Få særtilbud og nyheder fra Pleasure  |  Tilmeld
Gourmet

Danmarks bedste is: Findes den her?

Retour til Pluto - og fire franske stjerner
Folkene bag restaurant Retour slår til igen med en moderne bistro, der henter indretningsmæssig inspiration i New York. Gastronomisk set er der fokus på især Frankrig.
Foto: Nanna Kreutzmann
Gourmet Af
På planeten Pluto kan man smovse i et væld af lækre retter til forbløffende små penge. Nå nej, det er jo ikke en planet, men en ny restaurant opkaldt efter denne.

Folkene bag restauranten er Rasmus Oubæk og Jesper Marcussen, kendt fra Retour og Retour Steak i København med køkkenchef Bjørn Rosendal Jacobsen som partner.
Vin og mad er af høj kvalitet, mens brandvarme tallerkener, tjenere der trækker stolene ud samt god komfort ikke er med i prisen

Sammen kører de New York-stilen i et stort, råt lokale med rustikke plankeborde, hårde træstole og godt knald på musikken, der denne aften lyder inspireret af amerikansk R&B snarere end La Marseillaise.

Det er et blandt flere tegn på, at den velkendte frankofile stil, som Rasmus Oubæk er kendt for, ikke dominerer fuldstændigt på Pluto.

Køkkenchef Jacobsen har da også været ude i verden. Han han har arbejdet på bl.a. den molekylærgastronomiske restaurant WD50 i New York og Tetsuya i Sydney, hvor det japanske køkken møder det australske og det franske.

Knivmuslinger med urteolie og citron.

Det gør man bestemt også på Pluto. Ganske vist bydes der på asiatiske lækkerier som svinebryst i dampet bolle og grillet blæksprutte med chili. Men det er og bliver sager som tourte med foie gras, paté de campagne, marv med persille, franske pølser og snegle, der dominerer.

Slap af med bøffen

Men hov, hvad er det? Bøf bearnaise med fritter mangler. Så slap han da endelig af med bøffen, den gode Oubæk, som har klaget sin nød over, at alle ville have netop denne ret, der da også var grundstenen til hans store popularitet i bistrogenren.

Og hvor ville det da også være forudsigeligt – måske ligefrem kedeligt – hvis den gode gamle traver endnu engang skulle i manegen. Nej, forandring skal der til, og forandring det byder Pluto på.

I én skøn forvirring med retter som bagt knoldselleri, sauteret kål, grøn salat med fløde, maccaronigratin og polenta, for nu bare at citere fra kortets afsnit med sides.

Sprødstegt foie gras, udbenede kyllingevinger, ravioli med basilikum, parmesan og friterede basilikumblade.

Det minder om den nye bevægelse på restaurantscenen, hvor nogle aktører vender ryggen til dogmerne og i stedet går freestyle i et køkken á la restaurant Kogt, som kokkene Kragelund og Thøstesen introducerede i sommer.

Konkurrenter på kig

Thøstesen er i øvrigt til stede som gæst denne aften, ligesom jeg ude på gaden ser køkkenchef Mikkel Egelund fra den nærliggende, gode Bistro Pastris. Formummet i en hættetrøje spejder han nysgerrigt ind i restauranten, som er en ny konkurrent i kvarteret.

På besøg er også Madklubbens restauratør Anders Aagaard, en af de fremmeste eksponenter for bølgen af "en-hel middag for et par hundrede kroner"-restauranter, som har vendt op og ned på restaurationsbranchen inden for de seneste år.

Sådan en er Pluto ikke, Pluto er sin egen, og det er godt. Vinkortet går mod interkontinentaliseringen ved at fokusere på europæiske vine i såvel den billige som den dyre afdeling.

Samlet bedømmelse
4 af 6 stjerner
 
Mad
4 af 6 stjerner
 
    Drikkevarer
4 af 6 stjerner
 
Betjening
4 af 6 stjerner
 
    Indretning
3 af 6 stjerner
 

Man kan få et glimrende glas hvidvin til 80 kr. – en Saint Veran – og et tilsvarende glas Morgon til 90 kr. For 400 kr. får man en charmerende flaske syrah, Lasyrah du Rouquemoute, laves af på burgundisk vis af Frederic Cossard i Bourgogne, men på syrah-druer hentet i Sydfrankrig.

Vinene klæder maden, som jeg begejstredes over, lige fra de indledende "croutons" (35 kr.), der var skiver af brød med dels andelever og -hjerte i en urtekrydret blanding, dels lun, saftig svinerillette.

Læs også: Fiskepletskud i Aarhus

"Croquettes" (40 kr.) var sprøde, friterede, panerede kugler med dels brissel, dels svineskank og foie gras. Knivmuslingen (85 kr.) blev serveret i hel figur med olie og citron, og den imponerede ikke.

Det gjorde til gengæld det lille stykke ristet, saftig pighvarfilet (100 kr.) med kartoffelpuré, små, sprøde stykker kyllingeskind og lækre svampe.

En flot grillet blæksprutte med chili (75 kr.) besad ikke det chilipræg, jeg havde sat næsen op efter, men spruttens kvalitet var herlig, armene møre, kroppen saftig og fast.

Afslappet stemning og lækre retter til forbavsende små penge i nyåbnede restaurant Pluto.

Den dampede hvedemelsmelbolle (90 kr.) sad lige i øjet, med sin kombination af varm, luftig bolle fyldt med møre skiver af svinebryst og en pikant røget, hoisinbaseret sauce.

Skal jeg pege på en ret, som udtrykker Rasmus Oubæks stil mest komplet, må det være "vinger, foie gras, pasta, morkel" (100 kr.), som det hedder på nutidigt menusprog.

Den byder på to solide kyllingevinger, som er samvittighedsfuldt udbenet og stegt til sprød saftighed.

Deres fasthed er en fin kontrast til den perfekt stegte foie gras, sprød på overfladerne og fast indvendig.
Mellem disse to yderpunkter finder vi to hjemmelavede ravioli, kogt aldente og med fyld af salvie.

De såkaldte croutoner er brødskiver med andelever og -hjerte samt svinerillette.

Herudover et par glaserede skalotteløg, et par spåner af parmesanost og nogle sprøde, friterede salvieblade. Denne herlighed serveres med en delikat, koncentreret sauce samt en slange i paradiset: Morkler med rester af sand.

Der var bestemt ingen knas i den syndigt lækre portion maccaronigratin. I USA kendt som mac'n'cheese og introduceret af den fra Europa hjemvendte præsident Jefferson i 1802. Var det mon trangen til mac'n'cheese, som havde lokket den amerikanske Noma-køkkenchef Matthew Orlando til Pluto?

Jeg glemte at spørge, men at en gastronom af hans kaliber træffes i restauranten siger et og andet om branchens forventninger til stedet.

Forfriskende dessert med citron, saltet karamel og hasselnøddeis.

For med den respekt, der står om Oubæk og Markussen, så er dette en åbning af de betydningsfulde. Det vil dog være uklogt at stemme forventningerne alt for højt, for Pluto lader til at være et afslappet spisested med yderst fornuftige priser.

Såvel vin som mad er af høj kvalitet, mens gourmetrestaurant-adelsmærker som brandvarme tallerkener, tjenere der trækker stolene ud samt god komfort ikke er med i prisen.

Pluto befinder sig et helt andet sted, og der befandt undertegnede sig rigtig godt.

Læs også:
Billigt bornholmsk køkken i særklasse
Italiensk mad for de magelige
Knivskarpt nyt bøfhus i København
.

Mest læste

Læs seneste udgaver

Seneste artikler i Pleasure sektioner