Kinas kæmpedroner tager over i marked til 3 mia. dollar
Kinesiske SZ DJI Technology er verdens største producent af droner. Det anslås, at DJI har halvdelen af det amerikanske marked.
Foto: Qilai Shen/Bloomberg
Gadget Af ,
Kinesiske DJI er verdens største droneproducent og har omkring halvdelen af det amerikanske marked for hoppydroner. Men DJI er ivrig efter også at sælge til virksomheder

Når man ser en hobbydrone svæve over en park eller til en fest, kommer den sandsynligvis fra SZ DJI Technology, bedre kendt som DJI.

 Det ti år gamle kinesiske selskab er verdens største producent af de små flyvende foto- og video-optagere og har omkring halvdelen af det amerikanske marked, lyder det fra dronekonsulent Colin Snow, der er adm. direktør for Skylogic Research.

Nye regler

I sine ti år har DJI dog også opnået at blive berygtet i et vist omfang. Dronen, der nødlandede på Det Hvide Hus' græsplæne sidste år, var fra DJI, og det var den, der summede omkring den japanske premierministers kontor et par måneder senere også.

"Skylogic vurderer, at det 1,1 mia. dollar store amerikanske dronemarked vil nå op på 3 mia. dollar i 2018"

Så samtidig med, at de amerikanske luftfartsmyndigheder har forberedt at lette restriktionerne for kommercielle ubemandede fly, der vejer mindre end 25 kilo, arbejder DJI hårdt på at afværge en ny bølge af kinesiske konkurrenter og overbevise erhvervskunder om, at det netop er deres design, de skal prøve.

 Blandt de nye regler: Droneoperatører vil kunne søge om dispensation til at flyve om natten, henover befolkede områder og ud af synsfeltet. Desuden vil operatørerne kun behøve at bestå en skriftlig luftfartsprøve; et pilotcertifikat er ikke påkrævet.

"Hvad ændringen i virkeligheden gør, er, at den sænker adgangsbarrieren og gør det muligt for virksomhederne at eksperimentere med droner," siger Brendan Schulman, DJI's chef for politiske og juridiske anliggender.

"Man behøver ikke at tilbringe uger på flyveskole og tusindvis af dollar for at få en flyvetilladelse."

 
Det anslås, at det amerikanske dronemarked vil nå op på 3 mia. dollar i 2018. Arkivfoto: Patrick T. Fallon/Bloomberg.

Marked kan nå 3 mia. dollar i 2018

Colin Snow fra Skylogic vurderer, at det 1,1 mia. dollar store amerikanske dronemarked vil nå op på 3 mia. dollar i 2018. Der er allerede mere konkurrence for DJI, der prissætter sine modeller fra 340 dollar til 6500 dollar. Kinesiske producenter er begyndt at slå til lyd for konkurrerende maskiner, der har funktionerne fra DJI's droner i luksusklassen til priser som de billigste modeller, siger Hendrik Bödecker, der er stifter og finansdirektør ved analysevirksomheden Drone Industry Insights.

"Der vil være en masse pres på priserne," siger Hendrik Bödecker.

 I maj måned begyndte den kinesiske smartphoneproducent Xiaomi at sælge en serie af droner for så lidt som 2500 yuan (375 dollar).

For at holde rivalerne i skak og gøre indhug på nye markeder forsøger DJI at tilbyde flere funktioner. I januar måned underskrev et datterselskab af den tyske luftfartskoncern Deutsche Lufthansa en aftale med DJI om udvikling af apps til større indsatser som dronebaserede inspektioner af højspændingsledninger og vindenergisystemer.

"DJI har allerede regnet ud, at de bliver nødt til at opskalere," siger Colin Snow.

"De kommer til at fortsætte med at opgradere deres teknologi og tilføje mere computerkraft ombord for at opnå bedre sporing og undvigelse af objekter."

Partnerskaber med IOS- og Android-softwareudviklere er en stor del af det ifølge Darren Liccardo, DJI's chef for tekniske systemer.

 Det kinesiske selskab har allieret sig med app-producenten Dronedeploy fra San Francisco om at skabe værktøjer til flyveplanlægning for dronerne.

Dronedeploy-appen gør det muligt for brugerne i grove træk at skitsere en flyveplan på telefonen med en finger, og den efterspørger justeringer, hvis planerne kræver mere, end dronens resterende batterikapacitet kan levere.

Læs seneste udgaver

Pleasure anbefaler