De søde dråber som forener passion og penge
Michael Noer har godt 400 flasker portvin liggende trygt og godt i sin kælder på hjemmeadressen i Aabenraa. Han nyder smagsoplevelsen, men ser også portvin som en måde at kombinere penge og passion.
Længe har der været et etableret marked for folk, der ønsker at handle med rødvin og whiskey. Men meget tyder på, at interessen for portvin nu også er stærkt stigende.

 For Michael Noer er portvin en skøn drik og noget, som han investerer stort i. Hans interesse for portvin har udviklet sig og modnet i en del år - nøjagtigt ligesom portvinene i hans kælder.

Han arbejder til dagligt som erhvervsassurandør i Danske Forsikring, men når han skal hygge sig i sin fritid, gør han det bl.a. ved at investere i nye portvine til den velpolstrede samling.

"Hvis man satser benhårdt på portvin, bør man gå efter deklarationen Vintage fra Portvinsinstituttet"

"Det er meget forskelligt, hvor meget jeg køber. Nogle gange 24 flasker – andre gange 36. I gennemsnit køber jeg nok portvin for 3000 kr. om måneden," fortæller 43-årige Michael Noer.

Selvom investeringen godt kan gå hen og koste adskillige tusinde kr. om året, nyder han at se sin samling vokse. En af de ting, der gør det sjovt for ham at have portvin som hobby, er, at se værdien af flaskerne stige.

"Det sjove er, hvis jeg kan købe en flaske nu, som jeg giver 300 kr. for, og hvis jeg så gemmer den i en kælder i ti år, hvorefter den måske har en værdi på 1500 kr. – så er det rigtig sjovt at drikke sådan en flaske," forklarer Michael Noer.

 
 Michael Noer har et hav af forskellige flasker i sin vinkælder.

-Michael DrostHansen

Det er mere interessen end det er investeringspotentialet, der driver ham. Og en god del af de flasker, han køber, får da også lov til at gære nogle år i vinkælderen, inden de åbnes.

 Men Michael Noer er overbevist om, at der ligger et godt afkast gemt i de dybrøde glasflasker.

"I gennemsnit vil jeg tro, at jeg fordobler værdien af de flasker portvin, jeg har," siger han.

Inden for portvine skelner man mellem ruby og tawny – rubinrød og gyldenbrun.

De to udtryk indikerer den nuance, vinen har, når den tappes. En af de gode rubinrøde portvine er Vintage Port, og det er denne type, der virkelig kan være penge værd, hvis vinen får lov at gære i flasken i 30-40 år.

Fra skepsis til smagfuld hobby

Michael Noers interesse for den dybrøde, søde vin startede tilbage omkring årtusindskiftet. Her inviterede en af hans gode venner ham med til portvinssmagning på Hotel Ritz i det centrale Aarhus.

Forud for smagningen var Michael Noer ret skeptisk. Han havde ikke den store erfaring med portvin, og egentlig var han også overbevist om, at den søde vin ikke var noget for ham.

 "Men vinsmagningen var en kæmpe oplevelse," forklarer han.

Oplevelsen var positiv, og smagen var faktisk ganske dragende, hvilket fik ham til for alvor at interessere sig for portvin.

"Der kan være en gode penge at hente, hvis man køber de rette vine – og hvis timingen er helt rigtig"

Ifølge Michael Noer er der flere gode grunde til at rette blikket mod markedet for portvine.

"For det første smager de rigtig godt, men der er også så utrolig mange forskelle og nuancer af portvin. Jo mere man smager, jo mere forfinet bliver dine smagsløg. Man får bare rigtig mange gode oplevelser med det," siger Michael Noer.

 
 "I gennemsnit vil jeg tro, at jeg fordobler værdien af de flasker portvin, jeg har," forklarer Michael Noer.

I takt med et større og større kendskab til portvine, har han også fundet ud af, at der kan være en gode penge at hente, hvis man køber de rette vine – og hvis timingen er helt rigtig.

Han mener, at man særligt bør gå efter tre væsentlige faktorer, hvis man vil investere – vinhuset, årgangen og portvinstypen.

 Portvin af typen Vintage Port er eksempelvis en fornem portvinstype, der kun produceres i de bedste høstår.

Netop fordi Vintage-portvine er fra særlige gode årgange, er det også med til at trække prisen op – og det øger investeringspotentialet.

Selv anbefaler Michael Noer en Ramos Pinto fra 1994 som en glimrende portvin. Han ser den som en mulig investering, hvis man vil investere i en hedvin af særlig god kvalitet. Generelt er hans råd at gå efter deklareret portvin. Det sikrer nemlig, at flasken er af en vis kvalitet.

"Hvis man satser benhårdt på portvin, bør man gå efter deklarationen Vintage fra Portvinsinstituttet," siger Michael Noer.

Instituttet har til huse i den portugisiske by Vila Nova de Gaia og er det sted, hvor vinproducenterne kan få vurderet, om deres portvin er god nok til at få den prestigefyldte titel Vintage Port.

Michael Noer forklarer også, at en måde at handle på kan være ved at købe vinene en primeur (fransk udtryk om vin, der handles før druerne er høstet, red.).

Dog advarer Michael Noer om, at den løsning kan blive lidt af et lotterispil, da resultatet af den faktiske høst er meget udslagsgivende for flaskens efterfølgende værdi.

 
 Michael Noer vurderer, at han i gennemsnit bruger omkring 3000 kr. om måneden på at købe portvin.

- Michael Drost-Hansen 

Portvin vil overgå champagne

Sammen med en række venner har Michael Noer stiftet en portvinsklub.

Navnet er Bella Puerto, og sammen mødes klubbens 16 medlemmer én gang i kvartalet. Hvert arrangement har et tema, der danner rammerne omkring de portvine og den mad, medlemmerne spiser i selskab med hinanden.

 Antallet 16 er ingen tilfældighed. Det er nemlig antallet af glas, der skal til for at tømme en flaske.

Vurderingen fra Michael Noer lyder, at fremtiden inden for vinmarkedet i stigende grad vil ligge inden for portvin og champagne.

"Det, jeg mener rør sig lige nu, er portvin og champagne," siger han og tilføjer, at han dog forventer en forskel i interessen for de to vintyper:

"Jeg vil mene, at der er større potentiale i at investere i portvin, end der er i champagne."

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display