Nokia satser en milliard kroner på franske fristelser
To år efter Microsofts køb af Nokias mobiltelefon-afdeling, er den finske elektronik-koryfæ klar til at opruste på gadgetfronten.

 Fra hovedkontoret i den by finske by Espoo meddeler selskabet, at man har i sinde at erhverve den franske gadgetmager Withings for en pris i omegnen af 1,25 mia. kr. Det skriver Nokia i en pressemeddelelse.

Withings står bag en række anmelderroste gadgets som bl.a. aktivitetstrackeren Withings Go, smarturet Activité og den avancerede klokradio Aura.

Med købet træder Nokia for alvor ind i markedet for enheder opkoblet til Internet of things, og ifølge Adm. direktør i Nokia, Rajeev Suri, ligger det helt i tråd med virksomhedens langsigtede strategi.

 
En af Withings succeser er det kombinerede armbåndsur og aktivitetstracker, Activite.

"Vi har hele tiden sagt at digital sundhed var et strategisk interesseområde for Nokia, og nu griber vi muligheden for at gå ind i dette store og vigtige marked. Med købet styrker Nokia sin position i forhold til Internet of Things på en måde som både løfter vores allerede stærke brand, og samtidigt er købet helt i tråd med Nokias ønske om at øge mulighederne i en verden hvor alt er forbundet til internettet. Købet af Withings putter os i midten af et enormt marked, hvor vi kan gøre en forskel i folks liv," lyder det fra manden i spidsen af den finske virksomhed, der i dag har haft spenderbukserne på.

Withings blev grundlagt i 2008 og har i dag omkring 200 ansatte fordelt på kontorer i Frankrig, USA og Hong Kong. Og grundlægger af Withings Cédric Hutchings ser frem til et samarbejde med de nye ejere.

"Siden vi startede Withings har vores helt store passion været at gøre det muligt for folk at tracke deres livsstil og forbedre deres sundhed og helbred. Vi er spændte på at gå sammen med Nokia og bringe vores vision om digital sundhed ud til endnu flere mennesker," lyder det fra den adm. direktør i en pressemeddelelse.

  

Læs seneste udgaver