Cxense Display

Porsche-ekspressen med 550 turbo-hk
Sport Turismo-betegnelsen giver dig lidt ekstra plads at boltre dig på i Porsche Panamera-flagskibet. Bagagerummet vokser til over 500 liter, og med 4+1-bagsæderne lagt ned er her op til 1390 liter bagageplads.
Foto: Anders Richter
Bilen Af
Den nye shooting brake-udgave af Panamera opfører sig kompetent uanset hastighed.

Sæt dig ind i den brede og lave bil, og en kildrende fornemmelse vækkes til live. Porsche Panamera er i anden generation blevet pænere for øjet, der ser, og nu er den også kommet i en mere praktisk Sport Turismo-udgave. Det er ikke en egentlig stationcar. Det er mere en shooting brake, så den udsender stadig de rigtige signaler.

Der er en smule bedre loftshøjde på bagsædet og 25 liter ekstra plads i bagagerummet, når sæderne er oppe. Til gengæld har du bedre plads til hunden, da bagagerummet er mere regulært og har højere til loftet. Nu handler en Porsche i min verden dog ikke om bagagerum eller om, der er plads til hunden. Den handler om, hvordan den kører.

Testbilen er en Porsche Panamera Turbo Sport Turismo, hvilket betyder, at der er 550 hk på lager fra en fireliters V8-motor med biturbo. Det er den samme motor, som vi også ser i den nye Bentley Continental GT. Et monstermoment på 770 Nm er til stede fra 1950 o/min, og kræfterne er så massive, at bilen optræder en smule følsomt.

På trods af en køreklar vægt på 2110 kg sprinter Panameraen til 100 km/t på 3,8 sekunder, og den tid kan sænkes med 0,2 sekunder, hvis du tilkøber Sport Chrono-pakken til 41.550 kr.
 
Sport Turismo har lidt mere bagageplads end den almindelige Panamera.

Unik tyngde på motorvejen
På motorvejen cruiser Panamera som ingen anden. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor hurtigt du kører – den ligger stabilt som et TGV-tog ved alle hastigheder. Mens du fastholder et adstadigt cruisingtempo, kan du nyde kabinen, som har alle de gadgets, du forventer i en bil af denne kaliber.

Skærmen i midterkonsollen står ekstremt skarpt, og der er masser at lege med. For eksempel kan du justere vinklen på luftindtaget i midten elektrisk. Det er mere en gimmick, men alligevel giver det en følelse af at sidde i en kabine hentet fra fremtiden.

Når du drejer fra motorvejen og ud på de snoede landeveje, mærker du ikke, hvor tung bilen faktisk er. Firehjulstrækket griber godt og får den store Porsche til at føles og virke som en mindre bil.

En kæmpesportsvogn
Det er tydeligt, at så snart du klikker elektronikken over i Sport eller Sport+, forvandler den sig en svingædende kæmpesportsvogn for en stund. Når du ikke gider mere, klikker du den tilbage i komfort og rammer motorvejen igen, mens det ottetrins automatgear sørger for at holde omdrejningerne i den lave ende.

Porsche Panamera Turbo Sport Turismo kan mange ting på samme tid, og det har sin pris. Den koster 3.069.927 kr., hvilket gør, at den ikke ligefrem bliver hvermandseje. Sport Turismo-udgaven er ikke meget mere praktisk, så du kan godt spare de ca. 100.000 kr., den koster mere end en standard Panamera. Men er den så pengene værd? Ja, på et eller andet underligt plan er den.

Cxense Display

TV'et er hjemmets nye kamæleon

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display