Jagten på danske mesterværker ved verdens største kunstmesse
Børsen har besøgt verdens største kunstmesse, hvor rigmænd indtil på søndag lander i privatfly og jagter deres næste store samlerobjekt. Det kan både være Thorvaldsen, Finn Juhl, Matisse og Picasso
Foto: Michael Solgaard
Det er sjældent, at den første samtale, man overhører i en kø, er, hvorvidt man også i år er arriveret med privatfly. Ikke desto mindre var det emnet for to gentlemen, da de forrige torsdag stod ved indgangen til messecentret i Maastricht og ventede på, at dørene blev slået op.

Siden 1988 har Tefaf, som messen hedder, lokket rigmænd til den hollandske by for at købe kunst og antikviteter. I det globale kunstmarked med en årlig omsætning på 315 mia. kr. er Tefaf et af højdepunkterne.

"Det er høje priser, men når man tænker på, at et Le Corbusier-skrivebord kan koste op mod 800.000 euro, så har priserne for danske møbler slet ikke toppet endnu."

Derfor lander der hvert år, midt i marts (messen slutter på søndag), omkring 200 privatfly i den lille lufthavn, og købestærke samlere i jakkesæt og smukke kjoler myldrer ind i et slaraffenland af malerier, skulpturer og møbler.

Se nogle af de bedste køb på kunstmessen her


Tænk kombinationen af British Museum og Tate i London, MOMA og Metropolitan i New York eller Glyptoteket og Statens Museum for Kunst i København, når 275 af verdens bedste gallerier tilbyder varer af den allerfineste kvalitet.

Fascinerende at spørge om priser på et Matisse-maleri

Det er en fascinerende oplevelse at pege på en mexicansk lerdukke fra år 800 f. Kr. og spørge om prisen. For ikke at tale om Rodin-skulpturer fra slutningen af 1800-tallet og Matisse-malerier fra 1940'erne.

"De store samlere behøver ikke drøne Paris og London tyndt. Her får de serveret alle de fine gallerier på et sølvfad," siger danske Ole Høstbo.

Han er ejer af Dansk Møbelkunst, som er det eneste danske galleri på Tefaf, og han har til hverdag galleri i Paris og showroom i København. For sjette gang deltager han på messen med sine danske designmøbler, i år med særlig fokus på Finn Juhl, og selv om standen koster mere end 500.000 kr., er det en god forretning.

"Jeg har kunder overalt i verden, både Brasilien, Libanon, Kina og USA, og mange af dem møder jeg her. Den særlige historie, hvor dygtige arkitekter som Finn Juhl og Wegner samarbejdede med dygtige snedkere, er unik i verden," fortæller Ole Høstbo.

I løbet af messens første time solgte han fire af Wegners Tyrestole og en af Ejner Larsens og Aksel Bender Madsens Metropolitan-stole til hhv. 32.000 euro (240.000 kr.) og 20.000 euro. Det hele til et belgisk ægtepar.

"Belgien er det land i Europa med flest samlere af dansk møbelkunst. I det hele taget er der langt større tradition for at samle i lande som Schweiz, Tyskland, Frankrig og Belgien. Der er det noget, man har gjort i generationer. Også de unge er med."

Haldor Topsøes dyre skrivebord

Det enkeltstående dyreste møbel på Ole Høstbos stand er en spirallampe af Poul Henningsen til 90.000 euro, men et Finn Juhl-skrivebord, der tidligere har været Haldor Topsøes private, er måske det mest interessante. Det smukke bord i palisander og ahorn blev på andendagen købt af en amerikansk kvinde for 80.000 euro.

To af Finn Juhls PJ 45-lænestole stod samlet til 110.000 euro, mens en sofa koster 80.000 euro og allerede er solgt.

"Det er høje priser, men når man tænker på, at et Le Corbusier-skrivebord kan koste op mod 800.000 euro, så har priserne for danske møbler slet ikke toppet endnu."

Andrew Duncanson fra det svenske galleri Modernity, giver danskeren ret. Svenskeren har messens dyreste danske møbel til salg. En Peder Moos-skrivebordsstol til 200.000 euro.

"Den er næsten mere en skulptur end en stol," siger svenskeren og vender stolen på hovedet, så jeg kan se, det flotte understel.

"Kun hunden og katten får glæde af det arbejde. Utroligt".

Sammenlignet med messens dyreste værk, et maleri af den tyske maler Max Beckmann fra 1934 "Naila" på det schweiziske gallerie Henze & Ketterer, til 25 mio. euro, er de danske kunstnere på Tefaf billige.

Skulptur af Thorvaldsen til 5,8 mio. kr.

På det hollandske galleri Joan Wijermars har de en smuk marmorskulptur fra 1826-28 af vores store skulptør Bertel Thorvaldsen. Den en meter høje Amor er sat til salg for 780.000 euro. Den højeste pris for et stykke dansk kunst på messen.

Det dyreste Asger Jorn-maleri står til 750.000 euro hos det hollandske galleri Jaski, der specialiserer sig i Cobrakunst.

"Karl Appel og Asger Jorn er de dyreste cobrakunstnere. Og lige nu stiger interessen meget, særligt i USA," siger gallerist Robbert van Ham.

Et fiskefad af Georg Jensen i sølv til 110.000 euro, glaskunst af Tobias Møhl til mellem 16-59.000 euro og et lille maleri af Peter Ilsted til 110.000 euro er andre eksempler på dansk kunst på Tefaf.

Den største danske overraskelse er et stort maleri af københavnermaleren Paul Fischer. Det flotte billede fra Cirkusbygningen i 1891 med bl.a. P.S. Krøyer blandt publikum koster 250.000 euro. Forhåbentlig vender det tilbage til Danmark. Men man skal skynde sig.

"Det kan godt være, at Paul Fischer ikke er så kendt i udlandet, men god kvalitet kan vi altid sælge. Og der har været stor interesse for maleriet," siger Bob Albricht fra galleriet af samme navn.

miso@borsen.dk

Børsen var inviteret til Maastricht af Tefaf

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler

Cxense Display
Cxense Display