Danmarkshistoriens dyreste ur er solgt
Det er ikke længe siden, at et gammelt Rolex blev solgt på auktion for 113 mio. kr., og dermed blev verdens dyreste ur solgt på auktion nogensinde. Og nu sætter det hæderkronede urmærke endnu en rekord.

Auktionshuset Bruun Rasmussen svingede torsdag aften hammeren over et Rolex Stelline fra 1953, og da hammerslaget faldt, var det med en ny rekord som Danmarks dyrest solgte ur.

Normalt er det Rolex gamle sportsmodeller i stål, der tegner sig for de helt høje hammerslag, men pga. det gamle Stellines sjældenhed, rundede prisen 1 mio. kr.

Den sjældne model, der er en triple calendar med månefase og automatisk optræk, blev produceret fra 1950-1953, og er udført i 18 karat guld.

Uret var vurderet til en pris på mellem 1,2 og 1,5 mio kr., men helt så højt nåede det dog ikke op. Buddene stoppede ved en pris på 1,175 mio. kr., hvilket altså var nok til, at man kunne fejre en ny danmarksrekord i auktionshuset i Bredgade.

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display