Den franske kok Paul Bocuse er død
Paul Bocuse i køkkenet på l'Auberge du pont de Collonges.
Foto: AFP/Jeff Pachoud
Gourmet Af
Paul Bocuse blev 91 år. Han var verdens første moderne superkok og en af de drivende kræfter i Frankrigs gastronomiske revolution, Nouvelle cuisine, den køkkenbevægelse blandt unge franske topkokke, som i 1960-70'erne lettede det gammeldags tunge køkken. Bl.a. med brug af flere grøntsager og mindre fedt samt kortere tilberedningstider.

Han formåede på én gang at være revolutionær gastronom og succesfuld forretningsmand med en række restauranter i Frankrig og USA. I 1983 lagde han navn til en ny kokkekonkurrence, Bocuse d'Or som udviklede sig til verdens vigtigste i genren.
Hans restaurant, l'Auberge du Pont de Collonges nær Lyon, har haft tre stjerner i Michelinguiden siden 1965 og det har været genstand for en del polemik, især da fusionskøkkenet og molekylær gastronomi kom på banen, og fransk mad fremstod gammeldags.

I slutningen af 1990'erne opstod der nogen kritik af restauranten, som ikke fulgte med den gastronomiske mode. Mange mente, at restauranten ikke fortjente de tre stjerner, men senere hen var det som om, kvalitetsniveauet skærpedes, og en del af kritikken forstummede. Om end mange har ment, at de tre stjerner i en vis grad blev hængende af respekt for Paul Bocuse, som helt indiskutabelt har været en velsignelse for fransk gastronomi og inspiration for kokke verden over.

Med Paul Bocuse forsvinder en æra, men det må have glædet ham at se, hvordan klassisk fransk gastronomi for ikke så mange år kom ud af skammekrogen, og atter blev værdsat for at være det den er, nemlig en klassiker.

Se anmeldelse af Paul Bocuses trestjernede restaurant fra 2004
http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/12/1396458/artikel.html?hl=YTozOntpOjA7czoxMToiUGF1bCBCb2N1c2UiO2k6MTtzOjY6IkJvY3VzZSI7aTo3O3M6NDoiUGF1bCI7fQ,,

Det skal dit tv kunne i 2018

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display