Dansk dramaserie får international anerkendelse i Berlin
Sofie Gråbøl er en af hovedrolleindehaverne i DR's nye dramaserie "Liberty"
Foto: Danmarks Radio
Fri Af
DR's nye dramaserie "Liberty" er blevet udvalgt til at have sin verdenspremiere på den anerkendte Berlin International Film Festival i næste måned. Det skriver dr.dk. Æren er kun overgået et lille udvalg af tv-serier tidligere, såsom anmelderroste "House of Cards".

"Liberty" er baseret på romanen af samme navn af Jakob Ejersbo, og Berlinalen har bestemt, at verdenspremieren kommer til at falde mellem den 15.-25. februar.

"Jeg er pavestolt over, at vores arbejde med at bringe "Liberty" til live som dramaserie, allerede er blevet budt velkommen med så stor anerkendelse, som det er at blive udvalgt af Berlinalen. Derudover er jeg virkelig glad for, at "Liberty" får verdenspremiere i Berlin tæt på premieren i Danmark – vi kunne ikke have bedt om en større gave," siger Karoline Leth, der er producent for "Liberty".

Kulturdirektør på DR Trine Smedegaard Andersen er også meget begejstret for den internationale anerkendelse, der tilfalder DR for anden gang.

"For tre år siden var vores dramaserie "Bedrag" udtaget til Berlin, og jeg er ovenud stolt over, at vi i DR nu igen får international anerkendelse for vores stadige og langsigtede fokus på tv-drama," siger hun.

Serien udspiller sig i Tanzania i slutningen af 1980'erne og handler om to udstationerede skandinaviske familier. Connie Nielsen, Sofie Gråbøl og Carsten Bjørnlund er på listen over skuespillere. Asger Leth er hovedforfatter og Mikael Marcimain er instruktør.

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler

Cxense Display
Cxense Display