Kæmpe-Skoda er elegant...og tørstig
Skoda Kodiaq holder, hvad den lover i forhold til at gøre den store, lækre SUV folkelig. Prisen på en halv mio. kr. er ikke særlig folkelig.
AVISEN Af
Skoda Kodiaq er nært beslægtet med VW Tiguan, men har 11 cm længere mellem akslerne.

Det giver plads til et kæmpe bagagerum på 720 liter eller to ekstra siddepladser, som folder ned i plan med gulvet, når de lægges ned.

Kabinen fremstår genkendelig med betjening, præcis som du vil forvente af et VW/Seat/Skoda-produkt, tilsat et stænk tjekkisk stil.

 
Kabinen er rummelig på de forreste pladser og tilpasset Skodas lidt forsigtige udtryk. Style-udstyret er omfattende.
-A. Hansen


Netop det sidste er givetvis noget, Skoda-folkene har spekuleret indgående over. Prismæssigt placerer Skoda sig under søsterbilerne, og da Skoda fås med stort set det samme udstyr som en tilsvarende VW, må det afspejle sig andre steder. Her synes Skoda at være gået lidt for hårdt til den på materialernes finish. Rattet er lækkert, men kabinens hårde plast er meget hård, hvilket trækker det samlede indtryk ned. Også mere end det burde.

Solid som en Audi Q7

Det er ærgerligt, for førstehåndsindtrykket af det udvendige design trækker ellers den modsatte vej. Her har Skoda formået at skabe et udtryk, som giver Kodiaq en muskuløs og unik stil, der udstråler samme soliditet som den større og langt dyrere Audi Q7. Kodiaq er eftertragtet, lækker og dynamisk at se på.

Præcis sådan kører den også. Indledningsvis kommer den kun i topudstyrede versioner med syv sæder. Testbilen er tilmed udstyret med permanent firehjulstræk. Det mærker du dog knap ved hverdagsbrug, hvor Kodiaq kører præcis så godt som enhver anden VW Golf eller Tiguan.

Kodiaq synes ikke at lide under den øgede frihøjde, og retningsstabiliteten er særdeles fin. Det samme kan siges om komforten. Vindstøjen er godt dæmpet, og støjniveauet i kabinen er lavt.

Benzineren er for tørstig

Med 2,0 TSI-turbomotoren er der fint overskud at tage af, men under vores test med forholdvis økonomisk kørsel kom vi kun lige akkurat op på 10,0 km/l. Det imponerer ikke.

 
Adgangen til tredje sæderække (standard på Style) er besværlig.
-A. Hansen


Syv sæder er standard, men senere i år følger billigere varianter med fem sæder. De to bageste sæder er mest til børn, og kun voksne med det store yoga-kørekort kan komme herom. På anden række er der til gengæld masser af plads.

Vi ville tage en 2,0 TDI diesel med 150 hk, forhjulstræk og DSG-gear til 469.000 kr.

Læs seneste udgaver