Sådan vil Samsung lokke dig til virtuel reality
Samsung er for tiden til stede ved OL i Rio de Janeiro for at promovere virtual reality. Billedet er ikke direkte relateret til OL, men taget i forbindelse med the Electronic Entertainment Expo, i Los Angeles, USA. Arkivfoto: Lucy Nicholson/Scanpix.
Gadget Af ,
Producenten af Galaxy-smartphones begiver sig ud i virtual reality, samtidig med at salget af mobil- telefoner er faldende

Den koreanske elektronikvirksomhed Samsung har indgået et partnerskab med Comcast Corp.'s NBCUniversal og Olympic Broadcasting Services om at distribuere de første virtual reality-udsendelser af udvalgte olympiske begivenheder nogensinde ved sommerens Olympiske Lege i Rio de Janeiro - herunder åbningsceremonien, der fandt sted 5. august, afslutningsceremonien, dykning, basketball, atletik og gymnastik.

 Virtual reality ses af mange som fremtiden for teknologivirksomhederne. Teknologien forventes at ændre alt fra videospil til sport og kommunikation, og hvordan mennesker arbejder. Den er dog stadig i sin vorden, og ingen har rigtig regnet ud, hvordan man kan tjene penge på den endnu.

Samsungs investering er god træning, før de olympiske vinterlege kommer til selskabets hjemmebane i sydkoreanske Pyeongchang i 2018.

"Det giver mening for Samsung at få så meget tidlig erfaring med teknologien som muligt, så selskabet kan prøve at tage føringen," siger Dan Baker, analytiker ved Morningstar, og uddyber:

"At være foran på teknologikurven giver mulighed for bedre afkast og rentabilitet."

 
Blandt selve sportsgrenene, der bliver produceret virtual reality fra, er basketball-turneringen. Billedet er fra kampen mellem USA og Venezuela, som amerikanerne vandt med cifrene 113-69.
-Foto: Eric Gay/Scanpix


80 ud af 6700 timer

Selv om Samsung har eksklusive virtual reality-rettigheder gennem NBC til OL 2016, vil kun omkring 80 timer ud af de 6700 timers sendetid blive transmitteret med teknologien.

Og de vil blive sendt med en dags forsinkelse. Oven i købet vil seerne få brug for Samsungs Gear VR-headset, en Samsung Galaxy-smartphone, et kabel-tv-abonnement og NBC Sports-appen.

Indbyggerne i Brasilien, hvor OL bliver transmitteret af mediekoncernen Globo, vil ikke have adgang til NBC's virtual reality-udsendelser.

Samsungs fremstød for at slå til lyd for virtual reality rundt om på jorden i Brasilien omfatter 13 såkaldte Galaxy Studios - herunder ét på stranden i Copacabana - hvor turister kan prøve den nye teknologi.

Opbremsning i smartphone-salg

Samsung har vendt sig mod virtual reality-teknologi midt i en opbremsning i væksten i salget af smartphones i luksusklassen.

Med konkurrenter som Apple Inc. på vej ind på markedet for virtual reality og det relaterede marked for forstærket virkelighed håber Samsung, at selskabets højt profilerede olympiske investering vil ramme hovedet på sømmet, hvis forbrugernes opmærksomhed skifter, og virtual reality bliver en væsentlig kilde til vækst.

 "OL vil give ekstra momentum til virtual reality," siger Mario Laffitte, Samsungs chef for marketing og erhvervsanliggender i Latinamerika, i et interview i Sao Paulo.

Han tilføjer:

"Virtual reality rider virkelig på en stor bølge lige nu."

Samsung står over for et paradoks i udbygningen af sin formåen inden for virtual reality:

Med kun omkring 1 mio. aktive, månedlige brugere er det nødvendigt at skabe et større publikum for Gear VR for at være i stand til at udvikle indhold, men selskabet kan ikke tiltrække flere seere uden en masse godt indhold til at begynde med. God omtale fra OL kan hjælpe med at gøre begge dele. Der er den samme hårde nød at knække i forhold til annonceindtægter:

Annoncørerne vil være sikre på, at nok folk vil se deres indhold, før de vil investere i en ny teknologi.

"Initiativer som OL og den amerikanske basketballliga NBA er designet til at kickstarte processen," siger Dan Baker fra Morningstar.

 
Åbningceremonien på det store Maracana Stadion i Rio 5. august er blandt de begivenheder, som Samsung gennem virtual reality transmitterede fra.
-Dado Galdieri/Bloomberg


Selv om indholdet er tillokkende, er der stadig forhindringer i selve teknologien. Brugere fra de tidlige faser har klaget over alt fra overophedede telefoner til køresyge. Og den sensationelle fornemmelse af virtual reality sætter høje forventninger. Selv om billedkvaliteten er god, har det en kornet kvalitet over sig, der minder om fjersynets spæde begyndelse. Det når ikke op på samme niveau som hd-tv. Og så er der selve hardwaren.

"Vi er i samme fase i forhold til hardware, som da mobiltelefonen var på størrelse med en mursten," siger Brad Allen, direktør for NextVR, der sender livebegivenheder i virtual reality.

"Når først du får nogle smarte briller, og de ikke vejer det store, kommer du til at tage dem på og aldrig se dig tilbage."

Et andet problem med det nuværende virtual reality er, at det fjerner meget af den sociale interaktion. Det at tage et par virtual reality-briller på isolerer med vilje brugeren, hvilket ikke nødvendigvis passer ind i atmosfæren, når familie eller venner nyder 100-meter-finalen eller ser Michael Phelps skrive olympisk historie.

Tv stadig det foretrukne

"Min kone er ligeglad [med golf], så det er sikkert fint, men at se fodbold med mine venner ville jeg ikke gøre i virtual reality," siger Derek Belch, adm. direktør for sports-virtual reality-selskabet Strivr. Mens Samsung og NBC muligvis håber på at komme i historiebøgerne for deres bidrag til de teknologiske gennembrud ved OL i Rio, så er almindeligt fjernsyn ikke klar til bare at afstå sin plads endnu.

"Jeg tror, at vi er langt væk fra, at tv opgiver sin dominerende stilling i forhold til, hvordan folk som forbrugere oplever OL," siger Gary Zenkel, der er direktør for NBC Olympics.

"Men det er dog sandsynligt, at samtidig med at markedet for virtual reality vokser, så vil mediedækningen i virtual reality også vokse," tilføjer han.

  

Læs seneste udgaver