Topadvokaten: "Jeg opsøger gerne en god konflikt"
Hugo Steinmetz, 55, er ikke, om folk er flest. Han er borgerligt opdraget med gode manerer, men også ledelsesresistent, en festabe og en provokatør.
Foto: Martin Bubandt
Portræt Af
"Jeg har altid følt mig som noget særligt. Det startede allerede med mit navn, Hugo, og jeg var 15 år, før jeg første gang mødte en anden, der hed det. Da jeg gik i 1. klasse, var jeg næsten et hoved højere end de andre og havde også længere ben, og derfor var jeg den, der sidst blev fanget. Det gav status."

"Min nærmest sygelige retfærdighedssans startede ved, at min bror, der er tre år ældre og læge i dag, altid skulle tæve og nedgøre mig. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet af ham. Dér, hvor jeg kunne hævde mig, var ved at tænke lidt hurtigere end gennemsnittet. Jeg er ikke socialt intelligent, men jeg tænker så hurtigt matematisk, at jeg lå langt over skalaen, da jeg senere blev testet hos Mensa."
"I gennemsnit er min arbejdsuge på maksimalt 35 timer. Der er så mange ting, jeg også gerne vil bruge tiden på – især prioriterer jeg mine børn"

"Min far var direktør i Tryg Forsikring og tidligere udstationeret i London. Han gik altid med bowler, slips, stok og den slags. Min mor var hjemmegående. Det var en tryg og klassisk konservativ barndom i Holte båret af min mors tilstedeværelse og min fars fravær. Dengang syntes jeg, det var naragtigt, at mine forældre lagde så meget vægt på gode manerer, at man spiste pænt og sad pænt ved bordet. Men min opdragelse betyder, at selv hvis jeg blev inviteret til te hos dronningen, kan jeg gebærde mig."

 "Jeg fylder meget. Når jeg kommer til et selskab, stiller jeg mig ind i midten af rummet og kigger mig nysgerrigt omkring: Hvad er det her for noget? Og jeg larmer, siger mine venner. Når jeg køber rugbrød hos bageren, vender folk sig, fordi jeg har en høj stemme. Jeg har trommer, klaver, saxofon og spiller meget høj musik, så jeg er nødt til at bo i hus."

"Jeg kan ikke sidde stille. Når der er noget, jeg gerne vil lære, tager det mig ikke lang tid – hvad enten det gælder om at bygge køkken, badeværelse, jonglere med bolde, spy ild – eller f.eks. spille klaver. For tre år siden besluttede jeg at lære at spille klaver, og så bruger jeg energi på det, koncentrerer og øver mig, indtil jeg kan det."

 

"Som 17-årig rejste jeg ud og sov alene på strandene i Grækenland. Siden har jeg rejst det meste af verden rundt – også til de mest vanvittige steder, som folk sagde, man ikke skulle rejse til – og meget af tiden alene. Det, at man kan klare sig uden tilhørsforhold og vade lige ind i situationer og møde andre mennesker og føle sig godt tilpas, har givet mig en indsigt i, at hvis bare jeg har mig selv med og er rask og i balance, så er alt godt."

 "Min karriere har aldrig været planlagt. Efter gymnasiet røg jeg ind hos A.P. Møller som shippingelev og kunne bo på kollegium imens. Jeg festede tre år i træk på Bergsøe- kollegiet, men fik også sparet op. Den dag, jeg var færdig som shippingelev, sagde jeg op, købte en rygsæk og rejste til USA, hvor jeg kørte rundt i tre måneder."

"Jeg havde haft søret som shippingelev, og det, syntes jeg, var sjovt. Men da jeg startede på jura- studiet, havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle bruge det til, og efter at have læst i tre år tog jeg fri et år og købte en enkeltbillet til Sri Lanka."

"Jeg er utrolig ledelsesresistent. I det øjeblik, jeg føler, jeg ikke har min frihed, begynder jeg at sprælle helt vildt. Og det var jo det, der skete hos A.P. Møller og senere i Justitsministeriet, hvor jeg arbejdede med strafferet og underviste i det på universitetet. I ministeriet holdt jeg kun i 15 måneder, så sagde jeg op, men beholdt undervisningen, som jeg elskede."
"Jeg er tit meget tæt på terrorister, drabsmænd, voldspsykopater, narkohandlere – og de er ikke onde, grimme og dumme over for mig. Jeg er jo deres redningsplanke"

"I gennemsnit er min arbejdsuge på maksimalt 35 timer. Jeg vil simpelthen ikke have for travlt, for der er så mange ting, jeg også gerne vil bruge tiden på – især prioriterer jeg mine børn."

"Jeg blev først "ikke alene" i 2000 – da jeg var 42 år. I løbet af to et halvt år gik jeg fra at være alene til at have tre børn og en hustru. Det var et af de store vendepunkter i mit liv og det, der skulle til, før jeg fandt helt ind i, at det ikke kun drejede sig om at være mig selv, men at agere ud fra en dyb, dyb kærlighedsfølelse til nogle andre mennesker, der var lige så betydningsfulde som jeg selv. Det kom som lyn fra en klar himmel, da Bodil ville skilles for halvandet år siden, og jeg havde frygteligt ondt af mig selv. Men i dag er jeg en glad mand igen."

 "Jeg mødte Majse Njor for tre måneder siden. Hun lever jo af at skrive morsomme bøger. Hende skulle man bare opleve i virkeligheden, for hun er fandeme morsom, hun er livsglad, så det vil noget, og hun kan få mig til at skraldgrine. Vi mødtes via fælles venner, og det sagde bare pling."

"Jeg har altid haft behov for at provokere. Og jeg kan stadig lide at opsøge en god konflikt, men i dag skal der i højere grad være et formål med den. Jeg er overhovedet ikke bange for autoriteter og stiller mig gerne op og siger en landsretsdommer imod. Det er måske derfor, jeg bliver opfattet som kontroversiel. Men det kontroversielle skyldes både en fandenivoldskhed, at jeg ikke er bange for autoriteter overhovedet – og så mit store engagement i mine sager."
"Jeg tror, at mennesker helst vil være gode. Alle mennesker har en side, som er normal, venlig og positiv."

"I retten er der kun ét skud i bøssen, det er her og nu. Man kan jo ikke pludselig komme i tanke om, at gud, der var lige noget, jeg glemte. Det er vanvittigt krævende, men også sjovt, og her drejer det sig ikke kun om at være dygtig til kold jura."

 "Der er så meget psykologi, fingerspidsfornemmelser og evner til at improvisere. Du skal lytte til det, folk siger, og spørge videre, når du afhører, og derfor nytter det ikke noget, hvis du har en procedure på forhånd, så er du låst."

"Jeg tror, at mennesker helst vil være gode. Alle mennesker har en side, som er normal, venlig og positiv. Jeg er tit meget tæt på terrorister, drabsmænd, voldspsykopater, narkohandlere – og de er ikke onde, grimme og dumme over for mig. Jeg er jo deres redningsplanke, og derfor ser jeg mest den positive og humoristiske side."

"Det er anderledes med pædofilisager, som jeg tidligere har haft et par stykker af, hvor klienterne viste sig at være fuldstændig tvistede oven i hovedet. Det gider jeg ikke. Lige netop dem bryder jeg mig faktisk ikke om at forsvare."

  

Læs seneste udgaver