Få særtilbud og nyheder fra Pleasure  |  Tilmeld

Sparede 95.000 kr på boligsalget
Softwareingeniør Søren Siggaard solgte selv rækkehuset i Værløse og sparede en lille formue til glæde for hele familien. Her datteren Sara.
Der er tusindvis af kroner at spare, hvis du selv står for at sælge boligen. Men du skal være klar på at investere en god portion tid i salget, ligesom du ikke helt undgår fagfolkenes indblanding og dermed deres fakturaer

I oktober sidste år skilte 48-årige Mads Siggaard sig af med sit rækkehus i Værløse. Modsat de fleste andre havde han fravalgt en ejendomsmæglers bistand. Mads Siggaard sprang ud som selvsælger.

 "Hvis jeg valgte at sælge gennem en ejendomsmægler, ville det koste mig 130.000 kr. alt i alt med tinglysning, tilstandsrapport, energirapport og den slags. Det er jo rigtig mange penge," siger Mads Siggaard.

Han søgte efter andre muligheder og fandt ud af, at han kunne sælge sin bolig for mere beskedne 35.000 kr. Til gengæld for besparelsen skulle Mads Siggaard selv lægge meget tid i salget, ligesom han ikke helt slap for at få fagfolks indblanding i salget. Dem vender vi tilbage til senere.

Spar salæret

Selvsalg er langt fra nogen ny opfindelse. Alligevel er der sket noget på området, som kan gøre det til en interessant salgsform for potentielle sælgere.

 Hvor selvsalg tidligere kunne foregå ved et opslag i den lokale brugs, er processen i dag mere formaliseret. Flere hjemmesider tilbyder selvsalgsløsninger, så boligerne er samlede. Synligheden er med andre ord væsentligt forbedret.

En sådan løsning tilbyder Boliga. Her er direktør Ricco Zuschlag ikke i tvivl om, hvad han ser som den største fordel ved at takke nej til ejendomsmæglerens bistand.

"Det er at spare salæret. Det tror jeg, du og jeg kan blive helt enige om, at de der 50.000 kr. er meget sjovere i min lomme, end de er i en ejendomsmæglers lomme," siger Ricco Zuschlag.

 
Finder man selv en køber er der mange penge at spare. Og hånd i hanke med hele salgsprocessen helt frem til nøgleoverdragelsen. Foto: Danbolig.


Skal selv klare opgaver

Salæret går naturligvis ikke ned i et sort hul hos ejendomsmæglerne, og der er derfor opgaver, som du selv skal påtage dig for at hente besparelsen hjem. Torben Strøm er formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, og han lægger især vægt på, at mægleren sætter den rette pris.

 "Det er min faste overbevisning, at en ejendomsmægler, som har fingeren på pulsen i det område, hvor ejendomme ligger, også er bedst til at få den højst opnåelige pris. Den, der har sværest ved at få den rigtige pris, er ejeren selv, fordi han fokuserer på andre ting end boligen i sig selv," siger Torben Strøm.

Derudover fremhæver han bl.a. markedsføring og tryghed i handlen som argumenter for at vælge en ejendomsmægler.

Mads Siggaard satte selv en pris på sit rækkehus og satte boligen til salg gennem Boligas selvsalgsløsning.

"Der var rigtig mange, der så min annonce, men der var ikke så mange ude at se huset. Der var i alt tre, hvoraf den ene endte med at købe det. Jeg ved ikke, om det er meget eller lidt, men det virkede ikke som så mange," siger Mads Siggaard.

Kontakt var udfordring

Selvsælgeren fremhæver kontakten med de interesserede købere som en udfordring i processen.

"Det psykologiske i at håndtere en køber var det sværeste for mig. Det giver et pres, at man selv skal forhandle prisen. Hvis der ikke er mange interesserede, så bliver man nervøs for, om man nu har sat den rigtige pris. Så jeg nåede at tænke, at det ville være rart, hvis der var nogen, der tog sig af det," siger Mads Siggaard.

 Forhandlingen om prisen foregik på mail, og den debuterende selvsælger endte med at give et afslag på 100.000 kr., så salgsprisen endte på 3.475.000 kr.

Det efterfølgende papirarbejde blev ordnet af et boligadvokatfirma, som Mads Siggaard havde hyret til den del af opgaven. Prisen for den service ligger generelt omkring eller lidt over 10.000 kr., og den udgift er svær at smyge sig uden om, siger Ricco Zuschlag fra Boliga.

"Vi anbefaler faktisk altid, at man får noget professionel rådgivning i form af en advokat eller en jurist, som kan tage sig af papirarbejdet. Så er man på den sikre side og er dækket ind under de forsikringer, som det firma måtte have. Så det anbefaler vi altid," siger Ricco Zuschlag.

Tilbyder medsalg

Også hos Dansk Ejendomsmæglerforening anbefaler formand Torben Strøm, at sælger tager en fagmand i hånden.

 "Inden man kaster sig ud i at sælge selv, så skal man overveje meget seriøst, om man skal tage en ejendomsmægler i hånden og få ham til at forestå dokumentudarbejdelse. Mange mæglere tilbyder allerede medsalg. Det er med til at sikre, at handelen foretages på lige så trygge vilkår, som hvis det var en ejendomsmægler, der havde forestået hele processen," siger Torben Strøm.

Mæglerkæden EDC tilbyder allerede løsninger, som kun indeholder dele af de traditionelle mæglerservices til en nedsat pris. Home tilbyder ikke den slags services, mens Nybolig afventer en ny lov for formidling af fast ejendom, der ventes vedtaget senere på året.

Mest læste

Læs seneste udgaver

Seneste artikler i Pleasure sektioner