Cxense Display

Københavns fem "hemmelige" bolig-oaser
Det ligner et rigmandskvarter nord for København, men geografisk lyder adressen 2300 S. I Eberts Villlaby finder man en af Københavns 'hemmelige' liebhaver-oaser. Pleasure har været på byvandring i fem "hemmelige" kvarterer.
Foto: Scanpix.
De ligger dér, hvor man allermindst venter det, som små, hemmelige enklaver; Københavns boligoaser.

Det er byerne i byen. Åndehullerne, hvor der er skruet op for fuglekvidder og forstadsfornemmelser og ned for storbylarm og tårnhøjt etagebyggeri.

Idylliske pusterum midt i hovedstadens virvar og mylder; på lukkede veje med bump, barbecue og børn, der piler ind og ud gennem havelåger.


I dag kaldes nabolaget passende for "Amagers Hellerup"


I takt med at København vokser og fortættes, bliver de enestående kvarterer kun endnu mere attraktive. Pleasure har zoomet ind på en håndfuld af de fineste – i fem bydele, der byder på hver sine særpræg og hver sin historie.

Humlen i byen

Humleby er navnet på en stribe rækkehuse på det ydre Vesterbro; oprindeligt opført til arbejderne på skibsværftet B&W, i dag et attraktivt boligkvarter i en af hovedstadens mest efterspurgte bydele og opkaldt efter naboskabet til Carlsberg (indtil Carlsberg flyttede øl-produktionen duftede der ofte af humle i gaderne).

 
Humleby i sommersol. Byggeforeningshusenes arkitektur er verdensberømt og skabelon for mange af de mest moderne boligbyggerier.

De mere end 100 år gamle murstenshuse – tegnet af arkitekt Frederik Bøttger – ligger med nogenlunde lige mange skridt til det nydelige Frederiksberg og Vesterbros upolerede hipster-hangouts og som nærmeste nabo til den gamle Carlsberg-grund, der siden bryggeriets ophør har åbnet sine døre for blandt andet kunstnergrupper, kreative kontorfællesskaber, legepladser og caféer.


Her møder man det moderne hippie-segment, som sætter autenticitet, lidt hygge-rod i forhaven og en afslappet atmosfære højt


Afstanden mellem Humlebyens hoveddøre er kort, og det tætte naboskab og fællesskabsånden har gode vilkår her, hvor vejfester, fri leg i de smalle gader, arrangementer i det fælles beboerhus og udgivelsen af det lokale nabo-blad hører blandt de sædvanlige aktiviteter.

 
De snævre, stille gader i Humleby er et paradis for legeglade børn og socialt anlagte forældre.


Det er kvarteret, hvor man kun svinger Raleigh-cyklen, Folkevognen eller sæbekassebilen ind, hvis man har et ærinde i en af de tidligere arbejderboliger – eller har forvildet sig på sightseeing i en bid af det historiske København; på de blinde veje, med en hastighedsbegrænsningen på 15 km/t.

 Her møder man beboere, der har betrådt gaderne i årtier, og unge familier med småfolk, der har lagt Vesterbrolejligheden bag sig; det moderne hippie-segment, som sætter autenticitet, lidt hygge-rod i forhaven og en afslappet atmosfære højt.

Er man på boligjagt i Humleby, kan man roligt forberede sig på kvadratmeterpriser, der ofte kravler op på den øvre side af 40.000 kroner.

Amagers Hellerup

Eberts Villaby er kvarteret, der tilbage i 1894 tog form på et stykke tidligere landbrugsjord, på initiativ af den danske grosserer og politiker Hermann Ebert.

Den driftige bygherre rejste som noget af det første et prangende springvand på midten af den rummelige grund, der i dag er flankeret af Englandsvej og Amagerbrogade.


"Kvarteret er kun blevet endnu mere eftertragtet i takt med, at metroen, Amager Strandpark og Islands Brygge har foldet sig ud"


Sidenhen fulgte opførelsen af en stribe elegante villaer; stærkt inspireret af arkitektoniske pragteksemplarer som Rosenborg, Rosenvold og ikke mindst Kejser Franz Josephs jagtslot, som hr. Ebert lod bygge i en miniatureudgave til sig selv.

 
I 1894 købte Hermann Ebert et nedlagt landbrug på Amager, udstykkede det og begyndte så at bygge villaer, som blev solgt til københavnske mellemklasseborgere. Villabyen står i dag som et grønt åndehul i et ellers meget tæt bebygget område mellem Englandsvej og Amagerbrogade i København


De amager'ske vidder lå langt fra byens centrum, dengang byggeriet stod på, og der måtte kreativitet på bordet for at lokke nye beboere til.

Muligheden for at byde ind i en konkurrence om villavejenes navne samt den hidtil usete chance for at købe hus på afbetaling var blandt årsagerne til, at der efter blot fire år lå boliger på samtlige grunde.

 
En oase omringet af Amager'sk arbejdercharme.


 I dag er de nydelige villaer på de rolige veje i 2300-postnummeret populære blandt især børnefamilier, der søger hus og have til kvadratmeterpriser, der kan hamle op med hovedstadens vestlige og nordlige periferi.

Og kvarteret er kun blevet endnu mere eftertragtet i takt med, at metroen, Amager Strandpark og Islands Brygge har foldet sig ud inden for nærmeste rækkevidde. I dag kaldes nabolaget passende for "Amagers Hellerup".

Læs resten af artiklen om de hemmelige by-oaser på næste side.

Læs seneste udgaver

Cxense Display