Cxense Display

Danske Zenvo er tilbage med monsterbil
Tredje model fra den danske superbilbygger Zenvo har ny front, optimeret aerodynamik og en nydesignet kabine. Basisprisen er 1,4 mio. euro uden afgifter.
Foto: S. Bachmann
Bilen Af
Den lille, danske superbilbygger Zenvo Automotive har været et fast indslag i afdelingen for super- og hyperbiler på Genève-udstillingen siden 2014. I år er de klar med deres tredje model.

Den nye Zenvo følger efter debutbilen ST1 fra 2013 og trackdaybilen TSR fra 2016. Den nye model hedder TSR-S (S for street) og er en racer til gadebrug.
 
Zenvos stand er placeret ved siden af Pagani og Koeniegsegg, hvilket er en garanti for opmærksomhed.
-S. Bachmann

Mærkets designer Christian Brandt har især arbejdet med at optimere aerodynamikken, og fronten, luftindtaget til motoren bag de to sæder og den enorme hækvinge er nye. Hækvingen er aktiv og kan generere op til 30 pct. ekstra downforce (tryk mod vejbanen) i sving for at skabe optimalt vejgreb. Det ser vildt ud, når den er aktiveret og står skævt, og med den aktive styring kan vingen også fungere som luftbremse.
 
Zenvos designer Christian Brandt har bevaret mærkets signatur, de heksagonale former. Her er det LED-forlygten.
-S. Bachmann

Motoren er en videreudvikling af Zenvos egen 5,8-liters V8'er med to kompressorer. Den yder 1177 hk og trækker på baghjulene via en syvtrins sekventiel, ratbetjent gearkasse, der stammer fra motorsport. Med ekstremt hurtige gearskift er 0-100-tiden 2,8 sek., mens 0-200 km/t er overstået på 6,8 sek.
 
S'et i TSR-S står for 'street' og angiver, at bilen er udviklet til og kan indregistreres til gadekørsel. Den skulle være mere komfortabel en trackdayudgaven.
-S. Bachmann

Zenvo bygger fem biler om året, dels fordi kunder i denne prisklasse vil have eksklusivitet, dels fordi det er svært at tiltrække specialiseret arbejdskraft til Danmark. Der er aktuelt 25 ansatte på fabrikken i Præstø.

I Genève er de placeret ved siden af Koeniegsegg og Pagani, hvilket er en garanti for opmærksomhed. Manden bag det svenske superbilmærke, Christian von Koenigsegg, besøgte Zenvo-folkene på den første pressedag på udstillingen og udtrykte respekt for, at danskerne holder på i klassen for hyperbiler med lave produktionstal.

Prisen for Zenvo TSR-R begynder ved 1,4 mio. euro uden afgifter.
 
Den aktive hækvinge skaber ekstra pres på de inderste hjul i sving. Zenvo har taget patent på vingen, der er udviklet med computersimulationer i Danmark.
-S. Bachmann


Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display