Få særtilbud og nyheder fra Pleasure  |  Tilmeld

Haven der healede reklamekongens sår og synder
Peter Wibroe var reklamekongen over dem alle, men forsvandt uden at se sig tilbage ved midnat nytårsaften år 2000. Nu soner han sine synder i sin selvskabte barokhave, som han kun sjældent forlader.
Foto: Jeppe Carlsen og Bent Rej
Portræt Af
Han leder lidt i askebægeret. Han syntes, han havde lagt et skod klar. Det er dem, der smager bedst.

“Fordi jeg ryger så mange, tænker jeg, det er godt at stoppe halvvejs. Jeg lader dem ligge lidt, for så smager de af mere,” siger den tidligere reklamekonge Peter Wibroe og forklarer nøgternt, at Albert Einstein samlede skodder på gaden og røg tobakken fra dem i en pibe. Han var et meget sparsommeligt menneske.


“Da han trak sig fra Wibroe, Duckert og Partners på slaget 12 nytårsaften 2000, vendte han sit blik mod haven”


Det er Peter Wibroe faktisk også. Man skulle ikke tro det at dømme efter hele herligheden i vores synsfelt lige nu.

Husk at se drone-videoen fra den fantastiske barokhave i bunden af artiklen.

 Vi sidder i Søllerød i skyggen under søjlegangen uden for hans Basilika, som han kalder det nyklassisistiske anneks, hvor han tager imod gæster, og som er indrettet med bl.a. en original flamsk gobelin fra barokken og sølvkandelabre til hans lange søvnløse nætter.

Til højre ligger det barokpalæ, Peter Wibroe selv har tegnet og fået foldet ud oven på en villa fra omkring år 1900, og omkring den har han egenhændigt skabt en stramt klassisk arkitekturhave med alt fra hække i formationer og formklippede buske til løveskulpturer og citrustræer i kæmpepotter bredt ud over i alt fire grunde.

 
Peter Wibroe lever i dag en tilbagetrukket tilværelse i æstetisk eksil i sin arkitektoniske have i Søllerød. Foto: Bent Rej

Da han trak sig fra Wibroe, Duckert og Partners på slaget 12 nytårsaften 2000, vendte han sit blik mod haven. Indtil da havde han brugt de fleste af sine vågne timer på at skabe Danmarks mest kreative reklamebureau. Næste mål var at skabe den smukkeste tønde land nord for Alperne. Han havde solgt sin sjæl til reklamefanden, og nu gik han i kloster.

 “Jeg hører til dem, der ikke synes vækst er noget at efterstræbe. Men jeg havde jo selv været med til at skabe overforbrug og varefetichisme. Nu soner jeg mine synder,” siger han med antydningen af et smil og suger ind på endnu en af dagens uendelige række af hvid Prince Smooth Taste.

Han er klædt i grønt arbejdstøj, og foran os på bordet ligger hans nye bog, ”Havekunst og Tanketidsler”. Den ligner en havebog på billedsiden, men indeholder mere en gedigen og gennemtænkt ladning samfundskritik end præcise anvisninger på, hvordan man f.eks. kan kopiere den orientalske have, der pryder den vestlige del af haven.

 
Bogen ”Havekunst & tanketidsler”, som Peter Wibroe har udgivet i samarbejdet med fotografen Ben Rej, er en hyldest til havekunsten tilsat en gedigen ladning samfundskritik. Foto: Bent Rej

“Tilegnet mine børn Louisa og Alexandar, så de kan se, hvorfor jeg så ofte har været optaget af noget andet,” lyder dedikationen forrest i bogen.

 Han havde nemlig allerede i sine hektiske arbejdsår en ubændig lyst til at gå rundt og rode i haven. Det har måske endda reddet ham fra sindssyge og depression, nævnte en clairvoyant engang for ham, og det er han tilbøjelig til at give hende ret i.

For når den ikke stod på havearbejde, stod den på intensivt, ambitiøst, altopslugende reklamearbejde, og når de trængte til at natlig pause, stod den på intensiv, løssluppen og rablende druk. Betegnende nok, har hans arbejde for Tuborg-bryggerierne brændt sig klarest ind på danskernes nethinder.

“Hvad er det...der gør livet lidt grønnere?” stod der på de henved 100 forskellige grønne, grafiske reklamer, han egenhændigt tegnede til dagbladsannoncer og plakater, som endte med at hænge rundt omkring i folks hjem.

”Glædelig jul og godt Tub’år” lød hans slogan for Tuborg Julebryg, der stadig ruller hen over biograf- og tv-skærmene, har gjort det i over 30 år og er Danmarks længst kørende reklamefilm"

Den brød med alle tidligere reklameregler om tydeligt at anprise produktet og dets fordele, men her var der ikke engang en rigtig flaske, men blot antydningen af en etiket. Den rev den ene pris efter den anden ned fra hylderne.

 
Peter Wibroe var manden bag den ikoniske øl-reklame. Foto: Scanpix

”Glædelig jul og godt Tub’år” lød hans slogan for Tuborg Julebryg, der stadig ruller hen over biograf- og tv-skærmene, har gjort det i over 30 år og er Danmarks længst kørende reklamefilm.
I 25 år stod han også for Ekstra Bladets annoncer og debatkampagner.


Det var Peter Wibroe, der til tabloidavisen fandt på begreber ”øjebæ” og ”skatteål” og fremstillede et foto af Den Lille Havfrue som et skelet med Barsebäck i baggrunden som et indspark i kampen mod det svenske atomkraftværk.

 Han var kongen, topkreatøren og nr. 1 i reklamebranchen i årtier. Der var ingen over, ingen under Peter Wibroe – det skulle da lige være alle de kvinder, der krydsede hans vej og hans seng.

“Jeg kan bedre lide netstrømper end rødstrømper,” som han så flabet sagde, når han fik kritik for, at hans reklamer tenderede det sexistiske.

Det var lige vovet nok for nogle, at selveste SAS i 1985 reklamerede for sine europæiske flyvninger med et par kvindeben, der tydeligvis lige havde forladt en mand i en hotelseng et sted garneret med teksten: “Så nemt er det af få SAS minipriser til hele Europa.”

Se en af de mere vovede reklamer i klippet nedenfor.



Hadede autoriteter

Han var en mester i at ramme folk på følelserne, og hans ideer rummede altid en folkelig nerve og varme, der inkluderede i stedet for at støde fra sig. Og det på trods af, at han var vokset op med tjenestefolk og privatskole.

 Hans bedsteforældre adopterede i praksis ham og hans lillebror, da Peter Wibroe var fem år, og forældrene blev skilt. Moren var ung og smuk og fik et kontorjob og et nyt liv i København, mens Peter Wibroe fik en tryg opvækst i Viborg, hvor hans morfar var en succesrig forretningsmand.

“Det var mægtig fint. Min bedstemor blev som en mor for mig, og det var et hjem, hvor der ikke manglede noget. Vi kunne trække i en klokkestreng, så kom der en stuepige,” forklarer han.

 
Den smukke klassiske, arkitekturhave skabte Peter Wibroe som protest mod grimheden og den dårlige smag, som holdt sit indtog op gennem 90’erne. Foto: Bent Rej

Her indrettede han sit drengeværelse med tykke gardiner, antikviteter og møbler i palisander, der dengang, hvor moderne skandinavisk design var blevet populært, kunne fås hos marskandisere for en slik.

Skolen interesserede ham ikke, for han hadede allerede dengang autoriteter, men han tegnede i timevis, når han ikke kørte cykelløb på landevejene med midtjyske bønder og arbejdere.

 “Jeg kom ud i nogle kredse og lag af samfundet, som jeg ellers ikke ville komme i nærheden af. Og jeg havde det godt derude hos bønderne. Jeg blev inviteret til aftensmad på gårdene efter træning og ringede besked hjem via telefoncentralen. Det har været en kæmpe fordel for mig, at jeg kendte landet så godt. Det er du nødt til, hvis du vil massekommunikere.”

Han steg af racercyklen, da han kom på Kunsthåndværkerskolen som 18-årig. Ikke fordi de andre grinede af, at han dyrkede noget så proletarisk, som den kreative klasse dengang ikke ville røre ved. Men han vidste, at han ikke både kunne vinde etapeløb, studere intensivt og drikke øl og ryge cigaretter i weekenden. Og han cyklede altid for at vinde.

 
Inspirationen til den orientalske have har Peter Wibroe hentet på rejser til bl.a. Alhambra i Granada og især haverne i Marrakech i Marokko. Foto: Bent Rej

“Jeg havde glædet mig til at få lov til at drikke og ryge. Jeg begyndte et par måneder, før jeg holdt helt op med at køre. I begyndelsen satte jeg mig på cyklen om morgenen efter festen for at brænde alkoholen af, men jeg vidste godt, det ikke var holdbart.”

For Peter Wibroe vil kun beskæftige sig med noget, han er god til.

 “Det har jeg sagt til så mange unge mennesker: Find ud af, hvad du er god til, dyrk det og bliv TOPgod. For hvis man er topgod, kan man altid få folk til det, man ikke duer til,” siger han.
Selv dur han ikke til administration, for tal interesserer ham ikke, og han har en rengøringsdame og en gartner med en vognpark til det grove.

“Alt, hvad der kan måles, vejes og tænkes, interesserer mig ikke. Kun det, der kan sanses, føles og ses,” siger han, og vi lader igen blikket vandre over det smukke, grønne paradis, han har skabt.


Besvimede på bureauet

Hans kæreste, Anne Marie Mygind, kommer ned fra hovedhuset med raske skridt for at hilse på sammen med sin border collie, Ellie. Hun er næsten 30 år yngre end ham, men lige så haveinteresseret (det skal man være for at være lykkelig med ham, siger hun) og om muligt lige så passioneret omkring reklame, som han selv.

 Hun er indehaver af reklamebureauet Mygind og Søn og så med, da DR2 for snart tre år siden sendte dokumentarserien ”Danske Mad Men”, der inkluderede et afsnit om Wibroe. Hun fik kontakt til branchens koryfæ gennem en fælles bekendt.

Ingen af dem havde troet, det skulle udvikle sig til mere end en faglig snak, men i dag er hun hans livsledsager og samlever, der giver ham modstand, brygger morgenkaffe, slår græsset og luger al det ukrudt, han ikke selv interesserer sig for.

“Det pudsige var, at journalisten, der lavede udsendelsen, spurgte, om jeg slet ikke havde nogen ønsker i livet,” siger han.

 

”Jeg svarede, at jeg godt kunne tænke mig at prøve at blive forelsket igen. Det klip kom ikke med i programmet, men det viste sig alligevel at blive en konsekvens af udsendelsen,” forklarer han, da hun er gået igen.

 Han har to andre længerevarende forhold bag sig, der begge gav ham hhv. en datter, Louisa, der er 46 år i dag og bor med sine børn i sidebygningen bag os, og Alexandar på 11, der bor med sin mor ikke langt derfra. Dertil kommer de alle de flygtige damebekendtskaber, som de vilde år i 80’erne bragte med sig.

Hans eneste ægteskab var et erklæret åbent et af slagsen, siger han. Hun var stewardesse hos Simon Spies, da de mødtes. Hun blev hurtigt gravid, og han forsørgede hende det meste af tiden, men de levede hvert deres liv. De kaldte det, at ”de var i familie med hinanden”, og han gjorde, hvad han lystede.

På et tidspunkt blev det hele alligevel for meget. Efter en periode med ”en frygtelig masse kvindebekendtskaber” og ugentlige drukture med de heftigste mængder af absinth og stærke drinks i kradse kombinationer, var han blevet 42 år og lidt livstræt. Og det var nyrerne også. En dag kastede han blod op på bureauet og besvimede.

 Han vågnede op igen på kommunehospitalet, men gad ikke være der og gad heller ikke søge egen læge, for sådan én havde han ikke. Hans sekretær, der var afhoppet lægesekretær, tog med ham hjem og holdt ham i hånden hele natten, og fra næste dag var han på vandvognen. I hvert tilfælde de næste fire måneder.

“Jeg havde ligesom oplevet alt. Livet var gentagelse på gentagelse. Jeg fandt meget behag i at drikke mig sanseløs. Det undrer mig i dag,” siger han og trækker vejret med en vanlig hvislen ind mellem læber og tænder som for at understrege eftertanken. Så funderer han videre:

”Det var nok en flugt eller et forsøg på at opleve fatamorgana i de kodyle branderter. Man bliver mere skarp kritisk. Det var jeg så i forvejen.”

Næste generation arver verdens største lort

Han er ikke blevet mindre kritisk med tiden, og han indrømmer gerne, at han beundrer fortiden. At han er født 300 år for sent – selv om det er svært at vide, hvilken stand han ville være født i 1700-tallet, for ikke alle havde et barokpalæ som legeplads. Heller ikke dengang.

 Men nutiden er fuldstændig forpestet af menneskers grådige begær, der har fået frit spil efter Sovjets fald. Hensynsløs jagt på profit og magt, der ødelægger vores alle sammen jord og vores fremtid. Vi burde stoppe de skruppelløse stater og koncerner og vores eget overdådige forbrug.

“Økonomer ville skrige: Hvad med væksten? Men Moder Jord ville takke med et klima, vores efterkommere kan leve i. Men vi er alt for store egoister til for alvor at gøre noget for de næste generationer. I vores testamente står der: I arver verdens største lort, for vi var bare nogle store røvhuller, der nød hele turen,” lyder en af hans tanketidsler.

Han betegner sig selv som rød konservativ, forstået på den måde, at han går ind for bevarelsen af de gode værdier, men er i mod de gigantiske internationale koncerner og magthavere, der ripper menigmand. Han læser Politiken dagligt og ejer hverken mobiltelefon eller computer.


“Økonomer ville skrige: Hvad med væksten? Men Moder Jord ville takke med et klima, vores efterkommere kan leve i"


Går hans bil i stå, vil han hellere praje et fremmed menneske som i de gode gamle dage, og hvis han vil lede efter en italiensk lampe på Bruun Rasmussens hjemmeside, er det med hjælp fra sin kæreste. Både hun og resten af hans familie er så gode til det nymodens djævelskab, og så er de sammen om noget.

 Hans bil er en 31 år gammel bordeaux Porsche, som han købte efter at have droppet den fabriksnye. Porsche-Kim i Køge havde ret, da han sagde, Peter Wibroe burde have sig en gammel model.

“Nye ting kan ikke repareres. Man kan ikke engang selv skrue glasset af forlygterne og skifte pæren. Det er helt vanvittigt. Min bil kan repareres med en svensknøgle og en tot twist,” siger han.

Er det alligevel ikke lidt en tilsnigelse at kalde det for mådeholdent forbrug at have en Porsche?

“Tænk på, hvor mange andre biler, der er blevet skrottet i den levetid. Og min er aldrig i stykker.”

Men det er svært at kalde det mådeholdent at have bygget så store huse på fire grunde til dig selv og din familie.

”Joh. Selv en mursten vil gerne blive til noget,” svarer han kryptisk med et citat af den amerikanske arkitekt Louis Kahn.

Stopper aldrig med at ryge

Så på hans egen måde er han et sparsommeligt menneske. Hans huse er kram og bygget af sunde materialer og antikke elementer, der kan stå i århundreder endnu.

Han forlader sjældent sin grund, og før hans kæreste flyttede ind og begyndte at sørge for ham, spadserede han ned til Søllerødkøbmanden og handlede sine daglige fornødenheder.

 Selv om ejendommen indbyder til det, har han ikke noget så fordærvet som en elektronisk låst låge. I stedet har han en god gammeldags vagthund, Zacci, af den slags, han i dag lader stå at gø på behørig afstand på balkonen.

Den er af den oldgamle hunderace Beauceron, som både doberman og rottweiler er avlet efter, og han fortæller begejstret, at den blev brugt i krigene i middelalderen med en knivskarp rustning, der skar hestenes bug op.

“Den holder øje med, at vi ikke får ubudne gæster. Det er man nødt til i dette kvarter.”

 

Byturene droppede han, da han var i begyndelsen af 50’erne, og restauranter frekventerer han sjældent, for der er rygning forbudt. Han rejser aldrig længere end Paris, for flyene har også rygeforbud, men Paris er fuld af glasindrammede fortovsrestauranter, lempelige regler og en befolkning, der ryger, høj som lav.

 Han kunne godt holde op med at ryge, hvis han ville. Det ville være en lidelse, og han kunne aldrig finde på det.

“Nu er jeg blevet 71 år. Hvis jeg fik at vide i morgen, at jeg havde en uge tilbage at leve i, ville jeg ikke et øjeblik fortryde alt det, jeg har røget.”

Man kan ikke skabe noget stort uden røg, siger han og pointerer, at alle de største personligheder er og var kæderygere. Den nye EU-kommisionsformand Juncker, hedengangne Willy Brandt og Václav Havel, for at nævne et par eksempler.

“Hitler var den første, der indførte rygeforbud, så det danske sundhedsdiktatur er faktisk en fortsættelse af nazismen,” siger han og vender blikket med et smil, der blotter et let og charmerende overbid.

 

I hans optik er det godt, at ungdommen ikke ryger, mens de bygger deres krop op til en god base, men når man bliver rigtig voksen, må man selv bestemme, hvor meget man vil belaste sin krop, og hvor længe man vil leve. Han vil ikke leve, til han bliver et usselt vrag, siger han og slår op på endnu en tirade, denne gang om levealderen:

 “(...) lykken ligger ikke nødvendigvis i alle de livsforlængende anstrengelser, vi i stigende grad gør os for at snyde naturen, så vi kan fejre 100 års dag med ble, kunstige hofter, udskiftede organer og galoperende demens i plejehjemmets muntre omgivelser,” skriver han hen mod slutningen.

Hans mormor døde først i 2005, 96 år gammel, og han så hende hver weekend til det sidste. Samme år døde hans bedste ven, en kuwaiter ved navn Jassim al Homaizi, som ligesom ham var excentriker, havenørd og natteravn. Næsten 40 år havde de været venner, før kræften tog ham.

“Så blev der meget tomt lige pludselig.”

Hvordan tacklede du det?

“Jeg kastede mig ud i haven. Haven healer alle sår.”



  

Mest læste

Læs seneste udgaver

Seneste artikler i Pleasure sektioner