Idémagerne: Umage betaler sig altid
Kvinderne bag designbureauet Femmes Regionales designer udstillingsvinduer, interiør og modeshow for alt fra en ølbar til modefirmaet Baum und Pfergarten under international bevågenhed. Men de er ikke gode til at lave ting på tube.
Foto: Kamilla Bryndum
Portræt Af
En elastik fra en æskefabrik i Esbjerg, et parfumelevn fra Paris eller to pastelfarvede plastikgafler fra gud ved hvor.

Kvinderne bag Femmes Regionales samler på lækre dimser og hænger dem gerne op på væggen, opbevarer dem i æsker og konverterer dem til slut til et bagtæppe til et modeshow eller et udstillingsvindue.
"Folk taler pænere til hinanden, retter ryggen og ser smukkere ud, når ting er smukke"

Deres idéer kommer alle vegne fra, og de kommer til overflod, så d'damer Mie Nielsen og Caroline Hansen sælger dem videre i deres designbureau, der har syv år på bagen, tre ansatte og en masse spas på samvittigheden.

Bureauet står f.eks. bag indretningen af ølbaren med de prisbelønnede øl, Mikkeller Bar i København.

Her udsmykkede de lokalet med umage, gamle skuffer og lamper, mens indretningen af Krabbesholm Kunsthøjskoles værelser skete med pangfarver – begge var projekter, der gav grundig genlyd i dansk og international presse.

Tilgangen er uhøjtidelig, skæv og humoristisk, og ingen skal være i tvivl om, at alle projekter er gennemtænkte ned til mindste deltalje.

 
Mikkeller Bar - Foto: PR-foto

"Vores filosofi er, at alle kan lide at blive forført, og man skal kunne se, at vi har gjort os umage. Folk taler pænere til hinanden, retter ryggen og ser smukkere ud, når ting er smukke. Som brand har du ikke råd til at give kunderne én eneste dårlig oplevelse, og det tæller også, hvordan du taler til folk," forklarer Caroline Hansen.

 Tone of voice kalder de den del af deres business, der får brands til at kommunikere med deres kunder på en måde, der passer til brandets identitet og får modtagerne venligt stemt fra begyndelsen.

F.eks. er det dem, der har fundet på, at medarbejderne i stormagasinet Field's i deres skraldeområde bliver mødt af festlige farver og et neonskilt med ordene:

"Recycling is a party". Så er det pludselig lidt sjovere at stå med en pose blandet skrald i et baglokale på Amager.

Man skal gøre sig umage

Femmes Regionales stod også bag Bruuns Bazaars første butiksvinduer, da den chefdesigner Rebekka Bay entrerede firmaet i 2011:

"New Breeze SS 2011 – don't leave me hanging", stod der på ruderne, ligesom man på deres egen hjemmeside ved deres kontaktdetaljer finder ordene: "Hello, hello. Here we are. Give us a ring!" og deres mail slutter med et rungende uformelt love.

 Fra begyndelsen af deres partnerskab på Kolding Designskole har Caroline Hansen og Mie Nielsen været enige om at arbejde fra fugleperspektivet og tænke i koncepter.

Deres afgangsprojekt "Copyright – we have the right to copy" fra 2005 vakte opsigt for sin behandling af kopier versus originaler, fordi de bl.a. havde foldet tasker i Louis Vuitton- og Chanel-design og sat dem til salg til luksuspriser og havde stjålet deres medstuderendes mønstre og genbrugt dem i nye kombinationer.
"Kundekartoteket tæller navne som Baum und Pferdgarten, Inwear, Belsac, Noa Noa og Kopenhagen Fur"

Resultatet blev en bog, to udstillinger i hhv. København og Seattle, der resulterede i både et legat fra Statens Kunstfond og en pris i den prestigefyldte designkonkurrence ITS.

På papiret var duoen fra Kolding blevet uddannet tøjdesignere, men kloge folk rådede dem til at satse på det, der i virkeligheden var deres kernekompetence, nemlig konceptudvikling og idégenerering.

 Deres kundekartotek tæller navne som Baum und Pferdgarten, Inwear, Belsac, Noa Noa og Kopenhagen Fur, som bl.a. hyrede dem til at lave deres show under den danske pavillon i Shanghai Expo 2010.

Damerne kreerer ikke reklame i traditionel forstand, men destillerer og dyrker en form for visuelt dna for kunderne. I deres analyser undersøger de, hvem kunden er: Hvordan taler de om sig selv? Hvad er det unikke ved dem? Og hvor vil de hen?

"Det er en meget grundig opgave hver gang, men vi er dårlige til at lave ting på tube," siger Mie Nielsen, der egentlig er stolt over, at de stadig eksisterer i en branche, hvor mange er ude efter the quick buck, og få er interesserede i det perfektionistiske resultat.

 
Strøget i København blev omdannet til verdens længste catwalk på 1,6 kilometer. - Foto: Scanpix

"Det går så hurtigt i den branche, så mange vil bare fikse et look med ti pailletter, og så kører det nok, inden tøjet skal smides ud, fordi der nu er pink på tapetet. Men hvis man i virkeligheden ikke er et "pink mærke", burde man efter vores mening hellere holde sig fra pink og satse på noget, der matcher ens profil – og måske endda kan blive taget frem fra skabet sæson efter sæson," siger Caroline Hansen, der også giver forbrugerne et ord med på vejen:

 "Danmark er en købmandsnation, så ting må endelig ikke koste noget. En stor del af danskernes tøj lander i indkøbsvognen, når de alligevel er i en dagligvareforretning. Og så chokerer det dem, når de finder ud af, at de sko, der kun kostede en 50'er, er lavet ved børnearbejde. Go figure!"

De regionale damer har deres meningers mod, og selv om de snildt kunne underholde nationen på Go' Morgen Danmark, har de valgt at holde lav profil.
"Man må droppe idéen om, at man både kan være hip for Hanne i Horsens og totalt smart i London"

"Det er nok i virkeligheden, fordi vi er forelskede i idéerne og i at udføre dem. Vi synes måske heller ikke, taletiden er synderligt interessant. Dem, der råber højest, er ikke altid dem med mest på hjerte," siger Mie Nielsen.

 Hun og Caroline Hansen morer sig f.eks. kosteligt, når de laver modeshow for Peter Jensen, Noa Noa og "Verdens længste catwalk", der i 2010 strakte sig langs hele Strøgets 1,6 km. i København. Her gælder det igen om at skære ind til benet.

"Man må droppe idéen om, at man både kan være hip for Hanne i Horsens og totalt smart i London. Og når man laver show, må man vælge at ramme en dansk indkøber eller den international presse. Ellers udvander man budskabet," siger Caroline Hansen.

Og hvad er så deres eget budskab – skåret helt ind til benet og helt uden vand?

"Umage betaler sig."

  

Læs seneste udgaver