"Hans hånd hviler på en pistol, og han flytter ikke hånden"
Ingen kan som USA fylde historie-bøgerne med eventyrlige beretninger fra slutningen af det 19. århundrede - bedre kendt som cowboy-tiden. I dag lever fortællingerne videre i både North og South Dakota.
Rejser Af
En tidlig aften spadserer jeg ned igennem hovedgaden i en af USA's mest navnkundige westernbyer i South Dakota.

Det er lummert, jeg skal i teatret, så jeg går i mine egne, forventningsfulde tanker og opdager ikke manden foran mig, før vi er en armsbredde fra hinanden.


"I bakspejlet ser jeg en mand stige ud og gå langsomt frem mod min bil. Hans hånd hviler på en pistol, som sidder i et hylster i bæltet, og han flytter ikke hånden"


Han er besynderligt påklædt, og han snerrer af mig.

Pludselig trækker han to pistoler frem fra hylstrene under frakken, peger på mig og siger rustent:

"Draw..." (træk).

Jeg er nået til wild west-byen Deadwood - måske lidt for meget wild - en af amerikansk histories mest legendariske guldgraverbyer.

 
Træk pistolen, din bølle. Wild Bill Hickok har kun få timer tilbage at leve i, men i skikkelse af skuespilleren Travis Pearson gør han såmænd en god figur.

Her var krudt og kugler hverdagskost hen mod slutningen af det 19. århundrede, også for en af vestens mest berømte gunslingere Wild Bill Hickok, og han er faktisk grunden til, at jeg nu står her midt i en revolverduel.

"Draw," hvisker manden igen, men jeg trækker i stedet mit kamera og tager et par billeder af ham, mens han ser mest olm ud.

Så smiler han pludselig hjerteligt, breder armene ud og byder mig velkommen til Saloon No. 10 - westens mest berømte saloon og stedet, hvor den legendariske revolvermand Wild Bill Hickok fik en kugle i nakken.

Ved et tilfælde er jeg stødt ind i skuespilleren Travis Pearson, som om lidt skal spille Wild Bill i den småmorbide teateropførsel om mordet på ham.

 
Amerikanerne har altid været gode til at hylde deres helte, og det ses tydeligt på væggen i den charmerende Saloon No. 10.

Travis Pearson er forbløffende autentisk til rollen; Ubarberet, uklippet og klædt i et outfit, som ganske givet var hipt for 140 år siden, med både cowboyhat og dustcoat.

Med ryggen mod døren

Man kan dø af at sidde med ryggen mod døren. Det kunne man i hvert fald i den amerikanske midtvest i 1870'erne, og det var ikke på grund af gennemtræk. Folk havde en mani med at skyde hinanden ned bagfra i tide og utide - også når de spillede poker, og netop sådan døde Wild Bill Hickok tilbage i 1876.

Og denne aften i Saloon No. 10 er jeg vidne til hans mord her i Deadwood.

 Byen og de omgivende bjerge, Black Hills, gemmer på en enorm mængde westernhistorie. Det er også hér, man kan opleve en af USA's mest berømte seværdigheder det berømte Mount Rushmore, som tidligere blev kaldt Slaughterhouse Mountain af nybyggerne.

Bjerget - som faktisk bare er en klippetop - blev opkaldt efter Charles E. Rushmore, en New York-advokat, der deltog på en ekspedition til området i 1880'erne.

Udhugget i klippetoppen ses ansigterne af de fire tidligere amerikanske præsidenter Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln. Skulpturen er faktisk kun 18 meter høj, men kan ses på stor afstand hen over landskabet.

Et dårligt land

Man må sige, at nationalparken Badlands er ganske imponerende. Man skal dog for enhver pris blive ved sin bil, hvis den bryder sammen i området, for det bakkede landskab er både øde og forræderisk, og det er ikke stedet, man ønsker at fare vild.

 

De gamle Lakota-indianere (som vi kender som sioux-indianerne) frygtede området og kaldte det for Makhóšiča, hvilket betyder noget i retning af dårligt land.

 Badlands består primært af klistret ler, løst jord og dybt sand, og området er udformet som et af naturens smukt udspekulerede luner, en stor ufremkommelig labyrint, som man altid kan finde ind i, men sjældent ud af.

Pelsjægerne, som kom forbi med jævne mellemrum i det 18. og 19. århundrede, kaldte bakkerne for Jordene, der er svære at krydse. Hvis ikke man forsvandt i et mudderskred eller i en sandstorm, risikerede man simpelthen at fare vild til evig tid.

Verdens ende i transit

Fra Badlands følger jeg Interstate 85 mod North Dakota kilometer efter kilometer af øde, fladt landbrugsland, og indimellem overhaler jeg en af de klassiske og meget potente Peterbilt 379-trucks - eller også overhaler de mig i en sky af støv.

 

Nær statsgrænsen stopper jeg op i en lille udørk for at proviantere. Der ligger kun en håndfuld faldefærdige huse, og bag flere af dem står de karakteristiske trailere, gulnede og hengemte i haverne, side om side med motorløse Chevyer fra 1950'erne.

Hele områdets omdrejningspunkt lader til at være den lille købmand/grillbar/casino, Family Fun, hvis falmede, lyserøde facade er prydet med Stars and Stripes-flag.

Nær Family Fun ligger også byens vejkryds, som faktisk bare er en T-vej, og den vej fører endeløse kilometer mod øst, til den lige så lille udørk Viking.

Guderne må vide, hvor navnet kommer fra, men det har de sikkert glemt igen, altså guderne herude ved verdens ende. Men jeg er kun i transit, så jeg provianterer og fortsætter mit roadtrip gennem historien.

Mødet med høvdinger

Jeg ankommer til byen Bismarck midt i North Dakota, netop som det årlige United Tribes International powwow skydes i gang, og jeg får fornemmelsen af at være havnet i hjertet af de nordamerikanske indianeres historie.

 
En indiansk powwow foregår over adskillige dage, hvor de forskellige stammers overhoveder – høvdingene –mødes med hinanden til en slags topmøder og bl.a. opfører rituelle danse, synger og spiller på tromme. De årlige begivenheder er åbne for publikum

I 45 år har de afholdt powwow, hvor stammerne mødes for at diskutere alt, som vedrører dem, og for at ære den indianske kultur med sang, dans, trommespil og samvær. Der er udstillinger, sportsturneringer og intet mindre end Miss Indian Nations.

 Den årlige event tiltrækker tusinder af nysgerrige, og det er en god oplevelse - specielt for mange amerikanere.

For mange mennesker er indianernes kulturhistorie begrænset til massakrerne ved Wounded Knee og Little Big Horn - og til berømtheder som den modige sioux Crazy Horse, den krigeriske apache Geronimo eller Sitting Bull, der endte i et cirkus.

Indiansk historie har absolut sat sit præg i området, og de amerikanske indianere ærer stadig deres forfædre, som de altid har gjort, blandt andet ved powwow.

Gunslinger country

Jeg er på vej til mit sidste stop mod øst, byen Fargo, som de fleste nok bedst kender fra den barokke film af samme navn. Undervejs holder jeg endnu en kort pause langs den øde vej, og pludselig får jeg selskab, da en imponerende Dodge Charger standser lige bag mig.

 

I bakspejlet ser jeg en mand stige ud og gå langsomt frem mod min bil. Hans hånd hviler på en pistol, som sidder i et hylster i bæltet, og han flytter ikke hånden, selv da han når helt hen til min bagdør.

Jeg synes godt nok, at pistolerne sidder løst her i midtvesten, så jeg holder vejret. Han banker på ruden, og jeg ruller ned.

"Highway Patrol, sir," siger han.

"Licence and registration, please."

  

Læs seneste udgaver