Tidlig julegave fra Dan Jørgensen til lystfiskerne
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) er dagens mand i persillesovs - hvis man spørger de danske lystfiskere i hvert fald. Seks konkrete tiltag skal sikre langt flere fisk, bedre kontrol og flere indtægter fra lystfiskeriet.
Fri Af
Årtiers snak og uld i mund fra skiftende regeringer og ministre når talen faldt på kommerciel udvikling af dansk lystfiskeri bliver nu afløst af seks konkrete initiativer fra fødevareministeren.

Og den våde drøm om et dansk lystfisker-Mekka i international topklasse i brakvandet langs Sydsjællands og Møns kyster ser ud til at blive virkelighed.


"I ét hug styrker vi det rekreative fiskeri for de godt 500.000 danske lystfiskere og lokker flere turister til landet"

Fødevareminister Dan Jørgensen offentliggør i dag seks konkrete tiltag, der skal bane vejen for et både bæredygtigt og kommercielt, dansk lystfisker,i der skal give flere oplevelser til de godt 500.000 danske lystfiskere, lokke turister til landet og skabe langt flere indtægter til lokalområderne – i Dan Jørgensens udspil kaldt "Vandkantsdanmark".

 Og ambitionen er historisk ambitiøs. At gøre Danmark til Europas foretrukne destination for lyst- og fritidsfiskere.

"Dette er et boost af dansk lystfiskeri. I ét hug styrker vi det rekreative fiskeri for de godt 500.000 danske lystfiskere og lokker flere turister til landet. Det jeg kalder "Vandkantsdanmark" har brug for indtægter og positiv opmærksomhed, og jeg nedsætter derfor en hurtigt arbejdende Task Force bestående af folk med konkret knowhow, og de kommer inden jul med flere konkrete forslag til, hvordan vi får gang i lystfiskeri-turismen og skabt grobund for flere indtægter til lokalområderne," fortæller Dan Jørgensen.

 
Dan Jørgensen er selv en forholdsvis uerfaren lystfisker - men en af de godt 500.000 danskere der hvert år tager chancen og tager på fisketur. Her har ministeren sikret sig en Øresunds-torsk i portionsstørrelse.


Historisk momentum

"Jeg har hele tiden sagt, at jeg vil arbejde meget hurtigt med dette emne, som jo har været diskuteret frem og tilbage i årevis uden, at vi er kommet nogle vegne. Mine embedsmænd så ærligt talt også lidt trætte ud, da jeg fremsatte tidsplanen, men den har holdt vand. Jeg håber jo selvfølgelig, at jeg skal være minister i de næste 25 år, men mon ikke virkeligheden kommer til at se anderledes ud? Og jeg er altså et lidt utålmodigt menneske, så uden at gå på kompromis med fagligheden har vi nu rykket hurtigt. Den slags kræver noget politisk vilje og det udviser vi så nu," fortæller ministeren.

"Fiskeriet efter brakvandsgedder på spritklart og helt lavt vand er noget af det mest fantastiske fiskeri, der findes i hele verden"

En af de ildsjæle der har investeret mest tid og kræfter i en ny måde at tænke lystfiskeri og erhvervsudvikling sammen, er den erfarne lystfiskerekspert Gordon P. Henriksen, der faldt pladask for fiskeriet efter gedder i brakvand for årtier siden, og betegner det danske geddefiskeri som "tæt på verdensklasse".

 
Gordon P. Henriksen - kendt fra tv-programmerne Storrygeren og Fiskemissionen - har længe kæmpet for at få politisk fokus på brakvandsfiskeriet efter gedder. Som her i brakvandet omkring Møn, hvor lystfiskere fra hele Europa kommer for at opleve gedde-fiskeriet på helt lavt vand.

Han høster nu frugten af mange års fod- og lobbyarbejde, og nu er vejen banet for at skabe et profitcenter omkring Møns og sydsjællandsk geddefiskeri.

 "Fiskeriet efter brakvandsgedder på spritklart og helt lavt vand er noget af det mest fantastiske fiskeri, der findes i hele verden, og bør prioriteres, udvikles og beskyttes på samme tid. Derfor er jeg rigtig glad for fødevareministerens nye tiltag ang. brakvandsgedderne," fortæller projektleder på Fishing Zealand, Gordon P. Henriksen.

"Den vigtigste forudsætning for en produktiv lystfisker-turisme er tilstedeværelsen af store sunde fiskebestande. Fødevareministerens nye udmeldinger om at beskytte gedderne i deres vigtigste gydeområder, er et tegn på at han forstår og prioriterer dette: Til stor glæde for pengestærke turister og lokalsamfundet - men i høj grad også de lokale lystfiskere," forklarer Gordon P. Henriksen.

Læs Pleasures portræt af Gordon P. Henriksen: Han fisker efter milliarder af kroner

Guld for enden af linen - ikke i garnet

Inspireret af svenske og amerikanske erfaringer skal de mest populære fisk fremover fanges med stang, ikke i erhvervsfiskernes net, og dermed skabe store merindtægter lokalt. Hvert kilo gedde der fanges på stang indbringer allerede ca. 1200 kr. i indtægter til lokalområdet. Og undersøgelser har vist at hver fanget havørred indbringer 4100 kr.

Læs artiklen: Genudsatte gedder er guld værd

Denne indtægt skal nu sikres og udbygges ved at stoppe for erhvervsfiskeriet og indføre mere kontrol og flere restriktioner på fiskeri med net i de udvalgte områder. I perioden mellem februar og til og med gydeperioden i maj, vil gedderne have fred for netfiskeri i de udvalgte områder Præstø Fjord, Stege Nor, Jungshoved Nor og Fane Fjord.

"Så vidt jeg husker, har vi aldrig haft en minister og en regering, der har gjort så meget godt for lystfiskerne på så kort tid"

Resultatet skal blive flere og større gedder til danske og internationale lystfiskere. Foreløbig kører forsøgsordningen i 5 år. Og modellen kan brede sig ud over landet, lover ministeren.

 
Brakvandsområdet ved Storstrømmen er hjemsted for iltre brakvandsgedder der spiser sig store i sild. Drømmen om at få bugt med garnfiskeri i hele området lever videre, men tilfredsheden med de nye frednings-tiltag er ikke til at overse.

Og lystfiskerne kvitterer for den pludselige politiske medvind.

"Vi kan ikke få armene ned. Så vidt jeg husker, har vi aldrig haft en minister og en regering, der har gjort så meget godt for lystfiskerne på så kort tid. Vi er især glade for at vores forslag til ministeren er blevet taget til efterretning og nu optræder i de seks nye tiltag. Vi har dog ikke fået alt vi ønskede. Vi havde håbet på en egentlig "gamefish" status og generelt omsætningsforbud på de fem mest populære lystfiske-arter nemlig laks, gedder, aborre, ørred og sandart. Men dette er en god start og en bevægelse er sat i gang," fortæller formand Verner W. Hansen fra Danmarks Sportsfiskerforbund.

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler

Cxense Display
Cxense Display