BIG og bajere ad libitum: Her er Tuborgs allerhelligste
Tuborg-teltet "Skum", der er designet af Bjarke Ingels Group (BIG).
Foto: PR-foto

To af Danmarks mest ikoniske brands slår sig sammen på Roskilde Festival.

Således har den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels virksomhed, BIG, tegnet Tuborgs sponsortelt, der går under navnet Skum. Teltet er placeret i mediebyen og fungerer som samlingspunkt for Tuborgs samarbejdspartnere, hvor de få inviterede kan nyde gratis drikkevarer.

Som navnet Skum antyder har teltet et udtryk, der leder tankerne hen på en nyskænket fadøl. Og når Nordens største festival slutter på lørdag, skal Skum videre til Aros i Aarhus og Charlottenborg.  

 "Vi lader det være op til publikum selv at lave associationer. Men de mest optimale geometrier for oppustelige konstruktioner er kugler, og derfor endte vi med et design, der ligger tæt op ad en velskænket fadøl," siger Jakob Lange, partner i BIG.

 Og det faktum at teltet skal videre efter festivalen, stillede store krav til det færdige produkt.

"Da vi skulle lave et design til dem, var det vigtigt, at vi hurtigt kunne samle det og skille det ad igen. Så vi kom på idéen om at lave en oppustelig form som en hoppeborg. Derfor fik vi hjælpe fra et firma, der laver hoppeborge. Vi lavede en masse forarbejde derhjemme, og nu kan vi puste det op på kun syv minutter," forklarer Jakob Lange.

Optaget af midlertidighed

41-årige Bjarke Ingels er i øjeblikket en af de mest efterspurgte arkitekter i verden. Blandt nævneværdige projekter er havnebassinet på Islands Brygge i København, New Tamayo Museum i Mexico City og Two World Trade Center i New York.

 Big's portefølje er med andre ord meget diversificeret, og hos arkitektfirmaet har man hentet inspiration fra et bestemt tema, der ifølge Jakob Lange er meget oppe i tiden.

"Vi arbejder med forskellige skalaer og temaer. Og noget, der er meget på tale i øjeblikket, er midlertidighed. Vi laver bl.a. et husbådsprojekt, der er flydende studieboliger til unge. Dermed skal man ikke igennem en lang planlægsprocedure for at få lov til at bygge et hus, for vi kan bare sejle boligerne til en ny havn, når det bliver nødvendigt," siger Jakob Lange.

Et samlingspunkt

Hos Carlsberg, der som bekendt ejer Tuborg, er man glade for samarbejdet med BIG.

"Tuborg-teltet er enormt vigtigt for os. For vores samarbejdspartnere er glade for at have et sted, hvor man kan slappe af os mødes til en kold øl. Flere har spurgt, hvorfor vi ikke sørger for noget mere fest i området, men det er altså ikke meningen. Hvis man vil fyre den af, ligger festivalpladsen tyve meter derfra," siger Peter Giacomello, sponsorchef for Carlsberg.

Skum blev pustet op i lørdags og indvies i dag, onsdag, ved en reception.

Hvilket indtryk håber I, at festivalgæsterne tager med, når de ser teltet?

"Når man normalt tegner bygninger, er det meget alvorligt, og det skal opfylde en masse krav. Her på festivalen er tingene mere overladt til fantasien, og folk får en kortvarig oplevelse af en spændende form. Så målet er, at folk gerne må undre sig lidt, når de bevæger sig rundt om teltet og ser, at det skifter form," lyder det fra Jakob Lange.


Børsen følger pengene og personlighederne på Roskilde Festival - følg med på borsen.dk/roskilde



 

Læs seneste udgaver