Vild verdensrekord: Brugt Rolex-ur solgt for over 113 mio. kr.
Foto: Scanpix
Det er ingen hemmelighed, at et spritnyt Rolex ur koster mange penge. Men prisen på et funklende nyt Rolex blegner fuldstændigt i forhold til et brugt, hvis proveniensen er helt rigtig.

Det faktum har været kendt af urentusiaster og samlere længe, men sent i aftes dansk tid, sprang rammerne fuldstændigt for, hvad et brugt ur kan koste.

Uret, der har sat hammerslagsrekord som verdens dyreste armbåndsur solgt på auktion, er et Rolex Daytona fra 1968 med kælenavnet "Paul Newman". Modellen er opkaldt efter skuespiller Paul Newman, der ejede denne model og ofte lod sig fotografere med uret på armen.

Daytona Paul Newman er en sjælden model, der ofte sælges for priser godt over 1 mio. kr. på brugtmarkedet, men selvom det kan synes som vanvittigt mange penge for et brugt ur, blegner èn sølle mio. kr. totalt i forhold til nattens hammerslag.

Uret, der nu er verdens dyreste armbåndsur solgt på auktion, gik nemlig for svimlende 15,5 mio. dollar - plus salær. Eller hvad der svarer til en endelig pris på godt 113,5 mio. kr.

Årsagen til hammerslagets himmelflugt skal findes i urets usædvanlige proveniens. Det pågældende ur er nemlig uret, der startede det hele og grunden til modellens kælenavn. Denne Daytona Paul Newman er nemlig selveste det ur, der sad om armen på den celebre skuespiller.

Nattens hammerslag er endnu et eksempel på, at når det handler om salg af brugte ure, er proveniens alt.

Læs seneste udgaver