Cxense Display

Test: Den åbne E-klasse forfører
Jubilæumsversionen er forsynet med Macchiatobeige interiør med lysebrunt elmetræ og rød kaleche i kombination med rubilitrød lak.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
På vejene omkring Silkeborg gør Mercedes E400 Cabriolet en ualmindelig tiltalende figur med sin røde kaleche slået ned. Turbulens er der ikke meget af, og motoren har masser af kræfter.

Nogle modtager en fyldepen eller et fint ur til deres 25-års jubilæum – Mercedes markerer jubilæet for den første åbne E-klasse fra 1993 ved at ekvipere den nuværende topvariant med en udstyrspakke, der virker stilfuld som en Hugo Boss-habit.

Der er solgt to i Danmark, og der kommer ikke flere, for varianten er udsolgt. Det er dog muligt at få en åben E 400 4Matic i andre farver.

På vejene omkring Silkeborg stimuleres mine sanser af en sagte hvislen fra seks cylindre. Tonerne bliver aldrig anmassende, i stedet signalerer de magtfuldhed.
 
Kalechen fås i rød, sort eller lys.
-Søren Juul

Botanikken suser forbi tæt ved ørerne, men der er ikke meget turbulens i kabinen. Jeg holder derfor nallerne fra Aircap-systemet, der får en spoiler til at rejse sig over forruderammen, mens en vindafviser kravler op mellem de bageste nakkestøtter. Det skæmmer bilens design i en grad, at du kun nænner at køre med det efter mørkets frembrud. En varmeblæser i nakkestøtten og sædevarme gør det muligt at køre med taget nede i koldt vejr.

Den forrige åbne E-klasse delte teknik med den samtidige C-klasse. Det gav pladsproblemer på bagsædet. De er løst i den nye model, som reelt har plads til fire personer og et rimelig stort bagagerum, uden at modellen ser fedladen ud.

Halv pris af en åben S-klasse
Den er smuk som en S-klasse Cabriolet, men 20 cm kortere og en formue billigere. Med kalechen oppe har den samme profil som E-klasse Coupé.
 

-Søren Juul

E 400 Cabriolet bruger 5,5 sekunder på at nå 100 km/t, hvilket er hurtigt nok til at give et sug i maven, når den bundhængslede speeder lægges ned. Det er en bil, du tager dig tid til at nyde turen i, men den kan også flytte sig, hvis det skal være.

Med luftundervogn fra ekstraudstyrslisten føles E 400 nærmest svævende over asfalten, når det går ligeud, men den kan strammes så meget op i undervognen, at den føles helt hjemme på en bugtet landevej.

Firehjulstræk er standard

E-klasse Cabriolet er så komplet og vellykket, at jeg må vride min hjerne for at finde argumenter for at tale dig op i den billigste S 560 Cabriolet til 2,6 mio. kr. Der er faktisk kun to argumenter: V8-motor og mere prestige.

E 400 Cabriolet er mere let til bens, har næsten ligeså meget plads og koster under det halve.
Motoren er en perle, men er på vej ud: Mercedes har nemlig sendt samme V6'er på pension i S-klasse til fordel for en ny treliters rækkesekser med turbo og elektrisk kompressor. Den leverer over 400 hk og har lavere forbrug.

Hvem har brug for mere?
 
Prisen for den åbne E-klasse er under halvdelen af en åben S-klasse, men E400 er næsten lige så sofistikeret.
-Søren Juul

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display