Modeugens markante højdepunkter
Mode med et budskab hos La La Berlin
Foto: Helle Moos/Copenhagen Fashion Week
Design Af
Denne uges modeuge har budt på markant mange budskaber om diversitet, en stærk finale og en ny farveskala. Her er det, der skilte sig ud under modeugen, hvor designerne viste deres efterår/vinter 2017-kollektioner 

Stærkeste finale: La La Berlins protest
Det tyske mærke La La Berlin, som de seneste år, har holdt show under modeugen i København, stod for ugens mest markante finale – med noget som simpelt som en papskilt som eneste middel. "I'm an immigrant" stod der på skiltet, som La La Berlins chefdesigner, Leyla Piedayesh, rakte kraftfuldt i vejret som en kommentar til Trumps politik.

 

Leyla Piedayesh Tehran er oprindeligt født i Theran i Iran, og også kollektionen var præget af hendes protest mod USA's nye immigrationspolitik i form af strik, T-shirts og kjoler med påskrifter som "Change" og "Revolution". Næsten for meget af det gode, nåede man at tænke – men tænkte om, da hun selv kom på podiet, og man forstod, at det her ikke var påklistrede budskaber, men dybfølte.  

Mest konceptuelle show: Han Kjøbenhavns massehenrettelse
Modeugens publikum aner aldrig, hvad der venter til et Han Kjøbenhavn-show. Her har show location været bygget op som trailer park, et mareridtsagtigt fremtidsunivers, hvor en model på podiet blev "skudt" – altid med et voldeligt element, så man sidder og frygter, hvad modellerne nu bliver udsat for. Denne gang var ingen undtagelse. Så snart publikum blev lukket ind bag de sorte gardiner, viste et skafot sig. Her stod fire hætteklædte mænd i hver deres galge, lavet så godt, at det så ægte ud, da mennesker i rotteforklædning mod slutningen af showet lod skafottets gulv åbne sig, og mændene dingle i rebene.

 


Alle implicerede lever i bedste velgående, men der gik et sus gennem publikum. Hvad Han Kjøbenhavn vil sige med effekten – er det en kommentar til, hvordan verden ser stiltiende på krig, selvom vi bliver præsenteret for billeder af dens gru, så længe den er langt væk – står hen i det uvisse. Men stærkt virkede det.

 
Foto: Kenneth Nguyen

Mest bemærkelsesværdige fødder: Won Hundreds pangfarvede støvler
Nu handler modeugen jo ikke kun om politiske budskaber, selvom der denne gang var en del. Så lad os se på, hvad der rent faktisk blev vist på podierne. Hvor der tidligere var tendens til, at skoene under en københavnsk modeuge var de billigste, man kunne opdrive i Zara, bliver der nu gjort mere ud af, hvad modellerne har på fødderne – både fordi dårlige sko som bekendt trækker et look ned, men også fordi flere mærker laver egne sko. Prisen for de mest bemærkelsesværdige ogcool af slagsen må gå til Won Hundred. I deres 1980'er-punkstylede show til både mænd og kvinder i St. Kannike Stræde i Indre By viste de knaldgule og røde støvletter med sorte snuder, logo og kilehæle – både til over knæet, der var showpieces, men også mere brugbare støvletter (som i øvrigt kommer i butikkerne til juni på en pris på ca. 2000 kr.)


 
Foto: Copenhagen Fashion Week

De markante farver: Rød, blå og lilla
Den tid er forbi, hvor dansk mode er gråt, sort, hvidt og marine. Farverne har i den grad indtaget moden. Der var masser af rødt både hos By Malene Birger, Munthe og Ganni.

 
Foto: Foto: Copenhagen Fashion Week

Også lilla, der ellers længe har været ude af billedet er kommet på banen - særligt hos Baum und Pferdgarten, der brugte farven på strik og blonder i deres farvemættede kollektion. Som farve nummer tre fra modeugen dominerede en stærk koboltblå hos By Malene Birger, som vi ellers ikke har set meget til siden 1980'erne, men åbenbart vil opleve til efteråret.

 


Mest overraskende præsentation: Diversitet hos Oh By Kopenhagen Fur
En pelsshow er altid lidt svært at gribe an. Og når der endda er tale om pelsaccessories, er det endnu sværere. For hvad skal modellerne have på? Stort set ingenting var løsningen, da pels accessory-mærket Oh! By Kopenhagen inviterede til præsentation i Brøndsalen. Så snart det sorte klæde foran podiet faldt ned, åbenbarede sig en række dansere i hudfarvede fragter med pelsaccessories. Showet var en hyldest til diversiteten: Kroppe i forskellige størrelser, hud i forskellige farver - der skal være plads til alle. 

 
Foto: PR


Der skal være plads til os alle, var det sympatiske budskab fra Oh! By Kopenhagen, som igen understregede, at designerne under denne modeuge gerne viste mode med et budskab.

Mest atypiske modeller: Freya Dalsjös kvinder med attitude
Også hos designtalentet Freya Dalsjö hyldede diversiteten i sit efterår/vinter 2017-show, der blev holdt på Hotel D'Angleterre. Kollektionen med titlen "All Inclusive" er en hyldest til kvindelig forskellighed og seksualitet med tøj, der udforsker kvindekroppen – som "for små" silkeskjorter, der symboliserer en kvindelighed, der nægter at knappe sig inde. Hun leger også med kontrasten mellem det feminine og maskuline – som lavendelfarvet silke sat over for det grovere uld og læder og den klassiske trenchcoat, men med overdrevne skuldre. Diversiteten blev understøttet af et hold af modeller, der både bestod af de professionelle af slagsen med gængse modelmål, men blandet med kvinder i forskellige aldre, der var valgt på grund af deres udstråling.

 


Som en lille overraskelse sad en af modellerne blandt publikum, men rejste sig midt under showet op og gik på podiet i en knaldrød pels.

 

Den ultimative festkjole: Høvrings velourdekadance
Tilbage til tøjet. Jesper Høvring, der denne gang lancerede sin første prêt a porter-kollektion, H – en kollektion, der kan fås i butikker og ikke syes efter mål, som normalt er tilfældet med Høvrings kjoler. Men showet gav også plads til hans made to measure-kjoler. At udvælge den smukkeste er ikke en nem opgave, men showets allersidste er en værdig kandidat.

 

Kjolen var kreeret i blød, midnatsblå velour, der smøg sig om kroppen, men fik smuk volumen ved en slags kappe, som den fortsatte i – og med afdæmpet gul på indersiden som kontrast.

De mest klædelige looks: Top 5 til ham og hende
Shows omfavner – heldigvis – det ekstreme og de tendenser, man lige skal vænne sig. Men der er også mange looks, der er lige til at tage fra podiet og hjem i skabet, når de fås fra efteråret. Her er fem af dem, der er lige til at gå til:

 
Glimmerstrik og herrefrakke hos La La Berlin. Foto: Helle Moos/Copenhagen Fashion Week


 
Marineblå frakke hos Tonsure. Foto: Copenhagen Fashion Week



 
Sort som ibenholt-kjole i velour hos designtalentet Cecilie Bahnsen. Foto: Foto: Copenhagen Fashion Week


 
Casual "hjemmestrik" hos Munthe tilsat guldplisseret nederdel med print mellem plisseringerne. Foto: Copenhagen Fashion Week


 

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display