Få særtilbud og nyheder fra Pleasure  |  Tilmeld
Gourmet

Danmarks bedste is: Findes den her?

Backpacking med to børn i tropeparadiset
Uberørte strande, lokale fester og ikke mindst venlige mennesker og en grøn, grøn natur. Den indonesiske ø Lombok er et perfekt valg for familier med små børn, der gerne vil opleve lidt ud over det sædvanlige. Også på motorcykel.
Foto: Mille Sjøgren
Rejser Af
Backpacking er på ingen måde forbeholdt unge mennesker uden børn. Har du børn, kan du sagtens proppe dem i rygsækken og rejse ud at opleve en verden af eventyr sammen som familie. Vi tog på motorcykeltur på Balis uberørte lillesøster Lombok med vores to børn på to og fire år. Backpacking giver dig de fedeste oplevelser, og børnene kan sagtens være med En indonesisk kvinde kommer hen til os med favnen fuld af klirrende vodkaflasker. Vi er stoppet for at få fyldt benzin på vores motorcykler, og benzin på Lombok kommer nu en gang i glasflasker, der førhen har indeholdt spiritus.

“Tankstationen” er en lille vejsidebutik foran kvindens eget hus, hvor ti til 15 benzinfyldte vodkaflasker står på et vakkelvornt og hjemmebygget bambusstativ midt i solen.



Hendes børn løber rundt mellem palmebladsdækkede bambushytter i jagten på en skrattende høne. Mine egne unger følger med, og deres lyse lokker danner bagtrop i rækken af grinende børn.

Vi er netop kommet til Lombok efter en rundrejse på Bali og Gili. Ungerne har for længst vænnet sig til backpackerlivet, og de falder fint i leg med de lokale børn.

For os voksne er det befriende at komme til et sted, der ikke er overrendt af turister, og hvor befolkningen virker mere autentiske, end de gør på eksempelvis Bali. Børnene synes også, at det er dejligt ikke at blive rodet i håret konstant af fremmede mennesker.

Læs også:
Med regnskovens joker som sidemand
På eventyr i oldtiden
Paradis-resort hvor klichéer kommer til kort

Kvinden løfter motorcyklens sæde op og fører en tragt ned i tanken. Med fingrene spørger hun, om vi skal have en, to eller tre liter benzin. Vi skal have tre liter i hver motorcykel, hvilket vi forklarer med smil, fagter og tre strittende fingre.

Kvinden smiler bredt tilbage. Hun har lige solgt halvdelen af sit varelager og kan formentligt klare sig uden flere salg resten af ugen. Begge motorcykler bliver fyldt op, og vi betaler med en håndfuld indonesiske “matadorpengesedler”, der samlet modsvarer i omegnen af 25 kroner.

Vores børn må forlade deres nye venner for igen af blive smidt op foran på hver deres motorcykel. I en støvsky fra den rødbrune jordvej fortsætter vi vores eventyr.

Alene i Kuta

Vi kører gennem den søvnige surferby Kuta, hvor små bambusrestauranter med blå plastikstole ligger side om side i strandkanten. Af helt ubegribelige årsager er Kutas strande ikke oversvømmet af tykke blege turister endnu. Her er over 30 grader varmt, strandene er af det fineste hvide sand, vandet er krystalklart og har græsklædte bjerge som baggrundskulisse, og udsigten er smukkere end et retoucherede postkort. Selv børnene står med opspilede øjne og åben mund.



Vi er helt alene på 10 kilometer jomfruelig strand omfavnet af græsgrønne bjerge. Kun én vej går gennem Kuta, og i den tid vi har stået og sukket over udsigten, har der ikke været andre motorcykler på vejen end vores.

Fra restauranterne dufter der af krydret mad, så vi smækker os ned i et par stole og bestiller en omgang indonesisk til hele banden: Kyllingesuppe med chili, avokadosalat og nasi goreng til fire personer inklusivt drikkevarer for under 100 kroner. Ungerne er smuttet ud i køkkenet for at se, hvordan maden bliver lavet og kommer tilbage med papir, farveblyanter og munden fuld af bananchips.

Nyder udsigten

Vi slubrer den velsmagende mad i os, mens vi nyder udsigten og stilheden fra første parket.

Vi lægger Kuta bag os og kører hen ad en jordvej, der skærer en lige linje gennem en samling rismarker. Solens stråler får vandspejlet mellem risplanterne til at glinse. Ungerne hviner henrykte, da vi kører slalom mellem nogle store mudrede vandbøfler, der krydser vejen fra den ene rismark til den anden. For os voksne er det befriende at komme til et sted, der ikke er overrendt af turister, og hvor befolkningen virker mere autentiske, end de gør på eksempelvis Bali Vi drejer ind i landet, og motorcyklerne bumper af sted på en lille nedstampet sti gennem junglen. Hist og her dukker der små palmeklædte lysninger op, hvor en landmand har bygget et bambushus til sig selv og sin familie. Legende børn løber os i møde med begejstrede råb. De vinker og poserer foran kameraet.

Skiltet med teksten Nationalparken toner frem for enden af den bumpede sti, og en mand kommer traskende ud af et hus og stikker hånden frem. Det koster et par håndøre at komme ind i parken.

Over os svinger brølende aber sig rundt i trætoppene, og en larmende flod følger os gennem junglen. Den er på vej ned, mens vi er på vej op. Et skævt skilt med en tegning af et vandfald og tallet tre indikerer, at vi er på rette vej.



Stien bliver smallere og smallere, og krattet tættere og tættere, jo dybere ind i junglen vi kommer. Den voldsomme lyd af vandfaldet lokker i det fjerne, så de smattede høje trapper, bidende røde myrer og monsunregnen, der truer i horisonten, bliver ignoreret.

Da vi endelig når frem, bliver vi snydt for at se vandfaldet i fuld udfoldelse. Floden, der har fulgt os hele vejen, er blevet bred og dyb, og et kæmpe træ er væltet ned i den lige netop der, hvor vi skal over. Vi står et øjeblik og nyder lyden af det buldrende vandfald, inden ungerne bliver smidt på skuldrene, og vi slukørede og sveddryppende må gå tilbage til motorcyklerne.

Temperaturen når op over 35 grader, og på trods af farten hagler sveden af os. Det smaragdgrønne vand lokker, og vi drejer af til stranden i Kuta for at blive kølet ned og få en coconut shake. Ude i horisonten leder et par surfere efter deres daglige kick.

Ormefestival

Pludselig brydes stilheden af dansende trommerytmer, højlydt sang og bækkener, der bliver slået hårdt mod hinanden. Ungerne sprinter ud til vejen, og vi følger hæsblæsende med.

Et kæmpe optog med tusindevis af indonesiske børn og voksne stamper af sted hen over den røde grusvej i farvestrålende traditionelle indonesiske dragter. En smuk prinsesse med en voldsom makeup bliver båret højt i en træbærestol af fire mænd, og ungerne bliver kastet på skuldrene igen for at følge optoget. Vi klapper og vinker til dem, imens vi smelter sammen med det larmende og dansende optog.



Pludselig er det os, der er i centrum. Et filmhold har fået øje på de hvidhårede børn, der skiller sig ud i mængden, og den næste kilometer har vi et stort VHS-kamera som følgesvend. Min storsmilede søn, der sidder i sin egen bærestol på farens skuldre, nyder opmærksomheden.

Den årlige ormefestival er skudt i gang. Budskabet er: Spis en Bau Nuale-orm og lev længere. Folk fra hele Indonesien valfarter dertil, og ormene er kun mulige at fange én gang om året. Præcis den dag var vi så heldige at være i Kuta på Lombok.

De her oplevelser kan ikke bookes hjemmefra. Vi kunne ikke have googlet os til, hvornår ormefestivallen er, for det bestemmer Bau Nuale-ormen. Du bliver nødt til at være der. Men er du det – så giver backpacking dig de fedeste oplevelser, og børnene kan sagtens være med.

Læs også:
Tilbage til Bali
De barske bjerge og den vilde kyst
Vild action-ranch i Montanas bjerge

.

Mest læste

Læs seneste udgaver

Seneste artikler i Pleasure sektioner