Få særtilbud og nyheder fra Pleasure  |  Tilmeld

Tag tilbage til fremtiden med Bang & Olufsen - for 23.495 kr.
Rullehjul? Ja, lyder svaret fra teknik-hovederne i Struer, der har skabt et topmoderne tv med firsercharme.
Længes du også tilbage til farvefjernsynets og monopolets storhedstid med udsendelser som Een gang strømer og Sonny Souffle Chok Show?

Så kommer Bang & Olufsen nu til undsætning med et retro-inspireret fladskærms tv, direkte fra Berlin.

 Det er på årets messe for forbrugereletektronik, IFA, at B&o netop har løftet sløret for et tv, der emmer af firserfjernsyn. Men heldigvis er der hverken skyggen af billedrør eller Scart-stik på fladskærmen, der har fået navnet, Beovision Horizon.

"Er en rullestand alligevel en tand for kodylt til din boligindretning, kan der også vælges vægmontering"

Ønsket om at designe et topmoderne tv, der let kan både indpasses og tilpasses en bolig med mange skiftende funktioner, har fået B&O til at skue tilbage i tiden og supplere den gængse gulvstand med en rullefod af den slags, man som oftest finder i hjemmet hos personer fra den stille generation.

 

Når der tændes for Beovision Horizon bliver der dog sagt "Cut, Elly!" til alt snak om firserfornemmelser, for den tekniske del af tv’et lever fuldt ud op til, hvad man forventer af en fladskærm anno 2016.

Her er tale om et 4-K smart-tv baseret på Googles Android-TV platform og med vanlig, kraftig B&O lyd fra højttalerne bag de anodiserede aluminiumslameller. Og skulle du tage en rulletur rundt i stuen, sørger en sensor for at justere billedet, så det står optimalt under alle forudsætninger.

 

Er en rullestand alligevel en tand for kodylt til din boligindretning, kan der også vælges vægmontering, en mere traditionel gulvstand og en staffelistand.

Beovision Horizon kommer i hhv. 40 og 48 tommer og koster fra 23.495.

  

Mest læste

Læs seneste udgaver