Brandvarm branding-tendens skal indfange generation Z
Vimplen "Alien og Ko" er et af de mest ikoniske syn på pladsen foran Orange Scene. Nu er den blevet foreviget som sin helt egen emoji, publikum kan sende til hinanden på mobilen.
Foto: Scanpix & PR-foto
Starbucks har dem, Kim Kardashian har dem og i England kan de ligefrem erstatte tallene i din pinkode til mobilbanken.

Og nu er Roskilde Festival også repræsenteret blandt den lange række af brands, der har deres egne emoji'er.


"Mange brands er begyndt at købe ind i ideen om deres egne emojis fordi mange i særligt den yngre målgruppe, bruger emojis meget"


De populære, animerede ikoner kan bedst beskrives som en videreudvikling af de simple smileys, der er blevet skam sendt fra enhver mobiltelefon siden sms'ens indtog. Og fra festivalens side er lanceringen af de særlige Roskilde Festival-emoji'er en oplagt måde at komme endnu tættere på sine gæster.

"Emoji'erne gør, at vi kommer tættere på vores publikum og den måde de kommunikerer med hinanden og med os på. Det giver os en meget bedre tilgang til deres verden, og den måde de forbruger sociale medier. Det var ud fra den tanke, at det startede," siger Dennis Kirkebæk fra Roskilde Festival, der er manden med ansvaret for udviklingen de nye emoji'er.

 Med lanceringen af de små humoristiske ikoner hopper Roskilde Festival med på bølgen af brands, som den seneste tid har fyldt de digitale app-butikker med deres helt egne udgaver af emoji'er.

Ikea, Dominos og Starbucks er blot nogle af de brands, der har deres egne emoji'er, og spørger man hos medie og kommunikationsbureauet, Mindshare, er der en oplagt forklaring på, hvorfor stadig flere virksomheder får lavet deres egne udgaver af de farverige ikoner.

"Alle brands ønsker at blive en del af deres målgruppes dagligdag, så de gør det for at ramme ned i en verden, hvor især den yngre målgruppe er stærkt repræsenteret. Og hvis du gerne vil henvende dig til yngre mennesker, så kan du faktisk formå at komme helt ind i deres private samtaler og beskedudvekslinger med de her emoji'er," lyder det fra Mette Bacher, chef for sociale medier hos Mindshare, som samtidig påpeger vigtigheden i, at brandet er tilstede, der hvor målgruppen er.

"Man kan f.eks. forestille sig, at folk der skal på Roskilde Festival har sendt beskeder med festivalens emoji'er til hinanden i perioden inden den starter. Og i jo længere tid folk bruger de her brand-associerede emoji'er, jo større chancer er der for, at brandet bliver en del af deres bevidsthed," forklarer hun.

 
Med Roskilde Festivals emoji-keyboard kan der sendes 15 forskellige ikoner, der alle oser af "orange feeling".

Kun for Iphone

I første omgang har Roskilde Festival i samarbejde med publikum og deres udvikler Greencopper udviklet 15 forskellige emoji'er, der kan installeres fra Roskilde Festivals mobil-app – så længe man har en Iphone.

Android og Windows telefoner kan ikke være med til at sende de små animerede indslag, men de kan dog godt modtage dem. På spørgsmålet om hvorvidt Roskilde Festival vil satse mere på emoji'er i fremtiden, skyder Dennis Kirkebæk beslutningen til hjørne.

"Det er noget, vi laver en evaluering på efter festivalen, og vi skal se på hvad der er af potentialer for at videreudvikle det her. Det er klart, at det har en betydning hvordan det er blevet taget i mod og hvordan emoji'erne er blevet brugt," siger Dennis Kirkebæk.

 Selvom det endnu ikke står klart hvor succesfuldt Roskildes emoji-foretagende er modtaget, så er man hos Mindshare positivt stemt overfor initiativet og tror på potentialet i emoji'er.

"Det er rigtigt godt tænkt af Roskilde Festival, for de har jo netop mange unge brugere. Det har jo folk fra 15 år og op, som tager på festival, og det er jo dem, som bruger de her emojis meget. Derfor mener jeg, at det er godt tænkt at se på hvordan man kan lave noget, hvor man er sjov og samtidig relevant for målgruppen," mener Mette Bacher, der er overbevist om, at de mange individuelle emojis bliver en marketingsstrategi vi vil se meget mere af i fremtiden.

"Mange brands er begyndt at købe ind i ideen om deres egne emojis fordi mange i særligt den yngre målgruppe, bruger emojis meget. Jeg tror klart vi vil blive ved med at se, at brands vil bruge dem, og jeg tror også, at vi vil se endnu mere udvikling på området," lyder det fra Mette Bacher.

Børsen følger pengene og personlighederne på Roskilde Festival - følg med på borsen.dk/roskilde


Læs seneste udgaver