Jonas Bonnier: "Jeg havde det dårligt med at være så rig"
Fotos: Petra Kleis
AVISEN Af
Svenske Jonas Bonnier er født ind i en af verdens mægtigste bogfamilier med et efternavn, der klinger af gammelt guld og har fået ham til at føle sig mere heldig end fortjent. Skyldfølelsen har derfor drevet Jonas Bonnier til både at blive adm. direktør for Bonnier og skrive ti romaner. Nu får han endelig sit litterære gennembrud med historien om et stockholmsk helikopterrøveri

Han skriver hver dag, han skriver juledag, han skriver nytårsdag, han skriver relativt langsomt, han skriver mange timer. Nogle gange kan det undre Jonas Bonnier, at han skriver så meget, for han har altid gjort det, og intet tyder på, at det vil stoppe, så hvorfor?

"Jeg føler, at jeg er nødt til at bevise mig selv."

Sådan ser han det selv.

54-årige Jonas Bonnier er født med en historisk guldske i munden. En guldske af en støbning, alle vi andre må betragte måbende på afstand. Den strækker sig helt tilbage til 1804 og en tysker af jødisk afstamning Gerhard Hirschel, som åbner en bladkiosk i København med det franskklingende navn Bonnier og selv tager navneforandring. Den fortsætter, da Gerhards søn, Albert, flytter til Stockholm og stifter et forlag i 1837, Albert Bonniers Forlag. Hele vejen frem til i dag, hvor Bonnier Group er et internationalt mediekonglomerat med så mange ansatte, som der bor i en mellemstor dansk stationsby, ca. 8000, og en omsætning på ca. 25 mia. svenske kr.

Jonas Bonnier hører til sjette generation, han er opvokset i et velhaverhjem i det centrale Stockholm, og selvom det var trygt og rart, så har guldskeen altid været en stor mundfuld. For den har fået ham til at føle sig for stor, at han snyder sig selv forrest i køen og endda til at skjule sin virkelige identitet, da han som ung rockmusiker i flere år lod sig kende under pseudonymet Tjompa, så alle vennerne ikke kunne se den. Den har sat sig som en beordring til at præstere. Han fortjener jo ikke sit held, sine privilegier - og hvad gør man så? Arbejder hårdt, beviser sig selv.

"Skyldsfølelse er noget, der altid har drevet mig," siger Jonas Bonnier.

Ubevidst i starten af hans liv, senere langt mere bevidst.

Familien Bonnier


Bonnier-familien er noget særligt. Modsat de fleste andre familievirksomheder, så har Bonnier-koncernen holdt formen som 100 pct. familiejet, nu igennem syv generationer af døtre, sønner, mødre, fædre, fætre, kusiner, tanter, far- og morbrødre, eksponentielt voksende til i dag over 100 slægtninge, alle med hver deres snas af virksomheden, som de har svoret på ikke at dele ud af til outsidere.

"Det er jeg meget stolt af, når jeg fortæller om Bonnier," siger Jonas Bonnier, der med sin bopæl i "dubiøse" Miami, som han selv siger, oplever en vis forbløffelse fra amerikanere, når han fortæller sin familievirksomheds overlevelseshistorie.

"Med så mange aktionærer er der mange meget mærkelige mennesker, som prøver at arbejde sammen. Hvis du lukker øjnene og forestiller dig, at du vil drive et selskab sammen med din mor og far, dine søskende, dine nevøer og niecer, så vil du sige, det kommer ikke til at ske, bare at holde en middag ud med alle de her mennesker er hårdt nok. Men det er præcis, hvad Bonnier-familien er, en gruppe meget mærkelige mennesker, som alle tror, at det er dem, der tager beslutningerne."

"Min sidste bog fra 2015 solgte 610 eksemplarer i Sverige, dvs. mine venner, familie og et par stykker, der købte den forkerte bog, så det er en meget anderledes oplevelse nu"

Langt færre medlemmer af den bugnende Bonnier-klan har til gengæld reelt sat et aftryk på den familieejede koncern som Jonas Bonnier, der sad som adm. direktør for Bonnier-gruppen i perioden 2008-2014. Hele vejen igennem sit voksenliv - og især fra i 1988, hvor hans første roman udkom - har han dog mest af alt set sig selv som en romanforfatter, også selvom det kan lyde latterligt, at man er direktør for en milliardforretning, men ser sig selv som romanforfatter - det er bare sandheden, som titter frem nu.

Jonas Bonnier taler med ungdommelig åbenmundethed, den er dog foldet pænt ind i en overbevisende gestikuleren, undertiden med en anglificeret term benævnt "CEO-hands". Hans kropbygning er adræt, tindingerne trængt en smule op i hver sin krog, og det brunblonde hår strøget til siden. Men ind imellem det pæne ydre, står de små oprørske tanker lystigt på spring, om det gælder hans gamle familie, hvordan man driver virksomhed, eller at hans nye autentiske krimiroman "Helikopterkuppet" om Sverige-historiens nok mest ubegribelige røveri i virkeligheden slet ikke er interessant på grund af selve røveriet, men karaktererne.
 
Det er tydeligvis meget prætentiøst at skrive, mener Jonas Bonnier. Man skal dybest set tro, at man har noget meget vigtigt at sige og forvente af nogle andre, at de skal lytte og læse. 
Det er første gang, at Jonas Bonnier har skrevet en vaskeægte bestseller.

"Min sidste bog fra 2015 solgte 610 eksemplarer i Sverige, dvs. mine venner, familie og et par stykker, der købte den forkerte bog, så det er en meget anderledes oplevelse nu," siger han og ler så uhøjtideligt, som man kan gøre det, når man endelig har sit på det rene.

"Helikopterkuppet" er solgt i 60.000 kopier i Sverige allerede, til udgivelse i 34 lande og til filmatisering af skuespilstjernen Jake Gyllenhaals produktionsselskab Nine Stories på vegne af Netflix. Romanen bygger på den sande beretning fra en septemberdag i 2009, da tre røvere kort før daggry blev sat af fra en helikopter på taget af en pengecentral i det sydlige Stockholm og tyve minutter senere fløj væk med 39 mio. svenske kr. Der var sådan set allerede skrevet bøger om den sag, men Jonas Bonniers krimi er den første roman set fra røvernes perspektiv, bygget på samtaler med røverne, og det første værk, der er kommet så højt op at flyve, at det svæver over talrige landegrænser og altså muligvis ender på det store lærred.

"Jeg havde det dårligt med at være så rig. Jeg skammede mig over det. Vi var i Sverige, trods alt, og det er ikke noget, man praler med, men det er tværtimod noget, man desperat forsøger at skjule"

Kald det bare et gennembrud, det som Jonas Bonnier befinder sig i. Det er han ikke for fin til at indrømme, trods vejen dertil rent faktisk er gået over i hvert fald ni romaner. Som Jonas Bonnier, hvis første roman udkom i 1988, selv siger:

"Der er folk, som jeg kender ret godt, som kommer hen til mig nu og siger: "Åh, så du har skrevet en bog." Jeg siger bare "ja, er det ikke fedt!?""

Forspringet

Jonas Bonnier forlod tidligt sin hjemmebane. Deri ligger forklaringen meget vel i, at der allerede som ung blev plantet en skyldfølelse i ham.

Var han bare blevet i sin lokale omgangskreds i det mondæne Djurgården i Stockholm, havde forskellene ikke været så synlige. Men Jonas Bonnier var som barn begyndt at bruge tid i mindre bemidlede forstæder som Nynäshamn, Ösmo, Sorunda og Nacka syd for Stockholm sammen med en legekammerat, som boede der.

Og som teenager blev han en del af et undergrundsmiljø af drømmere. Jonas Bonnier ville være rockmusiker, ganske som mange andre unge i hans generation. Med sit band spillede han guitar, sang og skrev sange om ulykkelig kærlighed, at være ung, fri og på usikker grund.

"Jeg fandt jo mig selv i et miljø, hvor det gik op for mig, hvor heldig jeg var. Så den skyldfølelse kom bare af at kigge mig rundt. Jeg havde det dårligt med at være så rig. Jeg skammede mig over det. Vi var i Sverige, trods alt, og det er ikke noget, man praler med, men det er tværtimod noget, man desperat forsøger at skjule," fortæller han og tegner så en metafor for sin følelse.

"Jeg er sikker på, at han elskede mig mere end noget som helst, altså når han huskede, at han havde en søn"

"Det er som om, du løber på en bane, 3000 meter. Du starter løbet glad, da det går op for dig, at du er 500 meter foran alle andre, og du har det rigtig godt. Men efter et stykke tid går det op for dig, at publikum buher, og du forstår ikke, hvorfor de buher af dig, hvorfor kan de ikke lide mig?"

"Og så går det op for dig, at du startede 500 meter foran alle andre. Og at dine konkurrenter også hader dig, fordi du startede foran. Og så begynder du at få det dårligt, fordi alle hader dig, selvom det ikke var dit valg at starte foran alle andre, og så begynder du at bede om medlidenhed. Og så bliver det endnu værre. For hvem vil have medlidenhed med dig, du startede 500 meter foran alle andre, fuck dig."

Forfatteren, der aldrig havde læst en bog


Trods sin status som del af Bonnier-familien oplevede han intet pres for træde ind i familievirksomheden. Tværtimod. Jonas Bonnier blev næsten skærmet fra familievirksomheden, han havde aldrig mødt sine fætre og kusiner som barn, var ikke med til nogen store familiesammenkomster, og der var ikke nedfældet en karriereplan hverken af hans mor, Gun Bonnier, eller far, Lukas Bonnier, der i tiden var direktør i Bonnier-ejede Åhlén og Åkerlunds Forlag.

"Min far havde mange forhold på arbejdet med mange forskellige kvinder, og jeg tror faktisk, at det var grunden til, at han ikke ville have, at jeg havde noget at gøre med familieforretningen eller hans arbejde. Jeg ville høre for mange ting, så det var nemmere bare at holde mig væk," forklarer Jonas Bonnier og griner afvæbnende.

"Han var en meget speciel person. Da han døde, holdt jeg en tale ved hans begravelse, hvor jeg sagde: "Han var ikke centrum i universet, han var universet." Han var den mest selvcentrerede person, jeg nogensinde har mødt. Men hvis man accepterede det, så var han ekstremt elskelig, intuitiv og følsom. Jeg er sikker på, at han elskede mig mere end noget som helst, altså når han huskede, at han havde en søn."
 
"Det er en rutsjebaneting," sådan beskriver Jonas Bonnier følelsen af at være forfatter, den ene morgen vågner du og elsker dig selv for en sætning, næste morgen vågner du og opdager, at det er lort. Tak til Nobis for lån af location.
Det intuitive og følsomme såvel som tilbøjeligheden til meget hurtigt at bestemme, om man kan lide et menneske eller ej, har Jonas Bonnier arvet fra sin far, men mestendels ser han sine egne karaktertræk stamme fra sin mor og hendes intellektuelle, analytiske og frem for alt positive tilgang til livet.

Efter to til tre år, hvor Jonas Bonnier havde spillet på hvert et koncertsted, han kunne finde i Stockholm, fandt han ud af, at han hellere måtte forsøge at kommunikere på en anden måde. Så han begyndte at skrive. Udfordringen var bare, at han som 19-årig aldrig havde læst en bog før.

"Ingen. Jeg snød i skolen. Jeg spurgte mine venner til råds, nogle gange læste jeg de sidste par sider for at være med, men jeg syntes, det var rigtig kedeligt. Jeg elskede tegneserier som "Modesty Blaise", "The Phantom" og alle den slags, men jeg havde aldrig læst noget rigtigt."

Hans første roman om en ung mand ramt af ulykkelig kærlighed sendte han ind til 20 forskellige forlag, alle afviste den, dog var nogle af afslagene efterfulgt af et par pæne bemærkninger. Tilpas opmuntrende til at han søgte ind på universitetet i Uppsala for at læse litteraturvidenskab.

"Jeg tror ikke, at man laver en virkelig profitabel virksomhed med kreativitet og empati. En
kedelig CEO er altid bedre end en sjov CEO"

"Og efter det forsøgte jeg en anden gang at skrive en roman, og den gang virkede det," fortæller han om debutromanen, den episke roman "Prinsessan och halva kungariket", som solgte 2500 eksemplarer og gav Jonas Bonnier en skelsættende bekræftelse af sit eget selvbillede, som han den dag i dag stadig identificerer sig med.

"De år definerede mig meget som person. Når jeg kigger mig selv i spejlet i dag, bliver jeg rigtig overrasket. Fordi den fyr, der kigger tilbage på mig, er ikke mig, fordi jeg er stadig den person, 20 år gammel, som kæmper med at forsøge at skrive en roman og så rent faktisk lykkes med det og bliver en forfatter."

På chefkontoret

Der var ét problem, et problem, som gentagne gange har vist sig ved forfattergerningen. Trods han var stolt over bogsalget på hans første roman, så gav det aldrig en indkomst, der rent faktisk kunne betale huslejen.

Han måtte derfor holde pauser fra skriveriet for at tjene penge til de mellemliggende fattigere perioder som forfatter, og sådan begyndte hans vej igennem forskellige grene af familievirksomheden. Det startede med en ansættelse som redaktør i Bonniers Bogklub. To år senere, og nu økonomisk mæt for en stund, sagde han op. Og gav sig til at skrive igen. Det mønster gentog sig.

I 2000 havde han arbejdet sig op i Bonnier-koncernen, for i familien havde man øjnet, at der her kom en Bonnier-slægtning, som kunne kommunikere, lede og havde potentiale til at kunne gå hele vejen til tops. Men Jonas Bonnier var egentlig rent mentalt definitivt på vej ud af familiekoncernen, da han i 2000 sagde op som direktør i Bonnier Tidsskrifter for at skrive romanen "Saffranshjärtan".

"Jeg husker, jeg tænkte, at hvis jeg var bestyrelsesformand i den situation, så ville jeg have sagt til direktøren, at hvis du går nu, så kommer du aldrig tilbage igen, det kan du ikke gøre."

"At være direktør er meget, meget lettere end at være forfatter"

Men der skulle tydeligvis mere til at brænde broerne til familievirksomheden. For ikke mere end fem år senere, i 2005, umiddelbart efter bogens udgivelse, blev han tilbudt stillingen som underdirektør for hele Bonnier-gruppen, og i 2008 blev han så forfremmet til adm. direktør.

Som topchef var hans ønske visionært: at Bonnier skulle vokse til det dobbelte i omsætning, og han købte derfor magasintitler op i USA, og han købte Canal Plus (nu C More i Sverge). Men hvad, han ikke havde forudset, var, at han med sin tiltræden januar 2008 sejlede sit tunge skib direkte ind i, hvad aktiefolket så fikst kalder en perfekt storm - i det her tilfælde en global finanskrise fra den ene side og fra den anden en digital transformation med internettets vækst og opkomsten af annoncestjælende aktører som Google og Facebook.

Den sværeste vej


Ifølge mediemagasinet Resumé kostede købet af Canal Plus 3,5 mia. svenske kr. for Bonnier, og forretningen skrumpede i de godt seks år, han sad i topchefsrollen.

"Jeg følte aldrig, at jeg var en CEO, jeg følte mig faktisk som en forfatter, men jeg opdagede, at det kunne jeg ikke sige, fordi det lød dårligt. Du vil jo ikke arbejde i en virksomhed, hvor den højeste chef går rundt og siger til alle, at han ikke ser sig selv som CEO, det er latterligt," som han selv siger.

"Jeg havde det for sjovt, og jeg følte min forpligtelse over for virksomheden var at gøre det sjovt. Min idé var, at det ville tiltrække smarte og interessante mennesker, og hvis vi havde det, ville vi være bedre end alle andre. Men jeg tror ikke, at man laver en virkelig profitabel virksomhed med kreativitet og empati. En kedelig CEO er altid bedre end en sjov CEO."

Skulle man få den tanke, at overgangen fra adm. direktør og ansvarlig for en milliardforretning til selvstændig fuldtidsforfatter har betydet et mere bekymringsfrit og legesygt liv, tager man imidlertid fejl.

"At være direktør er meget, meget lettere end at være forfatter," hævder Jonas Bonnier.

"Hvis du er CEO, har du nogle klare succeskriterier, og du kan måle, om du har gjort det godt eller skidt. Du er blevet valgt af en bestyrelse, og det betyder, at der er nogle andre, som tror på dig. Og hver måned får du en løn, der fortæller dig, at de godt kan lide det, du laver," forklarer han og sætter det i opposition til at være forfatter.

"Når du skriver en roman, så forfølger du noget, som ingen har spurgt dig om. Ingen er særlig interesserede, selv din familie bliver sikkert hurtigt træt af at høre om det. Og når du så er færdig, så er der ingen i verden, der kan fortælle, om det er godt eller skidt. Det er alt sammen i dit hoved. Alligevel bliver du ved med at gøre det. Det er så dumt."
 
"Man ved aldrig med Hollywood, men kommer der en film ud af "Helikopterkuppet", så håber jeg, at man kommer til at se en røver skifte ble. Det er meget svensk – en røver der tager sig af sin syge baby.
I dag er Jonas Bonnier mere travl end nogensinde. Han skriver. Basen er både i Miami, hvor han bor med sin kone, der har keramikværksted i byen, og i Stockholm, hvor han arbejder på manuskripter til tv-serier til svensk tv såvel som Hollywood, og så skriver han på efterfølgeren til "Helikopterkuppet".

"Og bliver det ikke en succes, så må jeg arbejde endnu hårdere på at vise, at det ikke bare var en døgnflue," siger han.

Bliver filmen en succes, er den store chance til gengæld, at der kommer til at ske et nyt gedigent ryk på bogsalget, og så behøver det ikke længere at skorte på Tesla'er i garagen.

Og hvad mere? Skyldfølelsen. Den fortager.

Det medfødte held er blevet mindre betydningsfuldt i Jonas Bonniers verden. Han har efterhånden, med sine 54 år, løbet så mange meter, billedlig talt, at det ikke længere er relevant, om hans startposition var foran alle andre.

Måske Jonas Bonnier alligevel, og endelig, er nået til det punkt, hvor han har fortjent sit forspring?

Læs seneste udgaver

Cxense Display