"Jeg kunne ikke læse og regne, og jeg endte med at blive økonom og forfatter"
"Er jeg negativ? Jeg tror, jeg er negativ, men jeg er også realistisk." Foto: Petra Kleis
AVISEN Af
Forfatter Kaspar Colling Nielsen er fantasifuld, har hovedet fuld af forfærdelige fremtidsudsigter og produktive påfund, og så lider han af en dødsangst, der kun lader sig dæmpe af, at det hen ad årene er blevet meget mindre tragisk for ham selv at dø - og at det evige liv ligger lige for fødderne af os, for hvis vi selv kan bestemme, er der ingen, der har lyst til at dø i dag. Måske i næste uge, men ikke i dag

Kaspar Colling Nielsen er en mand, mange gerne vil lytte til. Den 43-årige forfatters kalender er booket med oplæg - ikke bare i forfatterkredse, på biblioteker eller i kulturforeninger, men også i erhvervslivet. I TED-talks. Hos virksomheder med milliard-omsætning, hos fonde, medier og hos politiske partier, der gerne vil have hans blik på den verden, vi lever i.

"Det er, som om at de ting, jeg skriver om, bliver taget mere alvorligt nu," siger Kaspar Colling.

I denne måned udkommer han med sin tredje roman "Det europæiske forår". En bog, der starter lidt ude i fremtiden og ender længere ude i fremtiden. På et tidspunkt, hvor der er krig mellem kristne og muslimer, hvor teknologi, frem for politik og ideologi, styrer udviklingen i verden, og hvor de humanistiske idealer om kunst, samfund og menneskers rettigheder står for fald.

Det er verdens store spørgsmål og uløste problemer, der optager Kaspar Colling. I bogen, hvor samfundet er præget af ulighed og konflikt. Og i virkeligheden. På Nørrebro i København er der lige nu bandekrig og helikopterovervågning. Og inden for det sidste halvandet år er ti europæiske storbyer blevet ramt af terrorangreb.
 

"Der er nogle faremomenter i vores tid. Den fredelige stabilitet, som har eksisteret siden Anden Verdenskrig, er til forhandling nu. Over de sidste fem år er flygtningedebatten intensiveret. Folk er rasende. Vi bevæger os mod et kollisionspunkt. Den vold, som kan opstå, kan blive uoverskuelig. Der er ikke mange, der har særlig mange pissegode løsninger på de her problemer."

Vores forestillinger om verden er i opbrud

Børsen møder forfatteren på en kaffebar i Pisserenden i det indre København. Der er lige plads til et par klapstole og et bord på det smalle fortov. Han er ankommet før tid, har tændt en cigaret, sidder klar. Det er tidligt på dagen, og en ud af tre forbipasserende hilser godmorgen. Det er Kaspar Collings kvarter og har været det, siden han som barn hang ud med sine venner, lyttede til David Bowie og dansede breakdance på scenen til en Sneakers-koncert.

Dengang boede han med sin mor, der var psykolog, på Nikolaj Plads. I dag er han flyttet tættere på søerne. Udenpå har årene sat sig som markerede linjer i ansigtet, nærmest vejrbidt, som havde han levet et liv på havet eller i marken. Indeni har de anbragt sig som erfaringer, følelser, erkendelser og banet vejen for det prisvindende forfatterskab, der ud over bøgerne også tæller dramatik.

Den seneste bog var svær at skrive

"Det tog mig fire år. Jeg vidste først ikke, hvad den handlede om, den handlede om så meget. Men temaet var det samme. Bogen er en beskrivelse af, hvordan vores forestillinger om verden er i opbrud. Det er, som om at der er sket en devaluering af mange af de tanker, som blev formuleret i oplysningstiden, og som handler om, at det enkelte individ er ukrænkeligt og har rettigheder," siger Kaspar Colling, der også har en bachelor i filosofi, er uddannet økonom og ved siden af sin forfatterkarriere underviser på CBS.

Han taler roligt med en diktion, som kun høres hos dem, der er opvokset i selve København K. Med lidt dybe a'er og en bestemt rytme i den rolige talestrøm. Undervejs holder han pauser, der giver ham mulighed for at analysere og præcisere, hvad han mener. Blikket søger væk fra øjenkontakten og samtalen, ind i analysen, og vender først tilbage, når der er nye spørgsmål, der skal besvares omkring filosoffen Emmanuel Kant, den europæiske folkeoplysning og andelsbevægelsen, for at ende ved refleksionen om, at det, vi som europæere troede, var universelle værdier, er kommet til kort.

"Globaliseringen udfordrer vores moral. F.eks. alle de flygtninge og migranter, der kommer til landet lige nu. Jeg mener, at vi er forpligtede til at tage imod dem ud fra et humanitært synspunkt, men samtidig kan vi ikke modtage alle. Så kommer vi til at lave nogle underlige og ulogiske opdelinger mellem flygtninge og migranter. Ud fra en moralsk betragtning er der ingen forskel. Om du dør af sult eller på grund af din seksuelle orientering burde være ligegyldigt. Vi begynder at forhandle det, der er grundværdier i vores samfund."

Kaspar Colling stopper sin sætning og tager øjenkontakt et kort øjeblik.

"Er jeg negativ? Jeg tror, jeg er negativ, men jeg er også realistisk."

Talende dyr og evigt liv

Som forfatter har Kaspar Colling en sjælden evne til at kombinere det negative, nærmest dystopiske blik på verden med forestillinger, der kan skabe helt nye muligheder. For mennesker, for dyr, for klimaet. I sin første bog, den prisvindende "Mount København", beskrev han, hvordan opførelsen af et flere kilometer højt bjerg på Avedøre Holme skabte et nyt, bæredygtigt økosystem og ændrede danskernes mindset. Pludselig kunne de tænke i større og anderledes perspektiver end før. I hans bog nummer to "Den danske borgerkrig 2018-24" har en rigmand fået evigt liv via stamceller og ser tilbage på krigen med sin reflekterende og talende Border Collie Geoff som samtalepartner. I "Det europæiske forår" kan både mennesker og dyr, der gennem nanoteknologi og neurale netværk har fået ny bevidsthed og evigt liv, søge ly for de konflikter, der præger Danmark og Europa. På Lolland. Her udvider de deres bevidsthed, ryger smøger og prøver at være i hinandens kroppe.

 

Kaspar Colling tænder en ny cigaret. Siden han var dreng, har han været optaget af, hvordan vi kan forstå verden og dens sammenhæng. Han diskuterede Kierkegaard med sin far og Heidegger med sin stedfar, filosoffen Ole Fogh Kirkeby, som moderen blev kæreste med, efter at forældrene blev skilt. Til sin niårsfødselsdag ønskede Kaspar Colling sig et bordtennisbat, men faderen gav ham i stedet "Idioten" af Dostojevski. Bind to.

"Og jeg havde ikke engang læst bind et," griner Kaspar Colling.

Han var god til at tænke abstrakt. Og filosofi interesserede ham. Så meget, at han senere søgte ind på filosofistudiet i Odense, hvor han for første gang i sit liv oplevede at få gode karakterer. For faktisk havde Kaspar Colling svært ved at læse og stave igennem sin skoletid.

"Jeg var den eneste på skolen, der gik i OBS-klasse i både dansk og matematik. Jeg blev let hidsig, og den eneste grund til, at jeg ikke blev smidt ud af skolen, var, at jeg kom fra et pænt hjem. Engang havde jeg smadret et klasselokale sammen med mine venner. De blev begge to smidt ud. Men min mor kendte vist rektor lidt, så jeg blev."

Han griner og skodder cigaretten.

"Jeg var et vredt barn. Min mor forkælede mig og gav mig alt. Men måske jeg bare ville have mere?"

Kammerater lavede rambuktyverier

I sin fritid spillede Kaspar Colling fodbold. Og skrev, men uden at nogen vidste det. Som tiårig skrev han sit første egentlige værk, et teaterstykke, der handlede om en detektiv. Han var hos sin far, og handlingen var kommet til ham om natten. Egentlig havde han lyst til at sætte stykket op på skolen og er også i dag sikker på, at det ville have været en succes. Men dengang var det for flovt.

"Jeg spillede jo fodbold i Fremad Amager. Mine holdkammerater begyndte at lave rambuktyverier, da de var 12. Jeg fortalte ikke, at jeg skrev digte i min fritid. Så havde jeg fået bank."

Han lader blikket vandre, før han fortsætter.

"Jeg har nogle gange tænkt, at en af mine fordele som forfatter er, at jeg har haft svært ved at læse og stave. Det har været en kamp for mig at læse en bog. Og jeg har forholdt mig anderledes til ord og formuleringer, fordi det ikke er faldet mig så nemt," siger han og kan ikke lade være med at fortælle historien om, at han for nogle år siden mødte sin tidligere dansklærer, da han var på posthuset for at hente paperbackudgaven af sin første bog.

"Jeg havde vundet Debutantprisen, og jeg gav hende bogen. Hun virkede lidt skuffet. Det var virkelig fryd. Hun var en nederen lærer. Jeg kunne ikke læse og regne, og jeg endte med at blive økonom og forfatter."

Han griner. Virkelighedens absurditet er på højde med fortællingerne i hans forfatterskab.

Det er mindre tragisk at dø nu

Endnu en forbipasserende siger godmorgen og stopper op foran kaffebarens smalle fortov for lige at veksle et par ord om en fodboldkamp, som han selv, Kaspar Colling og nogle flere skal spille i Brøndby i weekenden. Fodbolden er hængt ved i forfatterens voksne liv. Det samme er de angstanfald, der også kendetegnede hans barndom. Kaspar Colling har tidligere sagt, at når han forestillede sig de værste ting, var det et værn mod, at de reelt kom til at ske. En strategi, han opbyggede som barn, når han tænkte, at han ville dø, fordi han ikke længere kunne trække vejret eller kunne sluge mad. Angstanfaldene er dog væsentlig mindre fremtrædende end før.

"Særlig min dødsangst har aftaget med alderen. Det er så meget mindre tragisk for mig at dø nu. Jeg har børn på 15 og 12. Hvis jeg døde i dag, ville jeg have nået at give dem et godt fundament. Jeg har også nået at skrive mine bøger, hvilket var en stor drøm."

Han holder en pause, før han fortsætter.

"Min angst går mere på mine børn. Jeg er bange for, at der sker noget med dem og har svært ved at håndtere det. Jeg ved, det er begrænsende, hvis jeg hele tiden ringer til dem. Og min kæreste siger, at jeg ikke må. Men hvis jeg ikke kan få fat i dem, bliver jeg vildt nervøs."

Men mindre end i gamle dage, hvor Kaspar Colling løb ud på Dronning Louises Bro for at lede efter børnene og kæresten. Og før det, på et tidligere tidspunkt i hans liv, var angsten så omfattende, at han måtte væk. Ud af landet, til Afrika, hvor ens egne problemer bliver relative. Dengang var han 21, og to år tidligere var hans mor død. Han læste filosofi på universitetet i Odense.

"Jeg gik og havde ondt af mig selv og kunne ikke koncentrere mig. I stedet tog jeg til Namibia og fik job i et slumkvarter. Det var virkelig godt for mig psykisk. I Afrika ser folk fremad på en anden måde end herhjemme. På trods af fattigdom, på trods af at alting er håbløst, er der en glæde ved livet. Folk går ikke og dvæler ved deres traumer."

Angst, der passer til tingenes tilstand

Det afrikanske samfund, Kaspar Colling oplevede, var i en tilstand af kaos, som spejlede hans indre sindstilstand. Og det gav ham et nyt perspektiv på verden.

"Hvis man er præget af angst og kommer et sted, hvor det passer godt til tingenes tilstand, er man jo ikke længere psykisk syg. Jeg havde det virkelig godt i Namibias slumkvarter," reflekterer Kaspar Colling, før han igen berører, hvordan angsten også helt tidligt i hans eget liv var et grundvilkår.

"Min mor var faktisk meget angstpræget. Samtidig med at hun var sød og kærlig. Det samme var min mormor. Hun var meget traumatiseret af krigen og flygtede først fra Tyskland til Danmark og siden til Sverige. Hvis nogen kom fem minutter for sent, sagde både min mor og min mormor: "De er garanteret kørt ned. De ligger heroppe i krydset." Min mormor var meget kynisk på menneskehedens vegne," siger Kaspar Colling og kobler kynismen til oplevelsen af Holocaust, der, som han siger, "var svær at have et positivt blik på."

"Holocaust kastede skygger over min mors barndom. Og hendes brødres. Det er nok en del af fortællingen om menneskeheden i alle jødiske familier. At mennesket er grusomt. Og at nogle, hvis de bliver fulde nok, lige om lidt kan glemme enhver medmenneskelighed og begynde at begå massemord."

 

Klokken nærmer sig 10, og Kaspar Colling begynder at sidde uroligt på stolen. Hans datter ligger syg i lejligheden, og han vil være hjemme præcist. Så ingen pludselig begynder at tro, at han ligger kørt ned i et kryds. Men hvilke fortællinger om menneskeheden og verdens tilstand giver han egentlig selv videre til sine børn?

"Jeg fortæller dem, at de måske kommer til at leve evigt. Hvis de bare kan overleve 40 år fra nu af, er der gode chancer for, at de kan få evigt liv," smiler Kaspar Colling.

"Vi har allerede de elementer, de nanobotter og den stamcelleterapi, der skal til. Det handler ikke om, at den næste generation vil blive konfronteret med evigheden. Mere om, at du spørger dig selv, om du har lyst til at dø i dag? Så vil de fleste mennesker sige: "Ikke lige i dag. Lad os se på det i næste uge. Og pludselig er der gået 200 år," siger han og griner ægte hjerteligt, før han tilføjer, mere alvorligt.

"Men det er klart, det vil skabe ulighed. Større end nogensinde mellem dem, der har råd, og dem, der ikke har."

Men hvad er det vigtigste for dine børn at få med?

"Det vigtigste for mig er at sørge for, at de føler sig elskede. Jeg tror, at de begge er klar over, at vi virkelig elsker dem og har prioriteret dem højt. De er nummer et i vores liv. Og så er jeg opmærksom på, at jeg ikke skal overføre min egen angst og flippe ud hele tiden. Jeg skal ikke hele tiden vide, hvor de er."

Han flytter blikket og bevilger sig selv en tænkepause, før han fortsætter.

"Min søn er meget teknologiinteresseret og kvik til naturvidenskab. Jeg siger til ham, at det er enormt interessant. For den teknologiske udvikling kommer til at definere den retning, vores samfund udvikler sig i," siger Kaspar Colling.

Men formulerer du så overfor ham, at han også har et særligt samfundsansvar?

"Nej. Jeg føler ikke, at jeg skal definere, hvad han skal beskæftige sig med. Børnene skal have lov til at vokse op og danne sig deres egne idéer. De er ikke en forlængelse af min krop, ikke et kæledyr, der skal formes. Men selvstændige individer. Mine børn har ikke læst mine bøger og synes måske mest af alt, at jeg er en lidt latterlig overvægtig tosse, der arbejder hjemme. Det synes jeg egentlig er meget fedt," siger Kaspar Colling og flytter så fokus fra sine egne børn til hele deres generation. På en gang optimistisk og indigneret.

"Unge mennesker har en langt bedre fornemmelse af fremtiden, end vi har. Derfor er det også skandaløst, at dem, vi som samfund lytter til, er gamle mennesker i Finansministeriet, der sidder og laver beregninger baseret på, at Danmark er et landbrugsland. De aner ingenting. De unge har en stærk intuition og kraft. De forstår de store gamechangers i samfundet. De forholder sig til problemstillingerne som klima og flygtninge på en anden måde, end vi gør. Man skal lytte meget mere til de unge."

Kaspar Colling rejser sig. Han skal hjem til sin datter. Måske er hun blandt dem, der kommer til at sikre, at vi som samfund faktisk løser nogle af de problemer, vi oplever lige nu. Så vi får et ægte europæisk forår og ikke bare et af den arabiske slags, der ender med at gå helt galt.

Læs seneste udgaver

Cxense Display