En succes er født: "Jeg (og Mary og Frederik) kommer helt sikkert igen næste år"
Heartland Festival der er placeret charmerende ved det underskønne Egeskov Slot har med ét sat sig på high end-festival-tronen og det blev understreget ved privat royalt besøg. Og en civiliseret og gennemført hyggelig stemning. En succes er født.
Foto: Morten Rygaard.
Fri Af
Allerede ved de første nysgerrige skridt op ad grusgangen til festivalen Heartland, er det tydeligt, at der er dækket op til fine gæster. Og de næste timer og dage siver det ind, at det er os, festivalens gæster, der er æresgæsterne.

Adelen i dag er afhængig af indtægter fra alle os andre, og det kommer der nogle gange meget smukke momenter ud af. Som nu Heartland Festival på Egeskov Slot ved Ringe på Fyn.

"Publikums procentdel af pinger fra erhvervs- og kulturlivet er tårnhøj til denne midtfynske havefest bl.a. med deltagelse af kronprinsesse Mary og kronprins Frederik"

 
Voksent. Civiliseret. Og kvalitet hele vejen rundt. Det kendetegnede Heartland Festival. Foto: Peter Kirkegaard

Slottet er et ikonisk centrum

Heartland Festival er arrangeret af Live Nation, der også står bag Wildernessfestivalen ved Oxford, som de fynske entreprenører har som forbillede.

Her på havestien dingler lysekrone efter lysekrone mellem trætoppene, og de fem meter høje hække giver med jævne mellemrum små glimt af Egeskovs middelalderslot, som er festivalens ikoniske centrum.

"Her er ingen teenagere, der har tanket op på shots i lejren, og territoriet er ikke pisset af gennem fem forudgående dages camping"

Magisk skær

Som en pendant til Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene, står Egeskov Slot med sin eventyrlige tilstedeværelse som det naturlige centrum og sender et magisk skær over de to dages program.

Ingen tvivl om, at det må have bidraget til tiltrækningskraften på de verdensstjerner, der er på programmet, at de er indlogeret i de utallige gæsteværelser bag de næsten 500 år gamle murstensmure.

 
Der var to scener, Lowland og Highland, som afløste hinanden med et kvarters mellemrum dagen igennem. Foto: Rico Feldfoss.

Fra Abramovic til Åsne

Det amerikanske rockband The Flaming Lips, den verdenskendte norske journalist Åsne Seierstad, den serbiske performancekunstner Marina Abramovic, der for tiden huserer på de sociale medier med en populær video fra MoMa i New York og vores egen Bjarke Ingels, stor-større-BIG-arkitekten, der trækker fulde huse i Talk-teltet lørdag, hvor han diskuterer "On Instruments of Change" med musikfænomenet Brian Eno, modereret af forfatteren og musikeren Kristian Leth.

"We are fed up with stupidity, empty calories and stereotypes. We want to aim higher"

Anti-Kardashian

Det er ikke ligefrem et program, der taler til laveste fællesnævner, og grevinde Caroline Søeborg Ahlefeldt sætter da også barren helt anderledes højt end mange af landets festivaler, da hun leverer sin velkomsttale på formfuldendt britisk:

"One could state that Heartland aims at making a bold "anti-Kardashian-move" in the world. We are fed up with stupidity, empty calories and stereotypes. We want to aim higher. We want to reclaim curiosity, reflection and a sense of wonder," sagde hun med et lykkeligt smil og spænding i øjnene, før hun åbnede først Brian Enos lydinstallation "The Ship" i slottets ridersal og kunstkollektivet A Kassens permanente kunstinstallation i slottets have.

 
Romantikken og roen var helt oppe at ringe og ofte så man ensomt siddende festivalgæster bare sidde og tage stemningen ind. Foto: Morten Rygaard.

Dengang med Midtfyn

Der er sandt for dyden sket noget, siden jeg sidste gange i 1990 var på festival på Midtfyn.

Det var i dåsemajsens storhedstid, og conduiten var noget tættere på halbal end hofbal – eftertrykkeligt indprentet i min hukommelse af det varme strøm af urin en medgæst lod plaske ud over mine gamacheklædte ben under Tracy Chapman.

Ingen bankelamme typer

I dag nyder samværet en helt anden kvalitet, og her er ingen bankelamme typer med sjove hatte og hænder i trusserne på den første og bedste dame – der er ingen indlejrede invitationer til dem i det relativt følsomme musikprogram.

Her er ingen teenagere, der har tanket op på shots i lejren, og territoriet er ikke pisset af gennem fem forudgående dages camping som på visse andre festivaler. Her dufter af træer, blomster, marker, bål og frisk luft, og maden er højt hævet over de fleste provinsbyers udbud.

 
Banquet-teltet bød på lokal gastronomi - en af festivalens fire robuste ben. Foto: Chris Tonnesen.

Madteater og cowboytoast

Økologi er mere normalen end undtagelsen, og "Heartland Banquet" af bl.a. Falsled Kros Per Hallundbæk med fynske råvarer var det gastronomiske flagskib iscenesat af madkunstneren Mette Martinussen, kendt fra Madeleines Madteater og Restaurant 1. th.

Men boderne byder også på masser af comfort food fra marokkansk gryde, vegetarburger (det eneste, der flere gange blev meldt udsolgt) og sushi til grove pølser med rabarber-chili-relish hos Steensgaard og cowboytoast med friske urter og Vesterhavsost tilsat økologisk fadøl fra fynske Albani hos Jespers Torvekøkken.

Forbavsende få steder er køerne lange, og toiletterne er altid tilgængelige, hvorfor der heller ikke er blottede tissemænd i hvert et hjørne.

 
Norske Susanne Sundfør havde publikum i sin hule hånd. "Kjempe koselig festival" var den norske sangerindes kommentar til Heartland-magien, der allerede har manifesteret sig rigeligt til, at de mange gæster sagde, "jeg kommer igen næste år". Foto: Boris Gullev.

Mindre friture, mere Céline

Det er med andre ord en festival for voksne, dannede mennesker, gerne med kulturkonsumerende børn, der har et helt område Hjerteland indrettet i deres højde. Og stilen er en ganske anden, end den fritureindhyllede, som Egeskov Slot før er blevet kritiseret for at lægge til dagligt som forlystelsespark.

Hvad, man kunne kalde for solbrilleindekset for Heartland – hvor dyre solbriller har gæsterne på, og dermed hvor mange penge har de og/eller hvor stor fokus lægger de på mærkevarer – er utroligt bredt.

Her er alt fra modeverdenens musthaves 2016, Célines sorte i i 2500 kroners klassen, til no name eksemplarerne fra Gud ved hvilken sæson, der fungerer fuldstændigt lige så godt mod den stærke sol, der velsigner os alle på denne jomfrusæson af festival ved Kværndrup.

 
Egeskov Slot hævede stemningen et nøk opad på Heartland Festival med sin eventyrlige udstråling. Hver morgen samledes de heldige som havde fået plads til morgen-yoga og meditation ved slotsøen. Foto: Boris Gullev.


Høj hipsterfaktor

Hipsterfaktoren er også høj, især for Fyn, og den typiske Louisianastamkunde, kulturinteresseret kvinde +50 med kort, gråt hår, flade sko og rygsæk, sad ivrigt bænket i rækkevis i det røde samtaletelt. Også blandt de frivillige var gennemsnitsalderen relativt høj. Som mine bordherrer ved banketten, et nordjysk par omkring de 40 år, siger:

"Det er nu rart, at man allerede på parkeringspladsen bliver guidet af rigtige voksne..." – altså seniorer med samvittighed og et vist greb om situationen, forstås.

Strittende hvide asparges

Publikums procentdel af pinger fra erhvervs- og kulturlivet er tårnhøj til denne midtfynske havefest bl.a. med deltagelse af kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, der lørdag går rundt i mængden afslappet klædt i ternet skjorte og solbriller.

 
Sprøde og søde og lokalt dyrkede asparges bød folk velkommen ved de store spiseborde. Foto: Chris Tonnesen.

Dertil kommer parret bag interiørsuccessen Hay, Lauritz.com-stifteren Mette Rode Sundstrøm, Charlotte Hedelund Gueniau, der står bag Rice, stifter af Alternativet, Uffe Elbæk, teaterdirektør Vibeke Windeløv, tidligere forlægger og nu markedsdirektør på Gyldendal Mette Holbæk, modellen Emma Leth og selvfølgelig alle de dygtige mennesker, som konversationsprogrammet er fuldt af: Martin Krasnik, Mikael Bertelsen, Peter Sisseck, Tal R og Suzanne Brøgger for at nævne et par stykker.

De er også inviteret til at spise med ved langbordene i Banquet-teltet, hvor middagsgæsterne fniser ved synet af forrettens dirrende hvide asparges stående på pinde snasket ind i hvidlig sauce.

Den nat blev det sommer 
Sådan går man så fra det ene bevægende foredrag om revolution, ondskab, normalitet og råddenskab til lige så bevægende open air feel good musik på Lowland og Highland scenerne med Michael Kiwanuka (I'm a black man in a white world... - mon han havde hørt om vores lands negerdebat?), Love Shop (I nat bliver det sommer – ja, det gør det nemlig!) og Anne Linnet, der sætter ord på helhedsfornemmelsen, der er lykkedes arrangørerne at skabe:

"Det virker næsten, som om disse store, gamle træer i sin tid blev plantet for, at vi skal lave Heartland i år."

 
Talk-teltet var de facto ca. to gange for småt i forhold til publikum interessen. Og mange gik forgæves og måtte se og høre samtalerne på fladskærme. Det skal festivalen have styr på til næste år. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Der bliver rift om pladserne

Haven, menneskene, maden, meningerne på denne bakkede plet på Fyn går lige i hjertet. Lysekronerne over grusstien mod udgangen er tændt, da mørket har sænket sig, og folk samler sig omkring de opsatte bålsteder i terrænet og under et lysindpakket platantræ.

I år var der omkring 6000 gæster inklusive de lokale frivillige, og fredag var der tomme pladser her og der.

Finanserne er sikret til to år mere, lover Caroline Søeborg Ahlefeldt. Lur mig, om ikke der næste år bliver - en grænsende til udannet - rift om en plads til et moment af en "sense of wonder" i Ahlefeldternes gamle have. 


  

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler