PORTRÆT: Tue Mantoni - sejtrækkeren fra Bang & Olufsen
Bang & Olufsens unge direktør foretrækker det seje træk – hvad enten han er på frierfødder eller bruger fødderne til at løbe ekstremt langt.
Foto: Martin Bubandt
Portræt Af
Tue Mantoni er dags dato færdig som topchef i Bang & Olufsen - læs portrættet her fra 2012, hvor han fortalte om sine fremtidsdrømme for det stolte danske brand.

Tue Mantoni har det ikke med at overlade noget – som i noget som helst – til tilfældighederne. Sådan er det den dag i dag, og sådan var det dengang for godt og vel ni år siden, da han besluttede sig for at blive gift.

Den umanerligt unge kommercielle direktør for motorcykelfabrikanten Triumph (han var netop fyldt 28 år, firmaet havde for længst rundet de 101) havde ikke bare givet sig god tid til at lære sin kæreste at kende. Han var sikker i sin sag.

Jeg er jo helt vildt rastløs. Mine medarbejdere ville måske sige, at jeg har kort lunte. Men det er heldigvis blevet meget bedre, efter at jeg fik børn


Det skulle være hende, og nu gjaldt det om finde det rigtige – altså helt rigtige – sted at fri. Den slags var for vigtigt til at spille fandango med. Især når man som den mådeholdne Tue Mantoni ikke bryder sig om at spille fandango under nogen omstændigheder.

 Valget faldt på hotellet Casa Palopó i Guatemalas frodige højder. Et intimt gæstgiveri med syv værelser og omgivelser for feinschmeckere.

Udsmykket med den figurative superkunstners Fernando Boteros originale væg til loftsmalerier og en åndedrætsberøvende udsigt mod Atitlan-søen med dens omkransende vulkankratere skulle scenariet kunne gøre sit, vurderede Tue Mantoni og reserverede et værelse til sig selv og sin udkårne, Tine.




Alligevel var det her en af de situationer, han trods alt ikke kunne forberede sig ud af. Det erfarede nordkøbenhavneren, da han faldt på knæ på Casa Palopós billedskønne terrasse to måneder senere. Han var jo overladt til sin kærestes nåde, erkender Bang & Olufsens nuværende topchef, da han en sensommermorgen i Hellerup skruer tiden tilbage til aftenen i 2003.

 "Om jeg var nervøs," gentager han og tager sig god tid til at svare, mens han grundigt gransker hukommelsen. "Ja, det var jeg nok. Jeg var rød i hovedet og havde svedige håndflader. Men det er vel meget normalt," falder tilføjelsen så.

Normalt for de fleste, javel, men næppe for Tue Mantoni, der har et fnugfrit ry i dansk såvel som europæisk erhvervsliv. Akkompagneret af et matchende ydre, nystrøget og nybarberet, ligner han ikke just én, der ryster på hånden.

Erhvervskometens foreløbige karriere har da også styret fri af egentlige pletter eller deciderede nederlag. Selv mener han, at det netop er den timede og tilrettelagte tilgang til livet, der har gjort det muligt for ham at slå igennem i så relativt en ung alder.

"Jeg tror, at alder er vigtigst, når man møder nogen første gang. Det er en faktor lidt ligesom udseende, hår eller tøj. Men over tid betyder det stadig mindre. Faktisk kan det være en fordel at føle sig lidt underlegen, når det kommer til alder, for så må man kompensere for sin mindre erfaring med at lytte mere til andre. Så må man være ekstra faktabaseret," forklarer Tue Mantoni.

 Han medgiver, at han registrerede en vis skepsis, da han blev Triumphs nye kommercielle direktør i en alder af 27 år. Det var tilbage i 2002.

"Da rynkede folk da lidt på næsen, og de var nok også mere tilbøjelige til at sige, at de foretrak at gøre, som de altid havde gjort, når jeg ikke kom med mere erfaring, end jeg gjorde. Men sådan har det slet ikke været i Bang & Olufsen. Her har folk været virkelig fine fra begyndelsen af. Jeg er jo også 37 nu. Erfaringen har indhentet mig."

Læs også: Klædt på til succes

Ingen hellige køer her

Det kan godt være, at tiden går sin gang og haler ind på Tue Mantoni, men det får ham ikke til at kigge sig over skulderen og dvæle ved de foreløbige opture.

Himmelstormeren, der bidrog betragteligt til at tredoble Triumphs omsætning gennem sine otte år hos det engelske motor-cykelmærke, ser stift fremad.



Han har ikke bare styr på sin tæt bookede kalender – det kan f.eks. kræve en måneds planlægning og flere omrokeringer, hvis der skal bookes et interview af et par timers varighed.

 Han sætter også så ambitiøse mål for fremtiden, at erhvervskommentatorer mener, han spiller højt spil og risikerer sit job, hvis ikke forventningerne efterfølgende indfris.

Men Tue Mantoni insisterer. Bang & Olufsen har samme vækstpotentiale, som Triumph havde, så da han i fjor afslørede sin strategi for den 86 år gamle elektronikvirksomhed fra Struer i Vestjylland, lagde han ikke fingrene imellem:

Denne gang har Tue Mantoni ikke otte, men blot fem år til at tredoble sin virksomheds omsætning, der i finansåret 2011/2012, (som sluttede 31. maj, red.) lød på 3008 millioner oven på en større nedtur i kølvandet på finansmarkedernes nedsmeltning i 2008.

"Det kan godt være, at det for udenforstående lyder som at gamble. Men sådan ser jeg det ikke. Vores udmelding var et seriøst signal om, hvad vi mener virksomhedens fulde potentiale er inden for en femårig periode. Samtidig sender vi et vigtigt signal - også internt i virksomheden - om, at vi er nødt til at gøre tingene anderledes for at nå vores mål. Hvis vi ikke bare vil nøjes med at blive 10 pct. bedre, og 10 pct. er slet ikke nok i vores konkurrencesituation, så er der ikke plads til hellige køer," fortæller Tue Mantoni, der da også allerede har gennemført sin første fyringsrunde.



Kan det holde dig søvnløs om natten, at folk mister deres job på din befaling?

"Det kan det sagtens, medarbejderne er Bang & Olufsens mest værdifulde aktiv, men jeg skal jo først og fremmest tænke på virksomhedens overlevelse og dermed også de 2000 andre medarbejdere. Jeg er blevet givet det ansvar, det er min opgave. Det vigtigste ved fyringer er, at man tager sig godt af det enkelte individ, der kommer i klemme."

 Så ja. Det synes unægteligt belejligt på flere planer, at Tue Mantoni er udstyret med et ikke-eksisterende sovehjerte. Da vi mødes klokken otte en fredag morgen i Bang & Olufsens butik på Strandvejen 100 i Hellerup, ligner han så langt fra én, der lige er stået op.

Det er han heller ikke. De seks timers søvn, som Tue Mantoni normalt får, er lige præcis rigeligt, og vanen tro har han allerede været længe i gang. Efter at han havde hjulpet sine tre unger på et, fire og seks år i tøjet, tog han således til et forretningsmøde i centrum, inden det blev interviewtid.
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at eje en Ferrari. Nu har jeg en Range Rover

Selv kom han også godt i tøjet hjemme i familiens villa i Skovshoved: Gråt jakkesæt, blankpolerede manchetknapper, sorte ruskindsloafers – og den maskinskarpe frisure fornemmes friskskåret. Fremtoningen er ulastelig, men den larmer ikke.

Tag f.eks. det dæmpede ur fra IWC. Det er tydeligvis et urværk, der kan sit kram, men ligner en million, gør det ingenlunde. Det er underspillet, og det er med fuldt overlæg.

"Jeg tror heller aldrig, jeg kommer til at eje en Ferrari. Nu har jeg en Range Rover, og den er versatile," siger han og leder efter det danske ord, "... alsidig. Du ved: Hvis vi er i sommerhus med børnene, kan de få lov at svine den til. Og så kan jeg vaske den, hvis vi skal til fest og møde op, uden at den virker malplaceret. Jeg sætter pris på produkter, der virkelig leverer," siger han og sniger en bemærkning ind om, at det samme gælder for Bang & Olufsens fladskærme.



De er godt nok dyrere, men lyd- og billedmæssigt får man noget særligt for pengene. Den slags salgstale.

Tue Mantoni forpasser sjældent en mulighed – og han er altså heller ikke kommet sovende til tingene. Efter sin hæderlige studentereksamen fra Øregaard Gymnasium i Hellerup, vidste teenageren udmærket, at han havde sin force i tallenes verden.

De morede ham ligefrem. Matematik på Københavns Universitet virkede dog lige snævert nok, og i stedet satte lægesønnen kurs mod en cand.merc. på CBS.

"Det var et super valg, fordi det gav mig en meget struktureret måde at tænke på. Det hjalp mig til at blive en problemløser."
Noget af det sværeste i min situation er at balancere arbejds- og privatliv. Jeg ser nok ikke så meget fjernsyn med mine unger, som mange andre forældre gør

Som lille nød Tue Mantoni at spille skak med sin morfar. Det tiltalte ham at skulle tænke flere træk frem.

 "Men det sjove ved forretningslivet er, at du ikke kan regne alt ud. Der er også subjektive handlinger i spil. Man kan sammenligne det lidt med IBM's Big Blue (legendarisk skakcomputer, red.) og dens opgør mod Kasparaov (daværende russisk verdensmester, red.). Det tog lang tid, før den kunne slå menneskene. Man skal have erfaring og kunne overskue mulige udfaldsrum, men man skal også kunne foretage det uventede," påpeger han.

Efter tiden på CBS og et års studier i New York flyttede Tue Mantoni til London og fik praktik-ophold hos den sidenhen udskældte, men fortsat førende investeringsbank, Goldman Sachs.



Det var her, gennem en fælles bekendt, at han i 1998 rendte ind i kvinden, der skulle blive hans hustru. De to blev først kærester, da Tue Mantoni vendte tilbage til Danmark og blev ansat hos konsulentfirmaet McKinsey & Co.

"Hvis noget skal ske, så sker det. Og det skete så et år efter," konstaterer han.

 Mødet med den molekylære biolog og kræftforsker var lidt af et kulturclash for den resultatorienterede og højenergiske ungkarl. Her var en kvinde, som rummede noget, Tue Mantoni selv manglede i stor stil. Tålmodighed.

"Jeg er jo helt vildt rastløs. Mine medarbejdere ville måske sige, at jeg har en kort lunte. Jeg bryder helst op fra et møde, der er skemalagt til en time, hvis det føles færdigt efter en halv."

Hvad kan din hustru lære dig på det punkt?

"Jamen, da jeg arbejdede hos Triumph, og hun var ansat på Oxford University, kunne hun jo være nødt til at begynde helt forfra, hvis noget i et eksperiment gik galt. Hvis jeg spilder tiden i fire timer, tænker jeg: 'Hvad skete der lige dér?' På den måde ville jeg nok være dårlig til det, hun gør."

Hvordan spiller din utålmodighed sammen med det at være far?

"Det er heldigvis blevet meget bedre, efter at jeg fik børn. Det var en tilvænningsproces at følge deres tempo. Helt klart. Det kan godt være, jeg kan komme i bad og få tøj på og spise morgenmad på et kvarter, men hvis man lige skal læse billedbogen færdig fra i aftes, lige ordne sine dukker inden afgang, lige spilde mælk ned ad sig og klæde om, så går der nemt en time til halvanden. Sådan er børn bare."

Nægter at være mobilslave

Tue Mantonis venskabskreds er stort set den samme, som den var i ungdomsårene. Om end der er længere imellem, drager gutterne fra Ordrup stadig på weekendture sammen, og der bliver bl.a. drukket øl. Men hvad de ellers laver sammen, "tåler næppe offentlighedens kendskab," som han grinende konstaterer.

Til gengæld vil han gerne indvie læserne i det spørgsmål, som han ofte stiller garvede kolleger og forretningspartnere over middagsmaden rundt omkring i verden. Han vil vide, hvad de fortryder og ville have gjort anderledes.

"Der er aldrig nogen, der har sagt, at han brugte for meget tid med familien. Kun det modsatte. Det er tankevækkende," erklærer Bang & Olufsen-direktøren.

Han har taget erfaringerne til sig, siger han. Da han for halvandet år siden stoppede som øverste chef for Triumph for at vende hjem til Danmark, slog familien Mantoni først en omvej forbi New Zealand. Her lejede han og hans gravide hustru en autocamper i et par måneder.



"Det var perfekt. Vi så noget nyt hver eneste dag, og alligevel kunne børnene sove det samme sted hver nat. Bare det at vågne op ved en kæmpeflod, hvor børnene kunne komme ned og lave sjove ting. Den slags off-situationer er ret sunde for en familie, tror jeg."

Mobiltelefonen lod Tue Mantoni blive hjemme, og undervejs foretog han kun to opkald. De var begge til Bang & Olufsens nuværende bestyrelsesformand. Midt i det ene, fra nordøen, fik han tilbuddet om at blive det dengang kriseramte selskabs nye administrerende direktør. Undervejs i det andet, fra sydøen, takkede han ja.
Det seneste esktremløb, han deltog i, strakte sig over 80 kilometer i de schweiziske alper

"Vanen med at lægge mobilen fra mig har jeg holdt fast i. Man bliver nemt en slave af telefoner, så når det bliver lørdag, lægger jeg den simpelthen ud i bilen. Hvis først jeg tager den, er den svær at slippe igen, fordi mit job er så spændende og udfordrende," erfarer Tue Mantoni, der i august fik ros for sit første – og fremgangsrige – årsregnskab som øverstbefalende i den aldrende designstolthed.

 Selv siger han beskedent: "Årsregnskabet var et lille skridt i den rigtige retning, men der er stadig langt igen. Bang & Olufsen er jo fortsat en virksomhed i en meget svær situation, og det kommer til at være et langt sejt træk af forbedringer."

Fra tirsdag til torsdag befinder direktøren sig i Bang & Olufsens hovedsæde i Struer. Arbejdsdagene er spækket med møder og begynder med morgenmad på det lokale hotel klokken halv syv. De slutter sjældent før klokken 23, typisk efter middag med et hold af medarbejdere.



Ydermere bruger Tue Mantoni i gennemsnit en uge om måneden på rejser til Bang & Olufsens vækstmarkeder – Rusland, USA og Kina. Derfor ser han heller ikke alverden til sin familie i hverdagen. Én ting misser han dog aldrig:

"Noget af det sværeste i min situation er at balancere arbejds- og privatliv. Jeg ser nok ikke så meget fjernsyn med mine unger, som mange andre forældre gør. Men jeg har gjort det til et princip, at man skal være der, når det gælder. Så min uundværlige sekretær og jeg kigger altid i kalenderen, hvor alle fødselsdage, forældremøder, opvisninger på gymnastikholdet, første skoledag osv. er noteret. Det er endnu ikke glippet at finde tid til de ting. Alt andet ville også være for åndssvagt."

Løber væk fra hamsterhjulet

Da Pleasure møder Tue Mantoni, er han ved at gøre sig parat til endnu et såkaldt ekstremløb. Det seneste, han deltog i, strakte sig over 80 kilometer i de schweiziske alper.

Han gennemførte sit første maraton som studerende i New York som 21-årig, og siden er distancerne blevet længere og længere, terrænet heftigere og heftigere. Om vinteren udskifter han løbeskoene med langrend- og randonneski, hvor udøverne ikke bruger lifter, men bestiger bjerget, inden det for en kort bemærkning går stejlt nedad.

"Det alpine pistefræs er da meget fedt, men jeg kan bedre lide, at man skal knokle lidt, før man kan nyde. Og selv om jeg også har dyrket kickboxing, er løb bare mere mig. Også fordi det er så fleksibelt. Det er fedt at starte dagen i Tokyo med at løbe rundt om kejserpaladset og se, hvordan japanerne står op."



Hvad bruger du tiden på, når du løber langt?

"De første fem kilometer går måske med at tænke på arbejdet og familien. Når der er styr på det, kommer jeg ind i en fase, hvor jeg fokuserer på min rytme og tempoet. På et tidspunkt kører åndedrættet så helt af sig selv, og så er det, at muligheden for at dykke ned i dybere ting opstår. Ting, som jeg måske ikke er helt bevidst om."
Jeg arbejdede minimum seks dage om ugen 12-14 timer om dagen. Der var mit sociale liv og sporten sat på hold
"Det kan næste være meditativt, og da jeg ikke kan finde ud af at meditere i den klassiske forstand, giver løbeturene mig noget ro og afklaring. Når man ser, hvordan folk i forretningsverdenen drøner rundt mellem taxaer, lufthavne og conference calls, tænker jeg, at de godt kunne trænge til den adspredelse fra hamsterhjulet."

 Så lange løb kræver god form – kan det ikke være svært at finde tiden til?

"I de første 12 måneder hos Bang & Olufsen havde jeg det største arbejdspres både fysisk og psykisk, jeg har haft i min karriere. Jeg arbejdede minimum seks dage om ugen 12-14 timer om dagen. Der var mit sociale liv og sporten sat på hold."

"Det blev måske til en enkelt tur om ugen a ti kilometer. Nu er det blevet lidt bedre, men i øjeblikket når jeg kun 40 kilometer om ugen – til gengæld tager jeg så et 110 kilometer-løb i ét hug i Alperne på torsdag (30. august, red.)."

  

Læs seneste udgaver