Sådan investerer du i portvin - unge årgange hitter på auktion
Michael Noer med en kasse af de i alt 400 flasker portvin som han regner med at sælge for gennemsnitligt det dobbelte af købsprisen. Her får du et par tips til selv at komme igang med portvins-investeringerne.
Gourmet Af
 Vinkælderen er gerne kronjuvelen i en kælder, der ellers er fyldt med ski- eller golfudstyr, værktøj og det, man ikke lige har fundet plads til i dagligstuerne. Mange vinkataloger har dog fortsat et ubeskrevet blad: Portvin.

For vinentusiasten og den private hyggeinvestor er der imidlertid masser af muligheder for at krydre sin vinsamling og -investering med både ekstra oplevelser og en helt ny verden af årgange, producenter og områder, man kan sætte sig ind i – og dele med en større skare.

 "Det, portvin kan til forskel fra anden vin, er, at det appellerer til flere mennesker. Det er let drikkeligt, i og med det er sødt. Derudover bliver Vintage-portvin ikke for gammelt. Meget rødvin kan også holde til at ligge ret længe, men det har for 99 pct. vedkommende en eller anden form for udløbsdato," siger Henrik Marcussen, indehaver af hjemmesiden portvin.nu og foredragsholder om portvin.

"Der findes en del engelske sider, der sælger Vintage Port, og fordi pundet har taget et dyk, kan der være gode handler at gøre derovre"

"Derudover er der jo masser af historier at fortælle, som samtidig med at det er sødt og let drikkeligt, gør meget," tilføjer han.

Sådan kommer du ombord som nybegynder

For portvine tæller især producenter – "huse" – typer og årgange for både pris og smag.

Ifølge Henrik Marcussen er det vigtigste først og fremmest, at man holder sig til Vintage-typen, der er "flagskibet inden for portvin."

Vintage-vine er udskiberens blanding fra forskellige områder og altid fra samme årgang – og så laves de kun i de rigtig gode år.

 "Inden for det ladsiggørlige, rent prismæssigt, er årgangene 1963, 1977, 1985, 1994. De er gode, fordi vinenes kvalitet og tanninindholdet er på et niveau, så de kan lægges hen i mange, mange år," siger Henrik Marcussen og understreger, at det generelt er dem, der handles på auktioner til de høje beløb.
Andre årgange dukker også op til salg, siger han, men så er det feinschmeckeri og en noget anden prisklasse.

 
Michael Noer ikke ikke kun vild med investeringspotentialet, men nyder også de dyre dråber.


"Man finder ikke længere Vintage '63 til under 1000-1500 kr. flasken. Det er måske ikke voldsomt meget, men der også flasker fra 1963, der koster over 10.000. Det afhænger af huset," siger han og tilføjer:

"Portvine har ikke oplevet det samme som Bourgogne og Bordeaux de sidste fem-ti år. De er helt eksploderet i pris – det har vi ikke set på portvin. Vi har set en relativt fornuftig udvikling, hvor priserne er steget, men f.eks. i Frankrig er priserne på rødvin jo eksploderet."

Dertil har portvinspriserne fået en hjælpende hånd fra en uventet kant: Brexit. Portugal og Storbritannien har verdens ældste alliance fra 1373, og en stor del af portvinseksporten sker til Storbritannien, hvorfra vinen sælges videre. I kølvandet på den britiske afstemning om at forlade EU, siger Henrik Marcussen, er det et godt fif at kigge til den anden side af kanalen:

 "Der findes en del engelske sider, der sælger Vintage Port, og fordi pundet har taget et dyk, kan der være gode handler at gøre derovre."

Portvin skal man dog kun købe for at kombinere hobby med en bismag af investeringslyst.

"Man kan sagtens købe billigere vintageportvine og så have tålmodighed til at drikke dem for den gode oplevelse, når de er modne. Det er for oplevelsen mere end for investeringens skyld. Men så skal man drikke dem noget før," siger han og påpeger, at det typisk er lettest at læse anmeldelser på nettet for at få et fingerpeg om, hvornår de enkelte vine er drikkeklar.

"Google er et godt værktøj. Ellers må man købe en 12-styks-kasse og så prøve sig frem."

Masser af portvin over disken

At portvin bliver mere og mere populært, kan man også mærke ude i branchen – ikke mindst hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

"Portvin er blevet et hit, det er der ingen tvivl om," siger Henrik Christensen, vinspecialist hos auktionshuset, der vurderer, at den stigende interesse for portvin er afledt af en generelt øget interesse for vin.

 Han mener samtidig, at portvin kan ses som en investering:

"Der er et investeringspotentiale i at købe de gode mærker i helt unge årgange og så lade dem ligge," siger Henrik Christensen.

Også hos Holte Vinlager kan man mærke, at efterspørgslen løbende stiger, siger medejer Jacob Gylling. De seneste år er portvinene, takket være nogle gode årgange i 2011-2012, steget op mod 20 pct i pris. Dertil kommer, at kundebasen er blevet udvidet, siger han.

"Mange er begyndt at have portvinsklubber, hvor man mødes over portvin et par gange om året. Tidligere var det nok mest mænd, men kvinder kommer mere og mere på banen – portvinsklubber blandt kvinder er så småt en populær ting rundt omkring," siger han.

Hovedsalget hos Holte Vinlager er i segmentet 120-130 kr. pr. flaske, men flere og flere kigger også efter de dyrere Vintage-flasker.

 "Det er også en gimmick til f.eks. barnedåben at give en flaske Vintage Port, som åbnes på ens 18-års fødselsdag. Det er ret populært – netop fordi det holder sig bedre end rødvin," siger Jacob Gylling.

Det skal dit tv kunne i 2018

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display