Cxense Display

Tom K: Vinderen i Le Mans kåres altså først efter sidste omgang
Foto: Jad Sherif
Bilen Af
Tom Kristensen, racerkører, motorsportspolitiker og forfatter, kørte sit sidste 24-timers løb i Le Mans i 2014, men er fast inventar til løbet.

Tom tager til Le Mans for 22. år i træk. Med 18 starter, 14 podie­pladser og ni sejre hyldes han som en konge i byen.

Toyota kørte hurtigste tider i løbet på Spa-banen for nylig og til den officielle testdag i Le Mans. Det er manges opfattelse, at de SKAL vinde i år. Hvad ville du sige om forventningspres, hvis du var teamchef hos Toyota?
"De er naturligvis store favoritter til at tage den generelle sejr, men jeg ville helt sikkert sove bedre, hvis jeg havde valgt at deltage med tre i stedet for to biler. Vi husker, hvad der skete i 2016, hvor de førte løbet med et minut indtil sidste omgang. Der fik deres bil tekniske problemer, hvorefter den blev overhalet af Porsche, som vandt."

Bliver det Toyotas sidste Le Mans?
"De har deltaget med kæmpe ressourcer over mange år og har – endnu – ikke vundet det store trofæ. Men da fremtidens 2020-reglement er ved at være på plads for de super hurtige LMP1-biler, vil jeg mene, at de fortsætter – også efter en forventet sejr. Japanerne ser altså også 24-timers løbet som verdens hårdeste racerløb."

Hvilken rolle får de private LMP1 teams i år? Kørere som Button og Alonso er rookier på Le Mans, men har vel ikke en andenplads som mål?
"De private teams får en stor rolle. Tænk bare på i fjor, hvor de fire yderst komplekse fabriksracere fra Toyota og Porsche alle fik store udfordringer – og kun den ene Porsche overhalede de private teams sidst i løbet efter at have opholdt sig lang tid i garagen. Button, Alonso og Montoya er alle racerkørere med stort hjerte. Jeg bifalder også, at de vil forsøge at vise deres alsidighed og tage udfordringen op med deres team & co-drivers. Alonso har naturligvis bedste betingelser med dygtige og erfarne teamkolleger hos Toyota-teamet."

Hvad betyder det, at BMW er tilbage?
"Det er fedt! Jeg havde glæden at køre Sebring, USA og Le Mans sidste gang, de var med i 1999."

Hvad er dine planer for i år?

"Jeg har fornøjelsen af at være inviteret af ACO (organisationen bag løbet) og Rolex, hvor jeg er ambassadør. Derudover bliver min opgave at være studieekspert gennem hele løbet på Eurosports globale transmission."

Den 86. udgave af 24-timers løbet i Le Mans flages i gang lørdag kl. 15.
Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display