Dansk Industri: Ikke flere lappeløsninger på bilafgifterme, ellers tak
Et afgiftssystem baseret på teknik vil gøre biler som Audi A4 og Alfa Romeo Giulia billigere, fordi de har et lavt CO2-udslip.
AVISEN Af
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) indkalder inden for kort tid de forskellige partier i Folketinget til forhandling om en justering af det såkaldte skattehul for leasing af biler.

Der er med andre lagt ord lagt op til endnu en tilføjelse til den omfangsrige Registreringsafgiftslov, der er mere end 70 år gammel og senest blev ændret i midten af april.

Dansk Industri er en af de mange aktører i branchen, der hellere så en omlægning fra en værdi- til en teknisk baseret afgift.

Hvad er status på omlægningen af bilafgifterne?


"Der er bred enighed blandt partierne på Christiansborg om, at den værdibaserede registreringsafgift er problematisk. Der mangler dog desværre politisk vilje til for alvor at gøre noget ved sagen," siger branchedirektør Thomas Møller Sørensen fra Dansk Industri. 
 
Alfa Romeo Giulia 2,2D aut. med baghjulstræk, automatgear og 180 hk dieselmotor har et CO2-udslip på¨99 g/km og kører op til 26,3 km/l. I Sverige er prisen 258.900 danske kr, mens samme bil koster 534.890 kr. i Danmark.
-Søren Juul

"Ambitionsniveauet rækker tilsyneladende kun til endnu en lappeløsning. Efter vores opfattelse vil småjusteringer af det værdibaserede afgiftssystem hverken medføre afgiftsmæssig ligestilling af ens biler eller fjerne incitamentet til at nedbringe afgiftsgrundlaget mest muligt. Det er tragikomisk, at politikerne træder hinanden over tæerne for at komme til at udtrykke forargelse over effekten af de uhensigtsmæssige regler, de selv har vedtaget."

Omdiskuteret emne på Folkemødet

Blev emnet drøftet på Folkemødet på Bornholm?

"Vi fik en god og grundig snak om bilafgifterne med relevante politikere. Der er en udbredt forståelse for nødvendigheden af at basere bilafgifterne på teknik frem for værdi. Mobiliteten, sikkerheden, klimaet og miljøet bør være vindere, når danskerne vælger biler - ikke tabere som nu. Et nyt afgiftssystem baseret på teknik vil løse de aktuelle udfordringer i forhold til leasing og registreringsafgift, fremtidssikre afgiftssystemet i forhold til nye teknologier til gavn for miljø og trafiksikkerhed samt nedbringe Skats ressourcer til kontrol. What's not to like?."

"Omlægning til en teknisk afgift vil i særdeleshed være til gavn for den private bilkøber."

Er der politisk vilje til at droppe registreringsafgiften og erstatte den med en månedlig afgift, der følger bilen uanset om man køber, leaser, deler eller får den stillet til rådighed?

"Der er et politisk ønske om, at ens biler skal betale ens afgift og politisk modstand mod at biler kører rundt på de danske veje helt uden afgift. I Danmark køber den private bilkøber sin nye bil dyrt og sælger den billigt. Han betaler fuld registreringsafgift, mens alle andre opnår en eller anden form for statsstøttet afgiftsrabat. Når de private bilkøbere efterfølgende sælger deres brugte bil, straffes de igen med et stort værditab, fordi deres nybilpris var meget højere end leasingselskabets - takket være den værdibaserede afgift. Omlægning til en teknisk afgift vil derfor i særdeleshed være til gavn for den private bilkøber."
 
Sikkerhedspakken Tour til Audi A4 med undvige- og drejeassistent, skiltegenkendelse, aktiv kø- og  vognbaneassistent, og aktiv fartpilot koster 13.783 danske kr. i Sverige, hvor der ikke er registreringsafgift på biler. I Danmark er prisen 27.205 kr. på grund af den værdibaserede afgift.
-Søren Juul

Der har været argumenter fremme om, at en omlægning til en teknisk afgift vil gøre billige biler dyrere, og dyre biler billigere. Risikerer man ikke at blive slået oven i hovedet med Janteloven, og at der er politikere, der råber 'Porsche-reform' ?

Vil ikke kun gavne dyrere biler

"En teknisk afgift vil medføre bedre biler på de danske veje og vil være til størst gavn for private bilkøbere. Vores aktuelle analyse viser, at bilvalget afhænger af afgiftsniveauet, samt hvordan man sammensætter en teknisk afgift. Fokusering på vægt alene vil eksempelvis favorisere små biler, fokusering på CO2 eller sikkerhedsudstyr vil få bilkøbere til at vælge miljørigtige biler eller sikre biler. Der er ingen holdepunkter for at sige, at en teknisk afgift i sig selv vil gavne dyre biler."

Hvad er Dansk Industris holdning til, at staten blander sig i danskernes bilvalg?

"Registreringsafgiften har store konsekvenser for danskernes bilvalg. Vi har færre biler, vi har mange små biler, og bilerne er mindre sikre og miljørigtige end vore nabolande. Det skyldes, at registreringsafgiften er værdibaseret og høj. Det skal fortsat være muligt for en virksomhed, der indkøber et større antal biler, at opnå rabatter og dermed opnå lavere priser. Men denne rabat skal ikke påvirke afgiften på den enkelte bil. DI mener, at staten skal lægge afgiften på det, vi ikke kan lide ved bilerne i forhold til klima, miljø og trafiksikkerhed, og så lade den teknologiske udvikling og danskerne bestemme, hvilke biler der skal sælges."

Børsen har forsøgt at indhente en kommentar fra Skatteministeriet, men herfra er der ingen kommentarer, fordi emnet er så økonomisk og politisk følsomt.

Læs seneste udgaver