både funktionelt og lækkert med få, men effektive, virkemidler. I midterkonsollen er der gammeldags drejeknapper til klimaanlægget, men det hele er udført med så stor en overbevisning, at man ikke nødvendigvis savner en mere moderne løsning.

Den futuristiske løsning med den brede skærm bag rattet til visning af alt fra navigation til omdrejninger er uden sidestykke, og med en pris på 10.832 kr. er den et absolut must på ekstraudstyrslisten.
 
Audi-kabinen er et af de mest behagelige steder at opholde sig i bilernes verden, men udstyret er dyrt. Navi koster 18.452 kr.
-Søren Juul
 
De digitale instrumenter (virtual cockpit) bag rattet koster 10.832 kr. og er et must i enhver Audi uanset pris og biltype.
-Søren Juul

Ellers er det så som så med niveauet af udstyr og de fine fornemmelser, jeg har tillagt mig efter en tur i den røde Stinger. Det tyske indslag har ganske enkelt begrænset med udstyr. Det er der naturligvis råd for, hvis tegnebogen er tyk nok.

Raffineret dieselmotor
En hurtig gennemgang af ekstraudstyret hos Audi efterlader dog en pris på langt over 900.000 kr., hvis A5 skal matche Stinger på udstyr. Regnestykket er ikke ufejlbarlig videnskab, da ikke alt udstyr eller pakker er sammenlignelige, men budskabet står soleklart: Du får langt mere lækkert udstyr for pengene hos Kia.
 
Audis dieselmotor er vellykket og støjsvag. Det er tilmed let at få den til at køre langt på literen.
-Søren Juul

A5 Sportback får dog hurtigt overbevist mig om, at den har andre kort på hånden. Motoren er det tætteste, man kommer på en raffineret køreoplevelse i denne klasse, og gearkassen med de syv trin fungerer upåklageligt, så snart bilen er over 10 km/t. Ved igangsætning og meget langsom start/stop-kørsel kan den godt hakke en smule, hvilket giver nogle ryk.

Selve betjeningen af alt det mekaniske føles nøje afstemt. Styretøj og pedalvandring falder naturligt og føles næsten adaptivt og intuitivt. Styringen er præcis, men selv på de fantastiske Michelin Pilot Sport 4-dæk i 245/40R18-størrelse er følingen med fordækkene langt fra tydelig nok. Grebet i forhjulstrækkeren er fint, men uden den rette feedback gennem rattet føler jeg mig aldrig tryg nok til for alvor at presse den ellers kapable undervogn.

Audi A5 føles let
A5 Sportback kører dynamisk i den forstand, at den føles let og reagerer på alle input. Den er også ret stiv, hvilket mindsker krængning. Det er heldigvis ikke gået ud over komforten, som bilen også mestrer. Audi A5's bevægelser er rolige og duvende, men aldrig sejlende eller vuggende.

På de fugtige og kolde veje har kræfterne ved flere lejligheder svært ved at finde greb i asfalten, når speederen klemmes hårdt. Testens baghjulstrækker lider af samme udfordring, men en let understyring på vej ud af et sving – ofte forbundet med forhjulstræk – er ikke nær så underholdende som en let overstyring fra en baghjulstrækker i samme situation.

Testvarianten af Audi A5 Sportback fås også med quattro-firehjulstræk til en merpris på 46.348 kr., ligeledes med dobbeltkoblingsgearkassen, S-Tronic.
 
Elbagklap, LED-baglygter og 18" alu er standard på begge testbiler, men herudover har Kia Stinger langt mere standardudstyr som bakkamera, stort hi-fi-anlæg, aktiv vognbaneassistent, læderkabine med mere.
-Søren Juul

Valget mellem Kia Stinger og Audi A5 Sportback er næppe et, særligt mange står med. De appellerer til forskellige kunder og har forskellige kvaliteter.

Audien er den sikre, gennemarbejdede og slagne vej.

Kia Stinger er som førstegangsforsøg i klassen forbløffende vellykket, og prisen, den syvårige garanti og niveauet af udstyr bør få tyskerne til at løfte et øjenbryn eller to.

Konklusionen? Vi tager Audi A5 Sportback... indtil videre.
Cxense Display

TV'et er hjemmets nye kamæleon

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display