Cxense Display

Muskuløse former skal lokke nye Jaguar-kunder til
E-Pace har en vellykket støjdæmpning af motor og vibrationer på trods af den korte akselafstand og de store hjul.
Foto: A. Hansen
Bilen Af
Jaguars entré i den kompakte SUV-klasse har front fra en sportsvogn og en bagdel med kraftige skuldre. Den nye E-Pace er frontfigur i mærkets plan om at ekspandere.

Første gang man ser den nye, høje Jaguar, skal man lige vende skråen. Det skyldes ikke fordomme om, at Jaguar ikke kan bygge den slags biler, for de blev effektivt begravet med den større F-Pace i 2016. Det er mere den aggressive front med afrundede hjørner fra sportsvognen F-Type, der er usædvanlig for biltypen.

Normalt vil ingeniører helst bygge biler så firkantede som muligt af hensyn til rummeligheden, men det har ikke været et tema for E-Pace. For om Jaguar så byggede en kassevogn (det gør de ikke!), ville den stadig skulle ligne en bil fra en sportslig slægt.
 
E-pace er en nyudviklet og 440 cm lang SUV på størrelse med Audi Q3. Den har fem sæder og fås med for- eller firehjulstræk og manuelt eller automatisk gear.
-A. Hansen

"Vi har placeret hjulene så langt ude i hjørnerne som muligt og skåret hjørnerne af. Der skal være balance mellem for- og bagende. Her var udgangspunktet en lang front og en kort bagende, så det har vi arbejdet med. Bagtil har vi brede, muskuløse skuldre, der er med til at få bilen til at se større ud," fortalte Chief Product Engineer Graham Wilkins til Børsen på udstillingen i Frankfurt i efteråret, hvor vi så E-Pace første gang.
 
E-Pace har sine brede skuldre og smalle LED-baglygter fra sportsvognen F-Type. Tagspoileren er formet efter aerodynamiske hensyn og er med til at få bagruden til at se lavere og bredere ud, end den er, for at give et muskuløst udtryk.
-A. Hansen

Bygges hos specialist i Østrig
Den nye model er spydspids i den indiskejede Jaguar Land Rover-koncerns plan om at transformere Jaguar fra et nichemærke til en spiller med volumen på markedet for premiumbiler. Kapaciteten på mærkets fabrikker i Storbritannien er udnyttet maksimalt, så derfor er produktionen udliciteret til Magna Steyr i Østrig, der blandt andet også producerer Mercedes-Benz G-Klasse. Men design og udvikling er foregået i England.

I profil ligner E-Pace en krympet udgave af den større F-Pace. Især bagenden med de skarpe linjer og den høje, brede bagdel genkendes umiddelbart, og her er nærmest ingen designmæssige hints om, at E-Pace deler platform med Range Rover Evoque.
 
De skarpe linjer på bagenden kender vi fra den større Jaguar F-Pace, der kom i 2016.
-A. Hansen

Bag det tykke og passende dimensionerede læderrat er det nemt for en fører på 190 cm at finde sig til rette. Sætter jeg mig om bag mig selv, afsløres det, at chefingeniør Graham Wilkins ord om, at han fint kan sidde bag sig selv (han er også 190 cm), i bedste fald er en optimistisk vurdering. Rykkes forsædet lidt frem, går det an – til gengæld er her masser af loftshøjde og en godkendt lårstøtte.
 
Bagsædet har god plads i højden, men det kniber for en passager på 190 cm at have knæene. Det går noget bedre med en passager på 175 cm.
-A. Hansen

Testbilen er en mellemudstyret diesel med 180 hk, firehjulstræk og automatgear. Det er den variant, den danske importør har størst forventninger til, for selv om E-Pace også fås med manuelt gear, henvender modellen sig til købere, der går mere op i komfort og luksus end udsigten til en billig bil.

Den toliters dieselmotor i aluminium kender vi som en effektiv og sparsommelig makker på langturen, der kan lyde grov i sedanen Jaguar XE. Her er det lykkedes at dæmpe vibrationer og støj mere effektivt, så motoren opleves harmonisk.

Den trækker godt fra lave omdrejninger og yder rigeligt med kræfter til danske forhold. Med den 180-hestes diesel må E-Pace trække op til 1800 kg.
 
Dyrere varianter har læderkabine med syninger i kontrastfarve, men alle varianter kan specificeres efter købers ønsker. Udstyrsniveauet er pænt for bilklassen.
-A. Hansen
 
10" skærm med navigation, Bluetooth, bakkamera, ambient belysning og 4G netværk er standard i alle leasingbiler.
-A. Hansen

Komforten er godkendt
Komforten er bedre end forventet. Det er ingen sag at få en fem meter lang Range Rover med luftaffjedring til at køre komfortabelt uanset underlag – det er mere kompliceret i en bil med kort akselafstand, store hjul og traditionelle ståldæmpere.

Her er vi reelt overraskede over, hvor behagelig E-Pace føles på en tur gennem det indre København, hvor man zigzagger mellem huller i kørebanen og diverse ujævnheder fra vejarbejde. Hjulene er 17" alu på de billigste varianter, men fås helt op til 21".

Firehjulstrækket er elektronisk styret og trækker normalt med 90 pct. af kræfterne på forhjulene. Er der behov for bedre vejgreb, sendes trækkraften til den bagerste aksel efter behov.

Kompakte former og afrundede hjørner var tidligere ensbetydende med ringe pladsforhold, men det lider E-Pace ikke af. Bagagerummet udmærker sig ved at have en solid størrelse.

"Vi har designet baglygterne, så de optager mindre plads, og bilen er også ret høj. Den skal kunne rumme en barnevogn, og det skal være nemt at slå bagsæderne ned. Hvis du vil have mere plads, kan du købe en større bil, men det er ikke det, markedet efterspørger. Den her bilklasse er for almindelige mennesker – det er altså ikke kun kite-surfere og dykkere, der kører Jaguar! Vi håber, at E-Pace bliver en ny indgang til Jaguar- og Land Rover-familien for mange, som måske tror, at det er et uopnåeligt mærke for deres behov og budget. Deri ligger også yngre købere," siger chefingeniør Graham Wilkins.

Solidt første indtryk
Overordnet gør E-Pace et godt indtryk. Den lander som model nummer to i et femkløver af nye, højbenede premiumbiler, der blev skudt i gang af Volvo XC40 før nytår. Næste kombattant bliver BMW X2 i februar, mens Audi Q3 forventes sidst på året. I 2019 følger så en SUV-udgave af Mercedes B-klasse.
 
Ambitionen er at få en fod indenfor på det stærkt stigende globale marked for biltypen. Priserne begynder ved 383.771 kr. for en 150 hk diesel med forhjulstræk og manuelt gear.
-A. Hansen

Cxense Display

Det skal dit tv kunne i 2018

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display