Tre store musikoplevelser du ikke må gå glip af i 2018
Foto: Polfoto
Fri Af
Det er en god idé at bestille billetter allerede nu, hvis du ikke vil gå glip af årets største musikoplevelser. Børsens musikanmelders favoritter er på stenbroen, slottet og i arenaen

Storbytyper i grønne omgivelser

De er svært at forestille sig et mere urbant band end LCD Soundsystem fra Brooklyn. James Murphys slæng bærer New Yorks musikhistorie med sig rundt i verden, og efter et succesfuldt comeback i 2017 bliver holdet topnavn på den anderledes grønne Heartland Festival. De vil kunne snakke storby med Matt Johnson, der har genoplivet The The, mens den danske del af musikken leveres af Birkerød-poeten C.V. Jørgensen, metropolrapduoen Benal og det lokale verdensnavn Mø. Heartland Festival. Egeskov Slot, 31. maj til 2. juni.

Rock for vinylkøbere
Rockprofilen er skarp på Northside, hvor den hvide guitar mest skal spilles af folk med et solidt bagkatalog. Det gælder til juni blandt andre Beck, The National og Queens of The Stone Age. Nutiden er repræsenteret af de vrede Sleaford Mods, funky Thundercat og den rablende Father John Misty. En solid pakke for vinylkøbere, der endda er krydret med de tyste 2017-favoritter Cigarettes After Sex, der ligesom Björk skal prøve at trænge igennem til det snaksalige, aarhusianske publikum. Northside Festival. Aarhus, 7. til 9. juni
 
Foto: Polfoto
ELO letter igen
Jeff Lynne har genoplivet sit gamle band og kommer for første gang i årtier til Danmark. Electric Light Orchestra var et af 1970'ernes mest populære bands med storsælgende album som "A New World Record", hvor Jeff Lynnes Beatlesharmonier fusionerede med glamrock og en knivspids disco. Det giver stadig et sukkerchok at lægge ører til popnørdens værker, og man kan forvente fugtige øjenkroge, når sange som "Livin' Thing" og "Evil Woman" slippes løs i arenaen på Amager. Electric Light Orchestra. Royal Arena, København, 16. september.
 
Foto: Carsten Windhorst

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler

Cxense Display
Cxense Display