Blog: Kilimanjaro er en langsom mental rejse ud i det ukendte
For nylig besteg ca. 20 erhvervsledere i fællesskab Kilimanjaro, som er Afrikas højeste bjerg beliggende i Tanzania.
Foto: Bjarke Kobberø
Fri Af , ,
- Motionsblog

I forrige uge havde vi den meget store fornøjelse at bestige Kilimanjaro sammen med en gruppe på 20 erhvervsledere. Det var en ubeskrivelig smuk og fascinerende rejse op – og ned – af Afrikas højeste bjerg, og verdens højeste fritstående bjerg med sine 5895 meters højde.

Turen starter i små 1700 m højde, og herfra vandres der dagligt 600-1300 højdemeter fordelt på etaper af 5-12 km. Man starter i regnskov, og bevæger sig herefter op igennem alle fire klimazoner til den arktiske top. Vi overnattede i tomandstelte og var ledsaget af guides, lokale kokke og portere, der alle bidrog til en helt igennem uforlignelig oplevelse.

Men denne blog skal nu faktisk ikke handle så meget om naturoplevelsen, eller for den sags skyld det fantastiske fællesskab, der blev bygget op i gruppen gennem dagene på bjerget. For mig er det, der personligt står tilbage som den største positive overraskelse, nemlig den mentale rejse og udfordring, det var at bestige bjerget.

Mange af os lever i en hverdag, hvor der er fuld fart på. Familie, arbejde, træning, venner. Personligt er jeg enten typisk i løb, på cykel eller på en eller anden måde transporterende hele eller dele af børneflokken på fire stk. Det er meget sjældent (læs: aldrig), at jeg bare går en tur uden et særligt formål – og hvis jeg så endelig får forvildet mig slentrende afsted uden eksakt mål, er det typisk stadig med raske fjed.

I skærende kontrast hertil har vi Kilimanjaro. Når et sådan bjerg skal bestiges med succes er en af de allervigtigste retningslinjer at følge, at man skal gå MEGET langsomt op. Når man vælger en af de klassiske ruteløsninger på 5-6 dage i alt op/ned er nøglen nemlig så vidt muligt at sikre, at højdemetrene bliver tilbagelagt så langsomt som muligt, for at mindske risikoen for højdesyge. Men hvordan pokker kan det være så fantastisk at vade langsomt op af et bjerg!? For mit vedkommende skiller tre grunde sig særligt ud:

Meditation i fremdrift
Jeg synes hurtigt, at det virkede ret meditativt at vandre langsomt op gennem det meget varierede landskab. Til at starte med var fokus naturligt på at suge alle de nye indtryk til sig, finde sig til rette, lære alle deltagerne bedre at kende og sikre, at alle fik en god start på opstigningen. Men når der tilbringes op mod 8-10 timer hver dag på vej fra den ene camp til den næste, opstod der naturligt også perioder, hvor jeg fandt mere ind i mig selv, og tankerne kunne flyde, mens det ene skridt ganske roligt afløste det næste, og landskabet sneglede sig forbi. Jeg er nok et eller andet sted ret rastløst anlagt, med et instinktivt drive mod at der gerne må være noget action. Det var derfor en stor gave, at vi blev "tvunget" til at bevæge os så roligt frem. Når det nu tjente så godt et formål, var det intet problem at forlige sig med, og tilførte altså rejsen et helt centralt element.

Offline
I smuk harmoni med den fredfyldte sneglegang, var der temmelig ringe mobildækning på bjerget. Og tak for det! Det kan lyde banalt, måske endda tåbeligt at det overhovedet kan være en overvejelse værd. Men helt ærligt, som så mange andre er jeg da helt sikkert også i en eller anden grad (for) afhængig af den mobile sutteklud. Det var en meget understøttende faktor for den mentale fordybelse og rejse, at det slet ikke var en option lige at skulle tjekke beskeder, dele mere eller mindre relevant stof med resten af verden på de sociale medier osv. Faktisk var det ganske underholdende at se, hvordan en let stemning af panik og rastløshed ramte gruppen, da det stod klart, at dækningen var så mangelfuld, og hvordan der til at starte med ihærdigt blev søgt efter spots, hvor der var lidt dækning, så nyt kunne sendes til/modtages fra hjemmet. Helt utroligt viste det sig dog hurtigt, at vi alle overlevede ganske fint uden blinkende skærme i hånden, hvilket frigav både synsvidde og mental kapacitet til at være på bjerget, i øjeblikket, i naturen, i nærhed med rejsefællerne og sig selv.

Den hårde kamp mod toppen
Turen op gik med rigtig fint overskud for mig rent fysisk. Det rolige tempo, og det relativt fremkommelige terræn gjorde, at de første dage ikke var hårde rent muskulært eller kredsløbsmæssigt. Højden spillede mig heller ikke de store puds de første dage – bevares, selvfølgelig kunne det mærkes, at de er lidt mere nærige med ilten, når højden tager til, men ikke noget der fremkaldte hverken hovedpine, kvalme eller hvilke andre lyksaligheder, man nu kan blive beriget med på vej mod/gennem/over skyerne. Men det skal jeg da lige love for ændrede sig, da vi passerede 5000 m. højde. Det var ikke nødvendigvis højden alene, men nok den akkumulerede træthed og alle indtrykkene, der begyndt at slå ud.
Efter at have gået det meste af fjerdedagen op til "base camp" i 4600 m højde, var der et hvil på ca. seks timer, hvor der blev spist, slappet af og klargjort til sidste ryk mod toppen. Det startede lige omkring midnat, og så gik det ellers i fin slangeformation og med pandelampe, op, op, op mod toppen. Det er rigtig svært at beskrive hvordan det var hårdt – men det var virkelig, virkelig hårdt!! På en helt anden måde end jeg nogensinde har prøvet før. Hjernen gik stille og rolig i stå, og det var en stor mental kamp at holde kroppen i fremdrift. Alt skreg på bare at sætte sig, måske endda lige tage en lur, men af mange grunde ville det være en temmelig dum strategi. Toppen skulle nås, og det blev den syv til otte timer efter start. Distancen fra base camp til toppen er vel at mærke 5-6 km, så ja, det giver en hastighed på under 1 km/t. 

Hvor oplagt det end må lyde, gav det simpelthen ikke mening at prøve at presse kroppen hurtigere frem og op. Der blev altså virkelig skubbet mentale grænser, da det var mange timer til fods i mental træt og ilt-underernæret tilstand – hvortil skal lægges små tre timers rask trav tilbage til base camp. Det var super fascinerende at opleve, hvordan kroppen reagerede på højden, hvordan hjernen håndterede situationenog hvordan alle deltagere kæmpede deres egen, men samtidig også en fælles kamp for at nå toppen. Det gjorde vi, og det var HELT fantastisk. Det er vildt, hvilke ressourcer kroppen ligger inde med, hvordan den tilpasser sig, og hvordan den kan meget mere, end vi lige render rundt og tror. Jeg synes, jeg har prøvet at udfordre mig selv fysisk og mentalt i rimelig fornuftig grad over årene, men det her var nok det vildeste, jeg har prøvet indtil nu.

Så hvad er hovedbudskabet i denne lavine af tanker? Det er ikke løsningen på en eller flere af universets store gåder, det kan vi hurtigt blive enige om. Men en meget veltimet og værdifuld påmindelse om og erfaring med, hvor meget det kan give lige at sænke tempoet en gang i mellem. At slukke den forbandede mobil. At kigge op, nyde detaljerne, og nyde selskabet. Og at kaste sig ud i nye eventyr, der udfordrer og beriger på måder, det kan være svært at forudsige inden.

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler

Cxense Display
Cxense Display