Cxense Display

Rolls-Royce åbner dansk forhandler
Rolls-Royce Ghost har bagudvendte bagdøre med servolukning. Den nye danske forhandler tilbyder både nye og brugte biler fra mærket.
Foto: Thomas W. Brixen
Bilen Af
My Garage A/S i Vejle har åbnet for formidling, servicering og leasing af nye og brugte Rolls-Royce.

Eksisterende og kommende ejere af mærkets biler behøver derfor ikke længere at tage til Berlin eller Stockholm for at at få autoriseret service.

Vi skyder fem hurtige spørgsmål af til mærkets repræsentant i Danmark, Alexander Wisler, der er Sales Executive for Rolls-Royce i My Garage A/S.

Hvad er planen?

"Planen er, at My Garage i første halvår af 2018 kan tilbyde autoriseret service samt salg af nye Rolls-Royces i Danmark. I en årrække har danske Rolls-Royce-kunder været henvist til udenlandske aktører, men vi mener, at mærket supplerer vores øvrige aktiviteter rigtig godt. Vi har i skrivende stund tre nye biler i ordre til danske kunder og formidler og sælger også allerede brugte Rolls-Royces."
 
Du er ikke i tvivl om, at her kommer noget særligt. V12'eren er brutalt stærk, men ikke en skriger. Rolls-Royce-logoet er altid læsbart på fælgene, uanset hvor hurtigt de snurrer.
-Thomas W. Brixen

Rolls-Royce er et af de mest kendte brands i verden. Hvilken betydning har det for potentialet i Danmark?

"Mærket er jo noget nær guldstandarden inden for luksus og har været det siden bilens allertidligste historie. Ingen andre bilmærker er i den grad forbundet med kongelige, sheiker og den absolutte elite fra forretningsverdenen. Rolls-Royce har simpelthen noget, som ingen andre mærker har eller nogensinde kan få. Det er en bil, hvor luksus ligger i selve dens dna – ja, hvor luksus er selve dens eksistensberettigelse."

"Det er præcis dét, der giver mærket et potentiale også i Danmark: En Rolls-Royce er simpelthen meget mere end bare en bil. Det er selvfølgelig den lange historie, men Rolls-Royce har ikke hvilet på laurbærrene; Modelprogrammet er stærkere end nogensinde, forhandlernettet er udvidet, kundeskaren også – og det er den samlede pakke, vi ser som interessant for My Garage. Vi er da ret stolte af at kunne tilbyde autoriseret service til Porsche, Ferrari og Maserati – og snart også Rolls-Royce."
 
Instrumentbordet har smukke klassiske ure. Bemærk fraværet af en omdrejningstæller. I stedet får du et "power reserve" instrument – et klassisk Rolls-Royce-vartegn, der viser, hvor mange kræfter, der aktuelt er på lager. Der er som regel rigeligt.
-Thomas W. Brixen
 

Hvordan er service- og garantibetingelserne?

"Der er fire års fuld garanti uden kilometerbegrænsning – plus fuld service inkluderet. På vores "Provenance"-program for de bedste brugte Rolls-Royces har man endvidere mulighed for at tilkøbe det."

Tilbyder I finansiering via leasing?

"Ja, for biler i denne prisklasse er i Danmark oftest mest interessante på flexleasing. Vi tilbyder også leasing, hvor vi indestår for restværdien."

Hvad koster en lettere brugt, flexleaset Rolls-Royce Ghost?

"På en 12 måneders aftale kan vi tilbyde en veludstyret Ghost fra 2011 med 56.000 km til 8798 kr. pr. måned med seks måneders kørsel og seks måneders stilstand. Førstegangsydelsen vil være 220.000 kr. og restværdien 880.000 kr. – alle tal eksklusive moms."
 
Priserne for nye Rolls-Royce begynder ved 5.622.100 kr., men da de fleste biler vil blive solgt via flexleasing, er det et lidt teoretisk tal, siger Alexander Wisler.
-PR


Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display