Cxense Display

Håber på 40.000 tilskuere til historisk race
Tidligere Formel 1-kører Jac Nellemann er en af hovedkræfterne bag Copenhagen Historic Grand Prix. Her er han med sin Jaguar E-Type. Foto: S. Bachmann.
AVISEN Af
HVEM Jac Nellemann, promotor for Copenhagen Historic Grand Prix HVAD 2017-udgaven af eventen afholdes 5.-6. august HVORFOR For at hylde motorsportens kulturhistoriske betydning for danskerne

Copenhagen Historic Grand Prix opruster. Det kulturhistoriske event i Bellahøj i København byder i år på flere historiske racerbiler, kørere og aktiviteter end nogensinde, og så er der netop offentliggjort et scoop: Kevin Magnussen kommer.

Formel 1-køreren fra Roskilde har fået uventet tilladelse af sin arbejdsgiver, det amerikanske Formel 1-team Haas Racing, til at køre på den 2,4 km lange midlertidige bybane.
 
Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, er fast deltager i Copenhagen Historic Grand Prix, men er forhindret i år på grund af sit arbejde hos Corvette Racing i USA. Derfor træder Kevin Magnussen til.
-Grand Prix Photo

Køb en tur med en racerkører

Det sker i velgørenhedsarrangementet Race for Riget, som er et fast element i Copenhagen Historic Grand Prix. I én time lørdag og søndag 5.-6. august kan publikum købe en køretur som passager i en superbil eller racerbil på banen med en kendt racerkører bag rattet.

"Det er et privilegium, at CHGP og velgørenhedsarrangementet Race for Riget igen i år møder enorm opbakning fra de største danske racerstjerner. Vi er ydmyge og stolte over, at kapaciteter som Tom Kristensen, Kevin Magnussen og deres kolleger stiller op i den gode sags tjeneste og giver publikum den ultimative oplevelse," siger adm. direktør for Copenhagen Historic Grand Prix, Jens Peter Lange.

Udover Kevin Magnussen kan man købe ture med Tom Kristensen, GT-verdensmester Marco Sørensen, Porsche-fabrikskører Michael Christensen, den danske DTC-stjerne Michelle Gatting og mange flere. 
 
Formula Racing bakker op om Copenhagen Historic Grand Prix ved at låne deres Ferrari 458 GT3 (forrest) ud til Kevin Magnussen.
-Bjarne Bredal

200 km/t på Frederikssundsvej

Der er tradition for, at der bliver gået til stålet, og de hurtigste biler når over 200 km/t på strækninger, der normalt er begrænset til 50 km/t.

Kevin Magnussen kører ture i Formula Racings Ferrari 458 GT3, der vandt europamesterskabet i GT Am-klassen i 2014 og deltog i 24-timers løbet i Le Mans i 2015.

En highspeed-tur med Kevin koster 2.500 kr., og alt overskud går til syge børn på Rigshospitalet.Ved sidste års event blev der kørt næsten en halv million kroner ind, og arrangørerne håber at slå rekorden i år.
 

-CHGP

5000 københavnere får gratis adgang

Kernen i Copenhagen Historic Grand Prix er at hylde motorsportens betydning for den danske kultur. Her har en af grundlæggerne af grandprixet og nuværende promotor, Jac Nellemann, en hånd på rattet.Han er tidligere Formel 1-kører og har arbejdet med biler siden 1950'erne.

Hvad får København og københavnerne ud af arrangementet?

"Over 5000 københavnere har gratis adgang til arrangementet, og 30.000 kan følge aktiviteterne på en gratis tv-kanal fra arrangørerne. Der er i år en stigning på tilrejsende på 15 pct. med en tilsvarende forøgelse i turistomsætningen. Vi er meget glade for og værdsætter det gode samarbejde, vi har med Københavns Kommune."
 

-CHGP

Er det for hele familien?

"Ja, bestemt. Der er fokus på børneunderholdning fra udstillernes side, og børnene får en unik mulighed for at møde deres sportsidoler på tæt hold."

Hvad er Copenhagen Historic Grand Prix' holdning til at få et Formel 1-løb til København?

"Et Formel 1-løb i København vil være den ultimative markedsføring for byen og til en pris, der vil være mere favorabel end tidligere store arrangementer. Og kommer de moderne Formel 1-biler ikke i 2020, kan vi glæde os til vores planlagte historiske Formel 1-premiere i 2018 på den forlængede Bellahøj Park-bane."
 
Der afvikles to afdelinger af MASCOT DTC-serien under Copenhagen Historic Grand Prix. Det er en unik mulighed for at opleve et moderne racerløb midt i København.
-Jens Johansen

Skal du selv køre i år?

"Det var ikke planen sidste år, og det er heller ikke planen i år."

Men der kommer kørere fra nær og fjern?

"Ja, vi forventer et væld af nuværende og tidligere kørere og stjerner fra motorsport. Kevin Magnussen giver betalte publikumsture på Bellahøj Park i Race for Riget, Tom Kristensen kommer med sin vinder-Audi fra Le Mans i 2013, og danner igen i år makkerskab med HKH Prins Joachim i hovedbegivenheden Royal Pro/Am, hvor en professionel og en amatør deler bil. Tom har inviteret den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve, og hele den danske elite med verdensmestrene Nicki Thiim & Marco Sørensen i spidsen kommer også, foruden Porsche-fabrikskører Michael Christensen. Det bliver storslået!"



Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display