Nu løfter sønnen faderens eventyrlige smykke-arv
Noam Griegst har overtaget faderen, Arje Griegsts, livsværk, og relancerer nu de eventyrlige Griegst-smykker
Foto: Søren Rønholt
Design Af
Guldsmed Arje Griegst brød grænser  mellem kunst og smykker med sit unikke håndværk, som er t vist på Metropolitan Museum i New York og båret af Dronning Margrethe. Nu lader sønnen Noam Griegst sin fars smykker genopstå, og selvom det er en gave at kunne videreføre en så særlig arv, kan det også virke som en forbandelse

I villaen på Frederiksberg, hvor Noam Griegst voksede op, var der cigarrøg i luften, kunst på væggene, skulpturer på gulvene og et mylder  af gæster ind og ud af huset. Her skabte faderen, kunstneren og guld-smeden Arje Griegst eventyrlige og organiske guldsmykker, der var inspireret af naturen, de gamle grækere, galakserne, kuplen på Glyptoteket, når den glimtede i solen, eller kunstneren Gaudís ornamenterede former.

Arje Griegst var dansk, moderen Irene Griegst er marokkansk, så i hjemmet lød der franske, engelske, danske stemmer – blandet med lidt hebraiske på grund af faderens jødiske familie. Noam og hans søster blev slæbt med til museer, endeløse operaer og faldt i søvn under balletforestillinger, og Noam var med, når faderen holdt møder på Plaza Hotel ved Rådhuspladsen. Her kom mænd rejsende fra Antwerpen med små kufferter, der var fæstnet med håndjern til håndleddet og solgte ædelsten, som Arje Griegst købte de bedste af.

Stemningen i hjemmet kunne blive intens, når faderen arbejdede med at få ædelstenene til at sidde perfekt på et kunstværk af et unikasmykke, som kunderne stod i kø for, men som det kunne tage et år at udføre. Så Irene Griegst kunne se, at det ikke fungerede økonomisk, og tog tingene i egen hånd. Hun begyndte også at designe smykker, men f.eks. perlebesatte øreringe, der var hurtigere at lave. Og det var i lange perioder hende, der forsørgede familien, mens faderen udøvede sin kunst, der ikke kun var at lave smykker, men også kunstværker, keramik, bestik og det kendte og overdådige konkyliestel til Royal Copenhagen.

 
Arje Griegst kunne bruge månedsvis på sine kunstværker, som folk stod i kø for i 1970'ernes København. -Polfoto


De mange gæster i hjemmet nev ofte den lille Noam i kinden og spurgte, om han også skulle være guldsmed, og "nej, det skulle jeg i hvert fald ikke," siger Noam Griegst, der sidder på en parisiskinspireret café i Tordenskjoldskvarteret bag Det Kongelige Teater i København og i mellemtiden er blevet 47 år og har en karriere som internationalt anerkendt mode- og kunstfotograf bag sig.

"Jeg ejede slet ikke min fars tålmodighed til at sidde og nørkle med at udvikle én ting ad gangen og få en lille bitte sten til at sidde rigtigt," fortæller Noam Griegst.

 
Både en gave og en forbandelse. Sådan føler Noam Griegst, det er at videreføre sin fars livsværk.  

Han blev i stedet fotograf og har i løbet af sin karriere arbejdet for både internationale modemagasiner og lavet modefilm for huse som Cartier og Hugo Boss. Den mere umiddelbare måde at fortælle en historie og formidle et univers på, der ligger i fotografiet eller den korte film, lå mere til Noam Griegs, og hans far mente også, at sønnen skulle finde sin egen vej. For han var selv vokset op i et borgerligt og regelret hjem med en far, der var sølvsmed, hvor det var forventet, at han brugte det talent, han tidligt udviste, til at følge i sin fars fodspor.

Hvordan viderefører man det perfekte?
Men da Arje Griegst gik bort for to år siden, valgte Noam Griegst alligevel at vække smykkerne til live, efter de havde ligget i dvale i næsten ti år under faderens sygdom. For Noam Griegst kunne se, at han stod med en særlig arv, der bare lå og vibrerede.

"Når folk siger, at jeg er så heldig, at jeg har det her, så jo, det er jeg. For det er en fantastisk gave, men også en kæmpe byrde at overtage noget, der er så fuldendt og perfekt – og stadig at være sig selv og finde ud af, hvordan jeg kan være med til at videregive det."
Noam Griegst 

"Jeg havde fotograferet smukke ting mange steder i verden, men jeg havde ikke set noget på min vej, der var så smukt, så unikt eller havde så vild gennemslagskraft som det, min far lavede. Så jeg kunne ikke lade det, der var, forsvinde," siger Noam Griegst.

"Jeg havde altid set skønheden i min fars smykker, men da jeg blev ældre, så jeg dem med andre øjne. Det hele skulle ikke bare ende i kælder eller på museum."

 
Spiralserien fra 1973 kunne lige så godt have været skabt i dag.
Priser fra 8600 kr. til 80.000+.


Samtidig var der også noget i timingen, der virkede så rigtig. Smykkescenen har bevæget sig fra enkle, grafiske former hen mod netop det maksimalistiske og eventyrlige univers, som Griegst om nogen har stået for, hvor smykker med faderens ord "skulle danse på en kvindekrop", og det er tydeligt at se inspirationen fra Griegst hos en række nyere danske smykkedesignere. Det fik det til at krible i Noam Griegst for at få smykkerne ud i verden. Og der var sådan set ikke andre end ham til at gøre det. Søsteren, der er  billedkunstner, interesserede det ikke, moderen Irene Griegst har stadig sit eget smykkemærke, og en fremmed skulle ikke overtage alt det, som faderen havde skabt uden forståelse for den historie, håndværk og perfektion, der ligger i hvert smykke. Samtidig var det også en måde at forsøge at tænke mere økonomisk langsigtet.

 
Facese-ringe, der gemmer på ansigter, som Arje Griegst skabte. Han brugte ofte modeller – f.eks. Noam Griegst og hans søster, der som børn måtte sidde stille i timevis.-PR


"Som fotograf skal jeg altid selv være dér, og efter jeg fik børn, blev det sværere at tage en måned af sted her og der på en opgave, hvorimod det her kan være en grundsten for mange generationer at bygge videre på," siger Noam Griegst, der har investeret alt, hvad han har opsparet, i Griegst, og desuden er flyttet tilbage til barndommens villa, hvor han bor på første etage med sin kone og to børn, mens hans mor bor nedenunder.

Gaven, der også er en byrde
Men set udefra fornemmer man hurtigt, at Griegst ikke fungerede som de store smykkefirmaer, der producerer smykker ud fra computertegnede 3D-modeller af hvert smykke. Hos Griegst fandtes der typisk kun ét af hvert smykke, og gummiformene, som bruges til at støbe smykkerne i, lå hulter til bulter i kælderen, og nogle af dem var ødelagte, så alt skulle bygges op igen og sættes i system.

"Min far sagde til mig: "Du kan gøre med det, hvad du vil, men du må ikke
misbruge det." Han ønskede, at jeg skulle bibeholde respekten for de mange timer, der var lagt i hvert design, og at jeg virkelig skulle tænke mig om, i forhold til hvordan jeg viste det frem. Så det har taget mig to år at finde ud af, hvad jeg kan bidrage med, og hvordan jeg skal gøre det på en måde, hvor jeg ikke ødelægger det, men heller ikke står i skyggen af det. Hele bagkataloget er der jo. Så det er rammen omkring det, jeg kan komme med," fortæller Noam Griegst.

"Men når folk siger, at jeg er så heldig, at jeg har det her, så jo, det er jeg. For det er en fantastisk gave, men også en kæmpe byrde at overtage noget, der er så fuldendt og perfekt – og stadig at være sig selv og finde ud af, hvordan jeg kan være med til at videregive det." 

 
Wave ringkollektionen kombinerer guld med farverige ædelstene. -PR

Den nye ramme, han har fundet frem til, som både giver universet et fornyet udtryk, men også er udtænkt med respekt for historien, har nu taget form. Den viser sig bl.a. i form af et nyt website, nye fotografier af smykkerne, film, der illustrerer det eventyrlige univers og en relancering af et udvalg af smykkerne. Alt kan bestilles, men i første omgang er det bl.a. spiralserien med ringe og armbånd i guld, der kan købes her og nu. Tanken er, at smykker fra arkiverne bliver relanceret løbende. Og skal der en dag designes nyt, bliver det med udgangspunkt i det eksisterende.

Med moderen på sidelinjen
Ønsket om at passe på sin fars arv har gjort, at Noam Griegst har sagt nej til
investorer og den store sum penge, der ville følge med, og i stedet kommer til at vokse langsommere og mere organisk.

 
Noam Griegst arbejdede som modefotograf i mange år, inden han besluttede sig for at føre smykkerne videre. -Søren Rønholt


"Dem, jeg talte med, lagde op til, at der skulle ansættes en designer og komme en ny kollektion hvert år – med alt fra manchetknapper til slipsenåle. Det er slet ikke det, jeg vil. Jeg har læst om store smykkemærker som Cartier og Georg Jensen, der tjener mest på det over 100 år gamle design, og laver et nyt, når de er klar til det. Men i starten af processen var jeg naiv og troede, at en investor ville være en god idé."

Det var så lige, indtil Noam Griegsts mor kom ind i spillet og var med til et møde med en investor.

"Hun sagde: "Er du sindssyg – vil du give ham halvdelen for det der beløb?" Til ham sagde hun: "Du kan give det 100-dobbelte, og så skal vi overveje det." Jeg sad dér og grinede lidt flovt ned i bordet, men han forstod godt, hvad hun sagde. Og hun havde jo ret. Men hun er ikke den mest pædagogiske type, der forklarer ting. Hun siger bare. "Nej, det, du gør, er forkert." Så må jeg selv finde en bedre vej."


 
Arje Griegsts Solopgangssøjle af guld med opal, turmalin og diamanter er fremstillet omkring 1963-64. Foto: PR

I starten troede moderen ikke helt på, at hendes søn formåede at løfte arven ordentligt. For forstod han nu, hvad han havde mellem hænderne, og hvordan det skulle gribes an?

"Men da især spiralringene begyndte at sælge, begyndte hun at blive mere blid og kunne se, at jeg havde fat i noget med min måde at gøre det på."

For Noam Griegst mærker allerede nu, at der er opmærksomhed omkring Griegst og hele det univers af gennemført håndværk, de repræsenterer. Både i udlandet og hjemme. Han oplever desuden, at der globalt er kommet et publikum, som har en helt ny måde at købe smykker på, der har overrasket ham. Han husker fra sin barndom i 1970'erne, hvordan kunder typisk kom i værkstedet flere gange i løbet af flere måneder eller år, så på det samme smykke, og – måske – en dag bestilte det.

 
Dronning Margrethe med tiaraen Morgendug, skabt af Arje Griegst i 1970'erne.  -Polfoto

Det kan stadig ske, at folk overvejer længe eller ikke vender tilbage. Men han har også oplevet kvinden fra et gods i Jylland, der havde set en ring på Instagram og uden at kende prisen eller i øvrigt gå op i den side af sagen ville købe den. Eller dem, der køber flere smykker ad gangen, når de kommer forbi, uden det er en lang beslutningsproces. Samtidig når man i dag også langt nemmere og hurtigere ud til et publikum verden over med onlinesalget og de sociale medier, som selv for smykker i den prisklasse har en overraskende stor betydning for salget – frem for med et gammeldags katalog, som man kigger på, men lægger i skuffen og måske glemmer alt om. Så han er begyndt at tro på det, og at det, han tænker skal være fremtiden, er den rigtige vej frem.

"Så hvor jeg for et år siden følte, at jeg var på fremmed grund og stod i vand til halsen, føler jeg nu, det er kommet herned til," siger Noam Griegst og peger på området lige under sit hjerte.
"Det er et godt sted at være nået til."

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display