Cxense Display

Hvad ville du vælge, hvis du skulle skifte bilmærke?
Volvo-ejere er temmeligt interesserede i at købe en plug-in hybrid næste gang, viser Autoindex 2018.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
Hver tredje Audi-ejer ville vælge en VW, hvis de skulle skifte mærke. Autoindex 2018 indeholder også andre artige overraskelser.

FDM har for 16. gang bedt de danske bilejere vurdere deres bil. BMW topper for syvende år i træk den store Autoindex-undersøgelse efterfulgt af Volvo og Mercedes-Benz.

Men hvad kan en sådan undersøgelse konkret bruges til?

"Den kan hjælpe importører og forhandlere til at få kortlagt deres kundehåndtering på et detaljeret niveau i forhold til produktområdet, bilen, og deres salgs- og serviceoplevelser. De kan få adgang til egne resultater, men har også unik mulighed for at få adgang til konkurrentbenchmark-resultater," siger Lars Jepsen, researchchef for Loyalty Group, som har lavet undersøgelsen for FDM blandt 36.000 bilejere.

"Vi har en række kunder, der går frem i deres egne undersøgelser, men når de sammenligner med konkurrenters tal, kan de konstatere, at konkurrenterne går mere frem. Dermed har de faktisk en tilbagegang! Vi har også eksempler på, at en lokal importør har anvendt bilens resultater over for den globale producent til at få lavet lokale tilpasninger af den bil, der bliver importeret og solgt, hvor vi efterfølgende har oplevet en stigende kundetilfredshed," siger Lars Jepsen.

Fire ud af fem er mærkeloyale

Loyalty Group har foretaget en særkørsel for Børsen for at få en status for de fire premiummærker Audi, BMW, Mercedes-Benz og Volvo.

Analysen viser, at fire ud af fem ejere vil købe en bil af samme mærke igen.

Er dét tal ikke lavere end ventet?

"Nej, det er på et stabilt højt niveau i premiumsegmentet. En række kunder har dog en drøm om at vælge et andet bilmærke som Jaguar og Porsche. Denne drøm om noget andet, bedre og måske dyrere ser vi også på de kunder, der befinder sig lige under premium-segmentet," lyder det.

Et kuriøst spørgsmål om, hvad ejerne ville vælge, hvis de skulle vælge et andet mærke, er interessant læsning. Hver tredje Audi-ejer ville vælge en VW, omkring en tredjedel af BMW-ejerne ville vælge Mercedes, en tredjedel af Mercedes-ejerne ville vælge BMW – og 22 pct. af Volvo-ejerne ville vælge Audi.

Volvo-ejere vil have hybridbiler

Det mest interessante i undersøgelsen er, hvor mange nuværende ejere af en premiumbil, der kunne tænke sig at købe en plug-in hybrid næste gang.

Her er hele 45 pct. af Volvo-ejerne klar på en opladelig hybrid som næste bil, mens tallene for de tyske mærker ligger mellem 31 og 35 pct.

Danske bilisters interesse for hybridbiler er kraftigt stigende, samtidig med at flere og flere fravælger dieselbiler.

"Det er høj grad politikerbestemt via faldende afgifter på hybridbiler. Det bliver økonomisk set mere og mere attraktivt at købe og køre disse bilmodeller. At kunden samtidig kan klappe sig selv på skulderen med en grøn, miljøbevidst hånd giver også stor selvtilfredshed og miljøaccept hjemme på villavejen," siger Lars Jepsen.

Spurgte 36.000 danske bilejere

Autoindex er gennemført af Loyalty Group for FDM blandt 36.000 danske bilejere i perioden januar-marts 2018. I det samlede svar vægtes bilens kvaliteter med 40 procent, mens vurderingen af værksted, forhandler og loyalitet over for mærket vægtes med hver 20 procent.

Udvalgte resultater fra Autoindex 2018 kan læses på fdm.dk.
Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display