Obamas udvalgte: "Jeg savner min personlige frihed"
Den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton, repræsenterer det frie land, men lever selv i en form for husarrest, hvor hun ikke må forlade ambassaden i Charlottenlund alene.
Foto: Martin Bubandt
Portræt Af
Klokken er præcis 13, da vagten åbner porten for den sorte ambassadebil med Laurie S. Fulton på bagsædet.

Som man kan se på to af de seks overvågningskameraer i vagtstuen inden for porten, følger der altid en af PET's sorte biler lige efter.
"Jeg må indrømme, at det ikke har været en hård post at være ambassadør her. I de fleste tilfælde forstår Danmark vores holdning"

Så glider bilerne gennem porten og hele vejen op ad indkørslen fra Skovshovedvej i Nordsjælland, ind under carporten foran dørpartiet, så den amerikanske ambassadør kun behøver tage et skridt ud af bilen, og et par enkelte mere, før hun er "i sikkerhed" indenfor i Rydhave, det statelige hus, der har rummet ambassaden siden 1944.

Det er nemlig ikke kun den amerikanske præsident, der er omgærdet af tæt sikkerhed, det er hans udsending i Danmark også. Og det er faktisk en af de ting, som Laurie S. Fulton har haft sværest ved at vænne sig til i stillingen som ambassadør, fortæller hun senere i interviewet.


For vores snak bliver lidt senere – et møde med Udenrigsministeriet skal lige falde på plads først, ligesom der i det hele taget er blevet rykket i Laurie S. Fultons skema fra alle sider de seneste dage før, under og efter det amerikanske valg.

 "Jeg beklager, at min stemme lyder, som den gør. Jeg er ikke syg, men min stemme er stresset," siger Laurie S. Fulton på dybt, blødt amerikansk med en lidt hæs stemme, og hun beder om et glas vand hos den assistent, som hele tiden diskret står parat i nærheden.

Nu sidder hun så endelig her på skrå, lidt ladylike, i den lyse polstrede sofa i en af stuerne i ambassadørboligen foran det store vindue med udsigt over Øresund.

Denne fysisk lille, meget velplejede, feminine og smagfuldt klædte amerikanske ambassadør, som sammen med os andre har udsigt til four more years med Barack Obama, der i sin tid udnævnte hende.


Derfor er det mest oplagt at spørge, hvad udsigten personligt er for den nu 63-årige stjerneadvokat fra Washington D.C.?

"Man kan ikke sige nej til præsidenten for USA. Det er min dybe overbevisning. Så hvis han spørger mig, om jeg vil blive fire år mere, gør jeg det."

 "Men jeg tror, han ved, at jeg er klar til at komme hjem. Mine fire børnebørn bliver ikke yngre, og jeg vil helst ikke undvære dem mere," siger hun og henviser også til sine tre børn samt vennerne i Washington, D.C., hvor hendes hus, der bliver passet af en "hussitter", arbejdet som partner i "landets bedste advokatfirma", og ikke mindst den personlige frihed venter med dyb, dyb længsel ...

"Jeg har ikke et normalt dagligt liv her. Som ambassadør har jeg manglet et personligt liv, og jeg lever i en slags husarrest."

"Jeg er alene, men må ikke køre bil alene, hvilket giver meget god mening sikkerhedsmæssigt, men også betyder, at jeg ikke kan være spontan. Jeg kan f.eks. ikke pludselig sige, at o.k., jeg render lige hen efter et brød. Det skal jeg fortælle en eller anden om to timer i forvejen."

Savner at kunne være spontan

Det gælder også, når Laurie S. Fulton løber en tur, noget hun ivrigt har gjort gennem 37 år og nu gør i Dyrehaven, fortæller hun, fordi det er meget vigtigt for hendes "psyke", som hun siger, og især med det program, hun lige har været igennem under det amerikanske valg.

Men PET løber med dig?

"Altid! Hvor jeg end tager hen uden for huset, følger PET mig."

Det må være en mærkelig fornemmelse?

"De er meget professionelle. Men ja, det er temmelig hårdt og kan føles meget ensomt. Nu har jeg efterhånden accepteret det, men når jeg kommer tilbage til USA, vil jeg elske og værdsætte den personlige frihed der: Jeg kan gå, hvor jeg vil, jeg kan køre bil, hvorhen jeg vil – jeg kan være spontan."
"Jeg værdsætter virkelig den venlighed hos danskerne, jeg har mødt, og interessen for USA, men også muligheden for at lære kulturen nærmere at kende"

Men en del af dit arbejde som ambassadør er vel også at komme ud blandt danskerne i deres daglige liv – købe ind, møde dem, lære dem at kende – er det ikke svært på den måde?


"Jo, men jeg har heldigvis mange slægtninge i Danmark og har besøgt dem og boet hos dem mange gange, før jeg blev ambassadør. Og herigennem har jeg fået et godt indblik i det danske samfund og en forståelse for den danske måde at leve på."

 "Jeg har også forsøgt at komme ud at møde så mange danskere som muligt i samfundet. For det, vi kalder det offentlige diplomati – eller outreach – er et af de vigtigste mål som amerikansk ambassadør."

"Selv om Danmark og USA er virkelig gode venner og allierede i FN, i Nato – i så mange sammenhænge – nu, skal de også være det om 20-25 år. Derfor handler det om også at nå børnene og børnebørnene som ambassadør, og det er faktisk den mest sjove del af mit job, Dorthe."

Det overrasker mig, at hun kalder mig ved navn, for kan hun huske det i de seneste dages virvar af mennesker og begivenheder? Men selvfølgelig – PET har da også "clearet" mig på forhånd.

På trods af "husarresten" er det alligevel lykkedes Laurie S. Fulton at være meget ude og f.eks. møde de unge i Vollsmose op til flere gange.


Integration står højt på hendes personlige to do-liste, så hun har også besøgt unge andre steder i landet – f.eks. Kolding – samt både unge, ældre og dem midtimellem på Færøerne, i Grønland, på Bornholm, Rømø – mange steder.

Og hun har også haft tid til at se middelalderkirker samt fugle ved Nivå Strand, som har hendes store interesse – "Jeg så en isfugl", siger hun f.eks. oprømt, om end den på amerikansk lyder som en icefol.

"Jeg værdsætter virkelig den venlighed hos danskerne, jeg har mødt, og interessen for USA, men også muligheden for at lære kulturen nærmere at kende og den danske historie og derigennem min egen historie," siger hun.

For ja, Laurie S. Fulton har danske rødder. Hendes oldefar Mads Jensen-Aale var landmand i Horsens og sad fra 1918-1940 i Landstinget. Og hendes morfar, Jens Jensen, emigrerede i 1910 fra Horsens til South Dakota i det midtvestlige USA.

Så både den danske "mentalitet" og den politiske del har fulgt tæt med også i hendes amerikanske tilværelse.


"Da jeg blev ambassadør i Danmark, tænkte jeg: "Hvad ville Mads have syntes?" Og jeg tror, han ville have været stolt over, at den danske kæde var stærk nok til, at hans oldebarn ønskede at komme til Danmark, og at familien stadig er involveret i politik."

 Laurie S. Fulton voksede op og var ung i 1950'erne og 1960'erne i South Dakota, som var et område med mange svenske, norske og danske indvandrere og en "stærk skandinavisk kultur," som hun tror på mange måder har præget hende mere end de danske gener. F.eks. det med at møde til tiden.

"Da jeg senere flyttede til Washington, var jeg nødt til at lære at blive "fashionably late." Det er en social ting, som betyder, at hvis du beder folk komme til middag kl. 19, så forventer du ikke, at de dukker op før 19.20 ... Jeg voksede også op med janteloven, men samtidig med en stærk tradition for samarbejde og deltagelse i kooperativer."

De danske rødder betød, at maden i høj grad var dansk. For Lauries mor, der hjalp bedstemoderen i køkkenet, lærte at lave den mad, som bedstefaderen kunne lide – dvs. noget dansk "med kartofler og desserter".
"I lever i de samme huse, har de samme lamper og tallerkner. Det er ikke muligt på samme måde at beskrive amerikanere i stereotyper"
Derudover kom der julepakker hvert år fra Danmark med bl.a. bøger om de tre danske prinsesser, som ambassadøren har ni af i det tilstødende bibliotek, fortæller hun, H.C. Andersen-eventyr i både bogform og som små sølvskeer med motiver derfra samt en lille nisse.

"Og det er ting, som har fulgt os i familien, og som vi har værdsat dybt. Vi har altid følt os meget forbundet med og holdt kontakten til Danmark."

"Hvis du spørger mine børn, hvad deres rødder er, ville de svare "danske". Og selv om to af mine børnebørn har hollandske bedsteforældre, så holdt de med Danmark, da Holland og Danmark spillede åbningskamp ved EM. Er det udtryk for stædige danske rødder eller hvad?", spørger hun og slår en dyb latter op, der dog ikke helt kan skjule en svær tilfredshed med dette faktum.

Hun tilføjer: "Mine børnebørn har spurgt, om de må komme til julen her i år. De elsker Danmark og er meget kede af, hvis det bliver den sidste jul her."


Savner forskelligheden

Det gør Laurie S. Fulton også – elsker Danmark – men der er heller ingen tvivl om, hvor hun føler sig mest hjemme.

"USA er et pragtfuldt land med en stor geografisk forskellighed: Jeg savner bjergene, men også ørkenen, jeg savner mit sommerhus i Atlantic City, men også diversiteten blandt mennesker i USA; når du går ned ad gaden i New York eller Washington, ser du alle mulige forskellige mennesker, i alle former, i al slags tøj, med alle slags frisurer."

 "Og jeg tænker aldrig på, hvilken etnisk baggrund de har eller hvilken religion. Og det betyder heller ikke noget, for vi tager alle den samme subway, vi går alle på arbejde sammen. Danmark kan på den måde minde om det South Dakota, hvor jeg voksede op, og hvor man så andre, der lignede en selv, når man gik hen ad gaden."

Så gyder hun lidt diplomatisk olie på vandene:

"Det er nok også derfor, jeg ellers føler mig godt tilpas her i Danmark, og det tror jeg, at danskerne kan mærke," siger hun og mener, at det især er i Aarhus, at hun mærker en "diversitet" på gaderne, "hvilket overrasker mange".

Og selv om Laurie S. Fulton generelt er tøvende over for at putte danskerne og amerikanerne på dåse med etiketter, mener hun, at der i Danmark måske er en større grad af uniformitet.

Da Laurie S. Fulton først ankom til Rydhave i august 2009, var væggene helt tomme. Men som led i en kulturudveksling mellem USA og dets ambassadelande har hun selv haft mulighed for at vælge de nuværende malerier af amerikanske kunstnere, bl.a. dette af den nu afdøde kunstner Robert LaHotan.

"I lever i de samme huse, har de samme lamper og tallerkner. Det er ikke muligt på samme måde at beskrive amerikanere i stereotyper – landet er simpelthen for stort, der er for store forskelle i befolkningen."

"Hvis en dansker spørger mig, hvordan vi fejrer julen i USA, må jeg svare "på mange måder". Og for mit eget vedkommende gælder det endda fra år til år: Det ene år tilbringer jeg julen med jødiske venner, hvor vi går ud og spiser kinesisk. Det andet år gør jeg noget andet."

Kan amerikanerne lære noget af danskere?

 "Ja! Jeg ville virkelig ønske, vi havde samme engagement i forhold til at stemme som danskerne. Jeres stemmeprocent er oppe omkring 90 procent, mens kun omkring 60 procent af amerikanere stemmer."

"Jeg ville også ønske, at vi i højere grad ville overveje, om det amerikanske begreb om selfmade mand eller kvinde kunne kombineres med den danske måde at arbejde sammen om tingene på – i collaboratives. Og at man på den måde kunne smelte det bedste fra begge verdener sammen."

Hvad siger du til det danske "koncept" med hygge?

"Jeg kan virkelig godt lide den danske hygge om vinteren, hvor du kreerer en hyggelig lille rede, kommer hjem og vikler dig ind i et hyggeligt slumretæppe og tænder stearinlysene. I danskere accepterer mørket, men finder godt selskab i en bog, i musikken og sammen med andre. Det er en god strategi."

Så hvad har været det mest hyggelige, du har oplevet her?

"Det første år blev jeg inviteret til dansk nytårsaften og så, hvordan det blev fejret her. Året efter inviterede jeg selv en lille gruppe diplomater til en dansk nytårsaften i ambassadeboligen. Der var sne udenfor, og jeg havde forberedt en buffet, pyntet med en masse stearinlys og dækket bordet i rødt og grønt."
"Jeg forventede, at min præsident ville komme på besøg mindst en gang, og han kom TO GANGE!"

"Vi havde en dejlig middag og spillede en slags trivial pursuit med en masse spørgsmål – også om Danmark. Og til trods for restriktionerne fra mine "rigide" sikkerhedschefer" (her slår Laurie Fulton igen en lidt afvæbnende latter op) "... havde vi også en masse fyrværkeri. Det var en virkelig dejlig aften, som var en kombination af det, jeg havde lært om danske nytårstraditioner, og nogle af mine egne."

Hvad var det amerikanske bidrag?

"Måske spillet? Når du sidder omkring et bord, er det en god måde at gøre noget sammen på, eller måske var det også den måde, jeg havde dækket bordet på."

De største oplevelser

Jobbet som ambassadør har alt i alt været, som Laurie S. Fulton forventede, mener hun. Men hun var også godt forberedt med to uger i en "ambassadørskole" inden, hvor man får en fornemmelse af, hvad ens primære opgaver som ambassadør er, og hvad man kan forvente.

Og hun havde sat sig et vigtigt mål, som nu er blevet opfyldt.

"Jeg forventede, at min præsident ville komme på besøg mindst en gang, og han kom TO GANGE!" siger hun med ægte amerikansk begejstring i stemmen.

Bl.a. var hun med i forberedelserne til COP-15 og i det indledende møde mellem daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og Obama, ligesom hun også mærkede det store politiske sus, da Helle Thorning-Schmidt og Obama mødtes i sommer.


"Der er intet, der slår det at sidde med ved et topmøde mellem lederne fra mine to favoritlande! Sidde og høre dem tale om de helt store globale emner og udfordringer, og hvordan de vil forsøge at løse dem – sammen," siger hun og tilføjer:

"Jeg har været involveret i politik hele mit liv, og det forventer jeg at fortsætte med, når jeg kommer tilbage til USA. Jeg håber også at vende tilbage til mit job som partner i det bedste advokatfirma i landet, hvor jeg var før. Jeg elsker mit job som advokat, elsker udfordringerne i det og arbejdet med strategierne."

Er der nogen sammenhæng mellem dit arbejde som advokat og ambassadør?

 "Absolutely, absolutely! De to job er faktisk meget relaterede: Diplomaten er en advokat for et andet land og dette lands synspunkter, mens en advokat prøver at imponere dommeren og juryen bedst muligt, ligesom du prøver at opnå et forlig med den anden side."

"Jeg må dog indrømme, at det ikke har været en hård post her at være ambassadør. Vi er som regel ikke uenige, og i de fleste tilfælde forstår Danmark vores holdning. Men der har da været nogle få gange, hvor jeg har arbejdet med at udvikle mine bedste strategiske tænkeevner fra jobbet som advokat". Høj latter.

Du rejser tilbage til et land i dyb splittelse, skriver de danske aviser. Hvordan har du det med det?


"Jeg er amerikaner. Jeg har levet i landet og ved, at det ikke er mere splittet, end det har været. Jeg synes faktisk, at de danske medier lytter lidt for meget til spinnet fra dem i USA, der ikke ønsker et samarbejde, og derfor læser jeg sjældent de danske aviser om valget."

"Jeg vil nødig sætte parti på, for der er både mange republikanere og demokrater, der ønsker at arbejde sammen, men der er helt klart også nogle, som ikke ønsker, at Obama skal have succes på nogen måde."


Nu skal en ambassadør jo være meget diplomatisk, men bliver du aldrig bare vred og har lyst til at ryste nogen?

"Jeg er faktisk meget diplomatisk, og generelt har jeg ingen grund til at være vred på danskerne. De er fabulous. Det, jeg elsker ved danskerne og den danske regering, er, at man taler meget direkte til hinanden. Og man kan stole på det, de siger. Danskerne siger, hvad de mener, og mener, hvad de siger, og det er altid rationelt begrundet. Det er vigtigt for mig."

Har du et par sidste ord, du gerne ville sige – på dansk?

"Tusind tak. Tak for i dag. Tak for mad ...," her slår Laurie Fulton igen en høj latter op, men dæmper sig så, tøver længe, før hun prøver at svare på dansk, men må slå over i engelsk:

"I would say ... Jeg er glad ... I am happy for Denmark giving me the opportunity to represent Obama here. It has in many ways been the acceptance from the Danes that enables me to succeed."

  

Læs seneste udgaver

Cxense Display