Private noter fra Føtex-direktørens sorte bog
Hun gjorde som mange mænd i gode job – tog hele familien med til muligheder i udlandet. Nu er Mette Maix tilbage fra Slovakiet – som kædedirektør for Føtex. Hør, hvilke erfaringer der blev noteret i hendes sorte bog, og om det var al besværet værd.
Foto: Charlotte Elgaard
Portræt Af
Undertegnede har før fulgt Superbrugsens tidligere førstedame. Først for knap to år siden i Danmark, hvor Mette Maix stadig sad i direktørstolen i Superbrugsen.

Nogle måneder efter besøgte vi hende og familien i nye rammer i et særligt expat-område i Bratislava, Slovakiet, som hun blev headhuntet til som ny marketingsdirektør for den internationale detailkæde Tesco. Nu er Mete Maix "tilbage i folden" igen som direktør i Føtex.
"På bordet har Mette Maix lagt en sort notesbog. Det er dagbogen, hvor hun de seneste to år har søgt at gøre løbende rapport"

Døtrene Mathilde og Marie fik også en ny hverdag: international skole, nye venner, to nye sprog og skoleuniformering. Manden, Pascal Maix, startede en pendlertilværelse mellem sin butik, Vinbørsen, på Østerbro i København og det nye hjem i Bratislava.

Og nu sidder vi her igen – klar til en ny statusopdatering. Denne gang i rammerne af et halvtomt kontorlokale i kulissen bag julepyntede Føtex på Vesterbrogade i København, hvor Mette Maix siden september har siddet for bordenden som adm. kædedirektør. Som en af få kvinder i toppen af dansk detailhandel.


Vi henter te i kantinen bagved og drikker den af plastikkrus. Mette skranter. Hun har været syg i flere uger og har tilbragt for mange timer i fly med aircondition. Som sidst vi mødtes, er hun dog godt hærdet af at befinde sig et sted, hvor der er noget, der driller, eller hvor det hverken er fugl eller fisk.

Som tilstanden af transit mellem faste holdepunkter som "derhjemme", der lige nu består af en møbleret fremlejet lejlighed på Østerbro, mens familiens møbler venter i en container, indtil den gamle villalejlighed kan overtages igen.

"Jeg har lært utroligt meget af at arbejde i udlandet. Og det giver mening, at jeg nu er tilbage i nye rammer, for jeg er ikke længere helt den samme, som da jeg tog af sted," siger Mette Maix.

Der kommer til at gå fire måneder mere, sukker hun, men vil ikke klynke.

"Vi har jo selv valgt det."

På bordet har Mette Maix lagt en sort notesbog.

Det er dagbogen, hvor hun de seneste to år har søgt at gøre løbende rapport. Store og små overvejelser er blevet nedfældet, for eksempel for og imod at takke ja til et job hos Føtex frem for at blive i Tesco-koncernen og gøre international karriere.


Sjove betragtninger om kulturelle udfordringer, for eksempel hvordan hendes kollegaer på koncernens engelske fællessprog kunne pakke tingene så pænt ind i høflighed, at de kunne servere en selv meget rådden besked, uden modtageren ville ane uråd. En disciplin, Mette Maix også ville komme til at lære.

Dagbogsanalyse

"De grinede tit af mig – "Mette you walk the talk", ville de sige".

I dagbogen står også for og imod at trække familien rundt nye steder i verden i nogle år. Nye skoler, ny omgangskreds, nye venner. Og her har hun øvet sig i at mærke efter, hvad hun egentlig selv brænder for, hvis det kun var hende, der skulle bestemme.


"Når jeg skal træffe store beslutninger, går jeg ret analytisk til værks. Heldigvis var der igen denne gang tid til at vende og dreje mulighederne."

Summen af alle overvejelserne er, at vi sidder her i dag.

Let at komme hjem

"Jeg fik jo det her gode tilbud fra Dansk Supermarked (Føtex' ejer, red.). Alternativet var at blive dernede eller tage imod andre udstationeringer for Tesco og med det også tankerne, om man får rodløse børn af at rykke så meget rundt."

"Jeg må sige, at det har været forbløffende let at komme hjem, selvom det selvfølgelig har været bøvlet med alt det praktiske. Pigerne er tilbage på deres gamle skole igen, og de falder lige så fint ind, som de faldt ind på den internationale skole i Bratislava. Børn er jo ret utrolige."
"Jeg kommer også til at savne vores kat Arthur, som vi har efterladt hos vores au pair. Han er faldet så godt til i bjergene, at vi ikke nænnede at tage ham med"

"Jeg har lige spurgt dem, hvor de bedst kan lide at være, og de siger, at selvom de savner veninderne og den internationale skole, de gik på dernede, så er de gladere for at være tilbage. Her kan de leve mere frit, og det er lettere for dem at færdes og have et socialt liv, end det var at leve i den her lidt særlige expat-boble," fortæller Mette Maix.

 Hun tilføjer, at det nok er Pascal Maix, der i øjeblikket gennemgår den største akklimatisering.

"Han pendlede jo frem og tilbage mellem jobbet her og Bratislava og fik det bedste fra begge verdener – masser af familietid, når han var hos os og sit faste holdepunkt derhjemme."

Sidst skrev jeg, at Bratislava – trods din indledende skepsis – var endt som lidt af et eventyr.

Det lyder ikke helt som det billede, der står tilbage nu?

"Jamen, det er det lidt sjove skisma, for når det er bedre at komme hjem, kan man spørge, var I da ikke glade for at være, hvor I var, men det var vi. Det var bare på en anden måde. Ville vi gøre det igen? Ja! Børnene har fået nogle kæmpe sprogmæssige gaver med i bagagen (Mette Maix viser et klip på sin telefon, hvor datteren Marie synger solo i et engelsksproget teaterstykke)."

"I Tesco var jeg ansat til at være kundens stemme. Det har jeg lært utroligt meget af. Det har jeg med til Føtex – sammen med det, jeg selv brænder for – mere økologi og bæredygtighed for eksempel"

"Og for os som familie kom vi helt utroligt tæt på hinanden. Vi havde jo ikke så mange sociale forpligtelser i Bratislava efter arbejde, så vi lavede en masse sammen. Tog på oplevelser i naturen, rejste og havde bare masser af tid til bare at være en familie. Det kommer vi helt sikkert til at savne herhjemme, hvor vi jo alle har en masse socialt ved siden af."

Hvordan har det været for dig at være af sted?

 "Det har været en kæmpe faglig udfordring, og jeg har lært utroligt meget. Ledelsesmæssigt har jeg især lært at være mere direkte og håndfast i min stil. Jeg har taget et endeligt opgør med flinkepigen, hvis man kan sige det sådan."

"Det faldt mig ret svært i starten, men jeg fandt ud af, hvor godt det faktisk virkede. Nu hvor jeg er tilbage, skal jeg øve mig i ikke at være alt for direkte over for mine nye danske kollegaer. Jeg har fået et stort internationalt netværk, jeg kan trække på i dag. Jeg har også arbejdet meget – måske 12 timer om dagen. Det skulle jeg vænne mig til."


Var der noget dernede, der kom bag på dig?

"Det kom nok lidt bag på mig, hvilken top- og resultatstyret verden, jeg skulle til at træde ind i. Jeg lærte på den hårde måde, at jeg måtte skærpe tonen for ikke at blive kørt over."

"Jeg var i et miljø med mange mænd, og mit internationale netværk består i dag mest af mænd, og selvom vi havde mulighed for at socialisere med andre udsendte familier, så er det jo typisk kvinden, der går hjemme. Der kunne jeg jo ikke være med i forhold til de andre kvinder. Det var slet ikke en overvejelse, jeg havde haft inden."

Hvad kommer du/I til at savne?

 "Alle kollegaerne selvfølgelig, og pigerne skolen, som da også var helt utrolig god. Jeg er utrolig tilfreds med, at jeg nåede at få kulturen så meget ind under huden, at mine slovakiske kollegaer sagde til mig, da jeg rejste: "Mette du er jo en af os – du er jo en slovak".

"Jeg nåede at komme på bølgelængde, og det har hele tiden været vigtigt for mig, at de dernede ikke kun så mit ophold som et karrierespring. De skulle også kende mig, og jeg fik – trods en del gæt og grimasser, når vi skulle kommunikere – sat mit personlige aftryk."


"Jeg kommer også til at savne vores kat Arthur, som vi har efterladt hos vores au pair dernede. Han er faldet så godt til i bjergene, at vi ikke nænnede at tage ham med tilbage. Og skoleuniformerne! Det er jo en hel fantastisk måde at få børn til hurtigt at passe ind i fællesskabet. Det kæmper pigerne allerede lidt med."

"I dag kan de igen bruge helt utrolig lang tid om morgenen på at overveje, hvad de skal have på i skole."

  

Læs seneste udgaver